Fremmedheden erkendt

 

Naja Marie Aidt

 

Naja Marie Aidt har flyttet sig. Ikke blot ud af Danmark, helt til The Big Apple, New York, men også ud af sig selv.

Det er ikke blot de fremmede omgivelser og de nye skikke, der sender hende ud på erkendelsens veje, det er også et gensyn med sig selv som fremmed. Derfor er den samling digte, der er kommet ud af fraflytningen fra det måske velkendte, der kaldes for Danmark, ikke en slags digterisk dagbog, men snarere et stykke psykologisk poesi, hvor barnet, pigen, kvinden Naja Marie optræder i forskellige forklædninger. Med andre ord et stykke poetisk fiktion.

Og stilen er helt tilpasset denne fiktive dagbogsagtige beskrivelse af det ydre og indvendige, forfatteren, hvis indre er fuldt af labyrintiske gader og derfor må bruge prosaen til at skrive vers på, og det lykkes langt hen ad vejen.

Hvor jeg synes, det kniber, er når vi skal til at opleve forskellene på det danske og det fremmede. Dels er jeg forbløffet over at en yngre kvinde som Naja Marie Aidt har så gammeldags forestillinger om hvordan vi gør tingene hér i Danmark, fejrer jul f.eks., dels finder jeg hendes lille kapiteldigt om Wienerbrød og Danmark fladt.

Dér, hvor Aidts lyrik klinger, er dér, hvor det almene træder frem i al sin smertelighed og glæde. At det danske og det fremmede dybest set er overfladekrusninger på det menneskelige, at voksenhed gør ondt, og at det at have børn er forbundet med tab.

Alt det er levende og sårbart hos Aidt, ligeledes hendes lettere klaustrofobiske oplevelse af gader og folkeliv, og den amerikanske påtrængenhed, der er så hjertelig, så man kan blive helt bange.

 

     En anden skumring; slag med koben,

     affolket område, vinden piber

     i rustent jern. Hvordan kom jeg hér?

     Mit hjem er åbenbart en labyrint.

     Ét sted et tiggende barn,

     et andet en dæmon

     der løber med mit pas

     og så et fald der bringer mig –

     i trance…

 

 Ja, verset er begyndt for længe, længe siden, og det fortsætter. Men plukket og parteret er samlingen fyldt med små, gode digte, der lader mig tilbage med et spørgsmål: Er tiden ikke inde til at forlade den lige lovligt snakkesalige prosadigtning til fordel for en mere ”renfærdig” lyrik? Naja Marie Aidt har alt det, og mere til, der skal til for at skrive om digtningens egentlige, nemlig Hjerte og Smerte.

 

                                                                Henning Prins

 

 

Naja Maria Aidt: ALTING BLINKER. 72 s. Vejl. Pris 199,- kr. Gyldendal

 

Forside Boganmeldelser Arkiv