Farvel til fagbevægelsen? 13.6.2008

Med en hidtil uset skadefryd har en enig presse kunnet fortælle sit publikum, at omsorgsmedarbejdernes og pædagogernes kamp for bedre lønforhold ikke blot er tabt på forhånd, men også vil lamme deres faglige organisationer i uoverskuelig lang tid. For den passive regering har det været en sand fornøjelse at kunne sidde på hænderne, mens de strejkende løb sig trætte i en mere og mere upopulær konflikt, hvor samme presse ikke har holdt sig tilbage med skrækhistorier om de fatale omkostninger, sygeplejerskernes strejke har haft for patienterne. Samtidig har strejken været en ren sparerunde for kommuner og regioner, der har hobet guld op. Og som det værste: fundet argumenter for en yderligere privatisering af den offentlige sektor.

Hvad er det egentlig, der er sket med de danske fagforeninger, når et flertal af dem, med hovedorganisationen LO i spidsen, ser passivt til fra sidelinjen, mens kollegerne i undervisnings- og sundhedssektoren langsomt forbløder? Jeg er ikke i tvivl om at ledende fagforeningsfolk er ret kolde over for de vanskeligheder, især sygeplejerskerne er løbet ind i, og jeg er ikke i tvivl om, at det har noget med problemstillingen køn at gøre. Der er ingen mandsdominerede fagforbund, der vil løfte en finger for en overvejende kvindeligt rekrutteret fagforening. Dette mønster er kommet op til overfladen masser af gange, f.eks. når kvindelige bryggeriarbejdere strejkede, mens mændene troligt gik på arbejde og fordrev tiden med at sidde i borgestuerne og hælde øl i sig, mens de grinede ad ”kællingerne”. Jeg véd det, jeg var der selv!

Denne oldnordiske holdning er næppe årsagen til at topfolkene inden for dansk fagbevægelse ikke med et eneste udspil har slået til lyd for en solidarisk faglig aktion til fordel for de strejkende sygeplejersker. Men hvis det ikke er stupid mandschauvinisme, hvad er det så? For mig at se er netop sygeplejerskernes konflikt et idéelt område at vise fagforeningernes berettigelse i et moderne samfund på.

Hér ville det nemlig være muligt at pege på, at fagforeningerne ikke bare er nogle pengeafpresningsklubber, der lønner nogle folk for at skaffe lidt mere i timen, men derimod en ansvarlig del af folkelegemet, der kan tage moralsk stilling i vitale spørgsmål. Og det er jo åbenbart for enhver, at netop konflikter på sundhedsområdet i princippet angår hvert eneste menneske i samfundet, så derfor angår sagen også alle de eksisterende fagforeninger, der med fuld ret kan hævde, at de kæmper for deres medlemmers sag, hvis de f.eks. varslede sympatistrejke til fordel for sygeplejerskerne.

Nu har denne passivitet medført, at hele feltet med fagforeninger er mere eller mindre ryddet for Claus Hjort Frederiksen og kumpaners ødelæggende raids ind over de offentligt finansierede områder, hvor der argumenteres for en total privatisering af hele den del af samfundet, der blev offentligt administreret for folks skattekroner, og hvor der herskede en vis form for ligeret til behandling.

Dette vil ikke blive tilfældet i fremtiden. I sin kyniske tilgang til spørgsmålet om lønsomhed i anliggender, der angår samfundets mest følsomme dele, nemlig sundheds- og læringsområdet, er regeringen totalt afstumpet. Afstumpet, som man bliver det, når man gennem mange år har lært at lyve folk lige op i ansigtet og sige det til dem, som de gerne vil høre. Derfor hedder en kommission, der skal underminere velfærden, selvfølgelig en ”Velfærdskommission”. Og statsministeren har munden fuld af flovser om velfærdssamfundet, der skal opretholdes osv osv. Det véd vi godt!

Men nu brister de sidste kæder, der bandt den rigtige velfærd til samfundet, fordi hverken LO eller nogen af de store, betydende fagforeninger fik den tanke, at netop hér var der noget at forsvare.

Allerede for tyve år siden fortalte en højtstående LO-medarbejder mig, at såvel socialdemokraterne som LO sang på sidste vers. De ord har jeg ikke kunnet ryste ud af hovedet siden, for det var en profeti, der kunne vaske sig.

Kære Harald Børsting! Kære ledende fagforeningsformænd! I kan endnu nå at slå i bordet og hindre dette fatale nederlag til sygeplejerskerne, hvis I går ind i konflikten nu og lukker nogle mindre følelsesbetonede områder ned, så der bliver et fair grundlag at forhandle på.

Nu sælger I sygeplejerskerne til stanglakrids, og det bliver næppe fremtidens mest entusiastiske fagforeningsmedlemmer, vi kommer til at møde hér. Mon ikke snarere en frygtelig masse meget dyre vikarer?

I har ansvaret! I har ladet det ligge! Hvis I ikke påtager jer det nu, går fagbevægelsen den sikre død i møde. Men I har måske en gylden faldskærm?

 

                                                       Henning Prins

 

Hér den 14. juni er løbet så kørt, og håret sidder i postkassen, lige som denne leder har noget udpræget for sent over sig. Jeg lader den stå et par dage som skamstøtte over en synkende fagbevægelse, der ikke længere aner, hvad det hele handler om. Tør øjnene og knyt næverne - og husk - frænde er frænde værst. H.P.

                       Kontakt: kritiskportal@kritiskportal.dk

 

Tilbage til forside Tidligere ledere Arkiv