De anstændige
19-11-2013

 

 

Hvor tids helgener, fra en ende af Suzanne Brøgger, Ib Michael, Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Thomas Boberg, Henning Mortensen, Hanne-Vibeke Holst, Inge Eriksen, Per Schultz Jørgensen. Er de stadig lige så hovne og selvtilfredse som da Stig Dalager lokkede dem på den galej?

 

Hvis vi et øjeblik ser bort fra de danske domstoles mere eller mindre udviklede evne til at skelne ret og uret fra hinanden, endsige forstå lovene, under indtryk af den nylige "dom" over Jørgen Dragsdahl, så forekommer det mig, at dele af "venstrefløjen" startede den tilsviningskampagne, vi har lidt under siden de første "gæstearbejdere" ankom til Danmark

Jeg har altid, helt fra barnsben, instinktivt holdt med venstrefløjen. Ja, idéelt set var jeg kommunist, hvad der ikke havde en pind med Lenin og Stalin, endsige DKP at gøre. Det var en holdning, faktisk en romantisk holdning, om venskab og kærlighed mellem mennesker, der delte med hinanden ud fra kærlighedens princip, altså ikke et samfund, der havde faste vægtlodder til at veje, om folk nu havde bidraget nok med det materielle, men at man også kunne regne med point for munter tilstedeværelse, kunstneriske bidrag eller blot at være et menneske, fordi vi véd, at det i sig selv kan være svært nok.
Med dette som udgangspunkt har jeg naturligt nok set mig om efter mennesker, jeg kunne være enige med, så jeg søgte ind i partier som DKP og SF. Men dér kunne jeg ikke trives. Det skyldtes nok, at jeg havde en fortid som aktivist i en politisk uafhængig aktivistgruppe, Gruppe 61, som jeg havde taget initiativ til at oprette i, ja, 1961, og som aktionerede mod oprustning og for fred, to mærkesager, der nok kunne afføde forfølgelse på det tidspunkt, hvor befolkningen skulle overbevises om NATO’s og den almindelige oprustnings velsignelser. Så vi fik buler i hovedet og røg ud og ind af spjældet, sådan som det nu hørte sig til. (Se "Erindringer" ).
Jeg blev, fræk som jeg var, uden studentereksamen eller andre nødvendige kvalifikationer, en del af oprøret på Københavns Universitet. Læs blot erindringerne.
Dér, hvor jeg vil hen, er den mangel på forståelse for at have sympatisører andre steder end lige blandt de nærmeststående, der herskede blandt en ungdom, der kaldte sig revolutionær, og hvoraf mange havde læst ikke blot Marx, men også Lenin. Uden nogen større virkning, tilsyneladende, for den megen læsning gjorde dem rasende, som Holberg sagde, med andre ord, i deres overlegne position som kender af den ypperste sandhed havde de ikke brug for at lade sig noget sige. Hverken fra "deres egne", der gerne var små, fanatiske grupper, der nærede et intenst had til de fraktioner, der lå dem nærmest i tænkning. Med andre ord, Lenins formaninger om at alliere sig med det, han kaldte "medrejsende", var spildte ord på fraktions-Lars.
Det gav sig bl.a. udtryk i, at folk fra VS’ højtuddannede inderkreds af akademikere som Bente Hansen m.fl., med hånlig fnysen afviste tilnærmelser fra folk som den unge socialdemokrat Ole Hyltoft, der i mangt og meget var lige så tidligt fremme med ligeretsforestillinger og andet gods, der kendetegnede ungdomsoprøret, eller forfatteren Henrik Stangerup, der også følte sig tiltrukket af det nye. Eller Ulla Dahlerup med flere. Alle blev de hånet og åndeligt smidt på porten, i stedet for at de fik lov til at danne det brede forum, der i virkeligheden trængtes til for at idéerne kunne udvikle sig til mere end gold teori. Når jeg gjorde opmærksom på det fejlagtige i denne holdning, fik jeg det sædvanlige svar: "Hold kæft, Henning Prins!"
Når dette kunne ske, skyldtes det udelukkende, at de ikke kunne blive af med mig, hverken i VS eller på venstrefløjen i bred almindelighed, idet jeg gang på gang blev indvalgt i VS’ hovedbestyrelse. Tre år sad jeg der minsandten.
Om dette fremgår af de to "historiebøger", der på hovedbestyrelsens opfordring blev fremstillet om VS’ historie, véd jeg ikke.
Nå, men for nu at komme til kernepunktet i det, jeg vil tale om, så var venstrefløjen hurtigt ude med det, jeg vil kalde ærekrænkende beskyldninger overfor folk med andre meninger. Ikke, at der ikke på den tid (1968-1973) var ægte nazister til, for det var der såmænd. Pudsigt nok hed én af lederne Hans Hetler, så han har nok slet ikke haft noget valg.
Disse nazi-grupperinger arbejdede tæt sammen med efterretningsvæsenerne, danske såvel som udenlandske, men hvor meget brugbart materiale, de kunne skaffe, er ikke godt at vide, for de fleste af disse "nazister" foretrak af drikke sig fra sans og samling i deres stamværtshus, der sjovt nok lå i Dr. Tværgade lige som Land og Folk og DKP. Nå jo, den såkaldte "Frihedsalliance" i Aarhus infiltrerede de såkaldte Trotzkister, så de sad på et flertal i bestyrelsen og fik den til at vedtage den ene tåbelige resolution efter den anden. Men ingen lagde mærke til, at nazisterne havde taget over, for resolutionerne lød nøjagtigt, som de altid havde gjort og var stort set identiske med de øvrige smågruppers tilkendegivelser. Nå, men vi må da lige tænke på, at det er den slags fordrukne småkriminelle, FE’s og PETs materiale bygger på. "Agenterne" var jo nødt til at finde på noget, hvis de skulle gøre sig fortjent til deres drukpenge. Så Bent Jensen og andre har noget at bygge deres anklager på.

