Åh, hvor er det skønt at læse …

J.K. Rowlings første bog "for voksne" er et brag af en roman, hele 520 sider humor, gru og spænding

J.K. Rowling kan skrive, så både engle og djævle må synge i kor. Hendes tætte sprog, der ikke tillader det mindste overflødige ord at presse sig ind, og hvor hver eneste sætning bringer handlingen videre, tvinger læseren til at holde fast i bogen med begge hænder, mens han/hun styrer gennem menneskelivets fæle intriger og sporadiske glimt af godhed.
   Vi befinder os dels i den yderst ærværdige middelalderby Pagford med behørig klosterruin i profil på bakketoppen, brostensbelagte gader, blomsterkasser, nytjæret bindingsværk og oppudsede vægge i kønne farver, og så i den vildtvoksende proletarby Yarvil, der breder sig planløst med sine stormagasiner, supermarkeder og endeløse rader af rækkehuse. Ikke destomindre er det hér, de fine Pagfordborgere gør deres indkøb, men det er jo også billigere.
   Faktisk kunne de to byer ligge gnidningsløst op ad hinanden til evig tid, hvis ikke godsejeren på det yndige lille slot, "Sweetlove", der ligger midt mellem de to byer, havde haft brug for penge til at sætte slottet i stand. Derfor solgte han nogle marker fra, men desværre til Yarvil, der øjeblikkelig opførte en decideret slumbebyggelse på stedet og lod alle sognets heroinvrag, arbejdsløse, drankere osv flytte ind i nødtørftigt sammenklamprede bungalower, hvad der vækker de pæne Pagfordborgeres vrede, eftersom det er på deres område, den nye bydel, kaldet "The Fields", ligger
.
   Kun én mand forstår at tøjle disse modsætninger, den vennesæle og engagerede Barry Fairbrother, der selv kommer fra Yarvil, men nu er en respekteret Pagfordborger.
   Men ak, Barry Fairbrother styrter død om, ramt af en hjerneblødning, og nu er formidleren mellem de to byer væk for evigt. Straks er formanden for sognerådet, indehaveren af byens mondæne delikatesseforretning, klar til at indsætte en afløser af Fairbrother, helst uden et besværligt valg, så det måske omsider kan lykkes af komme af med "The Fields", så Yarvil må påtage sig det fulde ansvar for området
.
   Hér befinder vi os, da handlingen går i gang, og hér møder vi en udsøgt samling teenagere og voksne, der driver deres spil med både hinanden, og mellem børn og forældre. Rowling lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver de krige, der dels føres i familierne, og indbyrdes mellem familierne og så generelt mod alle og enhver, og da op til flere skolebørn hacker Sognets hjemmeside, hvor de røber højst upassende ting om deres forældre, er alt ved at gå galt.
   Man kan sige, at det er slemt at være mand i fjendeland, men det er langt værre at være kvinde i kvindeland. Tak skal du have, hvor giftigheder kan pakkes smukt ind. Men altså: 520 sider forrygende drama, helt nede på gulvet, dér, hvor vi andre går rundt, det er bare stort!
   Og lad mig komplimentere oversætteren Agnete Dorph Stjernfelt, der har måttet rubbe neglene for at nå at få bogen færdig. Jeg må dog gøre indsigelse over for to væsentlige ting: når Stjernfelt vælger at oversætte Fats med efternavnet Wall til Fede, laver hun en snublesten i teksten. Det samme gælder et andet øgenavn, nemlig Jordnød. Det hedder peanuts!
   I det hele taget må oversætterne være opmærksomme på, at mange ord ikke længere er engelske, blot fordi de en gang har været det, men er en del af det forslugne danske sprog, der indoptager og spytter ord ud, som det passer det.
   Men lad det være slået fast: Harry Potter var bare en god begyndelse til noget, der vil blive et rigtigt stort forfatterskab.

Henning Prins

J.K. Rowling: Den tomme plads. 520. Gyldendal

Forside  Boganmeldelser  Arkiv