Et håb er tændt


Yahya Hassan
 

Yahya Hassan har sat Danmark på den anden ende med sin digtsamling, der kort og godt hedder ”Yahya Hassan”. Den har henført anmelderne til jublende lyrik, og man forstår godt hvorfor, for jeg tror, at flertallet af den danske befolkning har ventet på en positiv tilkendegivelse fra den gruppe af unge indvandrere, man efterhånden var vant til at regne for håbløse kriminelle. Den er da også blevet en bestseller af dimensioner, næsten som Inger Christensens ”Det”, der udkom i et oplag på hundredetusinde.
   Yahya Hassan fortæller i sine digte, der er i fin dansk tradition, om sin rædselsfulde barndom med en voldelig far og en forstødt og undertrykt mor, om mange søskende, fætre og kusiner. Og jeg må sige, at hans beskrivelser af dagens arabiske miljø minder mig ikke så lidt om min egen barndom i 40’erne og 50’erne, (født 1939), hvor man fik lussinger af lærerne og forældrene for den mindste forseelse og spanskrør for de større.
   Han er en oprører uden utopi, for hans miljø åbner ingen veje at komme videre på, ud over røverier, indbrud og stofhandel. Han bliver slæbt gennem den ene institution efter den anden, og vi erfarer, at danske ”pædagoger” ikke er bange for at slå på tæven, når det gælder unge indvandrerdrenge!
   I det hele taget er det et Danmark, der ligger i skygge, vi møder i hans deprimerende beskrivelser af de institutioner, han bliver indsat i, og hans egen kulturs utilstrækkelighed og mangel på evne til at udvikle empati.
   Vi får også beretninger fra et Mellemøsten, der er plaget af israelske angreb og bombninger, og hvor hans familie må flytte uafbrudt på grund af stadige kamphandlinger, der til sidst flytter dem helt ud af Palæstina og, via Tyrkiet, til Danmark som  …  ja, som hvad? Flygtninge, måske. I hvert fald fra nød, elendighed og krig.  
   Selv om Yahya ikke er helt klar i mælet, så siger han, at han er dansker i digtene, men viser det navnlig i hele sin tilgang til sprog og begreber. Navnlig den første del af digtsamlingen er medrivende godt skrevet, man flyver af sted. Siden vælger han at blande sin århusianske dialekt med perkersprog, og det fylder lidt rigeligt med al den omstændelighed, det afføder.  
   Men det er småting i forhold til det, Hassan kan fortælle os om en kultur, vi lever side om side med, men ikke véd så meget om.
   Jeg tror ikke, man kan overdrive den symbolske betydning, denne digtsamling har og nok også vil få, både for danskere og børn af indvandrere. Et håb er tændt.

                                                                         Henning Prins


Yahya Hassan: Digte. 169 s. Gyldendal                                                                             
Forside  Boganmeldelser  Arkiv