Men egentlig går det først rigtigt galt for det, pressen kalder for venstrefløjen og "de kulturradikale", da tyrkisk arbejdskraft i stort tal slår sig ned i Danmark som "gæstearbejdere".
Hér kan man godt sige, at venstrefløjens i forvejen næsten ikke-eksisterende bånd til den danske arbejderklasse blev revet over på et øjeblik, idet folk, der advarede mod ghettodannelser og opfordrede til en spredning af de reelt indvandrede, blev overhældt med kloakvand.
For eksempel skrev den for nyligt så skammeligt behandlede Jørgen Dragsdahl en leder i Information, hvor han i en totalt usammenhængende svada tillod sig at kalde mig for racist!
Jeg overvejede, om det var et sagsanlæg værd, men den slags er for de velbeslåede. Til min lettelse gav Pressenævnet mig ret i min klage over Information, hvad der voldte dem svare kvaler. Undskyldningen skulle jo bringes på en fremtrædende plads i avisen, eftersom lederen stod på forsiden. Omsider kom den på, indkranset af et væld af spotske kommentarer til den sarte Henning Prins. Men kort efter gik afdøde Nils Ufer, min gode ven, helt over stregen og påstod, at min kritik af måden man behandlede gæstearbejderne på var udtryk for, at jeg ville i seng med de tyrkiske piger! Det gav en ny påtale fra Pressenævnet, uha, uha, det var ikke så sjovt.
Men da Pia Kjærsgaard reformerede det snotforvirrede "Fremskridtsparti" og faktisk tog vinden ud af de mest fremmedfjendske sejl, gik de kulturradikale med Tøger Seidenfaden i spidsen helt amok. Nu var enhver, der havde betænkeligheder ved en uhæmmet indvandring, eller som havde svært ved at acceptere Islams indiskutabelt undertrykkende holdning til kvinder, over en bred bank både racister, nazister osv. I skrift og tegninger skildredes fremskridtspartiets talsmænd som muddertilsølet afskum på en stinkende mødding, hvor de møgbeskidte gik og rodede i skarnet. Og da Pia Kjærsgaard havde anlagt en injuriesag imod Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU, fordi Karen Sunds havde udtalt, "Jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter", var det halsløs gerning
.
Pia Kjærsgaard tabte retssagen, fordi Højesteret henviste til Dansk Sprognævn som havde undersøgt, hvordan ordet racisme blev brugt i dansk sproglig praksis, og det var på tre forskellige måder (sic!).
Og som et monumentalt angreb på enhver, der ikke var multikulturist, som det hed, skrev nogle "kulturpersonligheder", nemlig Suzanne Brøgger, Ib Michael, Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Thomas Boberg, Henning Mortensen, Hanne-Vibeke Holst, Inge Eriksen, Per Schultz Jørgensen, følgende svada på Politikens generøse forside: "Det er på tide, vi siger fra!"
Jeg skal ikke komme nærmere ind på d’herrers og damers vrede fordømmelse af Pia Kjærsgaard samt det danske folk som sådan, kun give et lille eksempel på det romantiske og vist nok ret løgnagtige historiesyn, der prægede de 12 superhumanister: "
Vi glemmer, hvem vi er, og den rolle, vi som danskere tidligere i historien har spillet, som hjælpere og beskyttere af de svage og forfulgte. Vi tvinges til at se et etnisk mindretal udelukkende som en anonym, ansigtsløs gruppe og ikke som mennesker, dvs. som vidt forskellige individer med vidt forskellig oprindelse og personlighed, med hver sin særlige livshistorie og tolkning af tilværelsen. Individet viskes ud, tilbage står den fordomsfulde kliché." 
Man kan jo blive helt glad, når man sådan hører om Danmarks og danskernes enorme humanisme og beskyttelse af de svage. Og lidt trist, når man véd, hvor fjernt fra virkeligheden det er. For det var jo ikke "danskerne", der hjalp jødiske landsmænd til Sverige, det var en lille, dedikeret gruppe af humanister. Resten af danskerne havde nok at gøre med at arbejde for værnemagten og den tyske ernæringsindustri.
Men dette indlæg gjorde gabet mellem, ja, hvad skal vi nu kalde det, når ingen politikere længere, bortset fra en enkelt politiker, Matthias Tezfaye, vil være arbejderklasse. Men vi kunne jo sige folket.
Folket følte sig umiddelbart spyttet på af de 12 hellige mænd og kvinder, der skrev så fromt på Politikens forside.
Eller sagt på en anden måde: igen havde venstrefløjen lagt sig ud med dem, de egentlig skulle føre politik sammen med. Og lad mig lige for sjov citere lidt Rifbjerg for læserne: Klaus Rifbjerg kastede sig, uden at have læst hans bog om emnet, over kritikeren og essayisten Rune Lykkeberg. Se dette Link.
Det, der ser ud til at have vakt Rifbjergs utøjlede raseri er Runebergs kritik af at denne de frelstes legion forsømmer at argumentere for deres synspunkter og i stedet benytter sig af mistænkeliggørelse og smædeskrifter.
At dette virkelig er tilfældet, viser Rifbjergs fækaliekastning mod Runeberg med al tydelighed. For eksempel trækker Rifbjerg straks naziststemplingen op af arsenalet og sammenligner Lykkeberg med en mand, der på befrielsesdagen efter besættelsen står og vifter med et stort hagekorsflag (blandt alle dannebrogsflagene, glemte Rifbjerg at skrive), mens han smiler uforstående. Denne utilslørede antydning af at Runeberg er at ligne med en nazist undskylder Rifbjerg med sin ærlige harme, der har ret til at komme til udtryk.
Og som vi da også da straks så, så lavede Socialdemokraterne øjeblikkelig deres fremmedpolitik om, så den mere lignede Dansk Folkepartis end multikulturisternes. Og sjovt nok følte før omtalte hellige skare, der jo nok kunne mønstre nogle tusinder skrivevante sjæle, sig ikke kaldet til at kritisere socialdemokraterne noget videre.
Siden disse dage er alt blevet forandret. Men glem ikke, at brugen af de værste gloser ender med at ramme én selv. Når den gode tone først er forsvundet, kræver det en overmenneskelig indsats at få den igen. Og nu har venstrefløjen misbrugt de grove beskyldninger så mange gange, at Dansk Sprognævn kan afvise, at det er krænkende at blive kaldt agent for en fjendtlig magt. Landsforræder, sagde man en gang.
Tjah, Jørgen Dragsdahl og alle I andre: er I helt uden skyld i retssikkerhedens forfald?

 

Forside  Ledere  Arkiv