Storslået saga
Forfatteren Ulrik Gräs har med sin seneste roman fra en dansk provinsby, "Gongong", slået sit mesterskab fast

BØGER: Det er uden tvivl den almindelige opfattelse, at Danmark regeres fra Kongens København. Det er hér, de politiske beslutninger træffes, det er hér, ministerierne forvalter disse og det er hér, eliterne slår deres folder fra akademikere til bizarre kunstnere m.v.
Men det er blår i øjnene, for det er provinsen, der styrer landet. Det er ude i mellemstore byer som f.eks. Vejle, at striden om magten og æren står, og det er dér, den så omtalte værdikamp leverer sine blodigste slag.

I "Gongong", der er en selvstændig fortsættelse af romanen "Lido" fra 2006, ser vi hvordan de store brydninger og forandringer i tresserne omformer landet i stort som i småt. Tresserne er også det sidste årti i 1900-tallet, hvor sårene fra anden verdenskrig endnu trækker sine spor tværs gennem det politiske og mentale landskab, hvor krigens meriter med våbenbroderskaber og forræderier endnu står imellem folk, både i den politiske, den forretningsmæssige og den familiære sfære.
Bogen er noget af det tættest skrevne, jeg har læst på dansk, og det er altså en ros. For selv om 376 sider vel må anses for at være en stor bog, så er den meget større, når den som et komprimeret computerprogram åbner sig for det læsende øje og breder et kæmpesceneri ud over byens geografiske, politiske og psykologiske topografi.
Vi møder straks nogle vigtige aktører, nemlig et par laugsbrødre i oprør mod selve moderorganisationen, frimurerordenen, mens de bryder ind i det allerhelligste og stjæler/tilbagetager nogle af de hellige symboler fra templet. For selv inden for frimurerlogernes indiskutabelt borgerligt-konservative organisation kommer der modsætninger frem, som man i en anden tid ville have kaldt klassemodsætninger.

Også pastor Mose, Indre Missions uforfærdede stridsmand, møder en uventet fjende, nemlig "Den frie kirkelige liste", der opstiller til menighedsrådsvalgene i hele stiftet. Denne liste er et udtryk for, hvordan socialdemokratiet tilpasser sig fra at være et éntydigt arbejderparti til at favne den stadigt voksende "middelklasse", som den fremsynede kan se vil blive afløseren for fortidens klassebevidste proletariat. Socialdemokraterne griber chancen for at få en basis i folkekirken, da pastor Mose ubetænksomt med kristelig strenghed fyrer en kirkegårdsassistent, fordi han bliver beskyldt for at have "stjålet" dekorationer fra velhavergrave for at lægge dem over på mere beskedne. Dette ser borgmesteren og hans nærmeste medarbejder, den tidligere kommunist Arne Agermand, som en vej til at udvide det politiske virkerum ved via fagforeningen at anlægge sag mod menighedsrådet for uberettiget fyring.
Bogens helt dominerende figur er redaktør Nemo fra den konservative Amtsavis. Han er en figur, der under ingen omstændigheder vil lade sig rubricere. Selv opfatter han sig som en genuin reaktionær konservativ ånd, men hans evigt reflekterende indre minder mere om et labyrintisk spejlkabinet, idet han aldrig vil lade sig fange på et standpunkt. Hans journalistelev Tino, for hvem han er en gådefuld mentor, er det kamera, hvorigennem vi mest iagttager denne åndelige forvandlingskugle, der ikke desto mindre gennem beretningen får sagt utallige kyniske sandheder.
Bogen er befolket med mennesker, og viser os de tråde, der netop i provinsbyens snævre miljø på forunderlig vis går fra høj til lav, fra ven til fjende.
Og hele besættelsestidens drama rulles op og sættes i perspektiv, mens den moderne udvikling tromler hen over den og en ny generation samles ved den blankpolerede bar på "Grand", stedet, hvor byens spidser og dem, der er på vej eller gerne vil være det, samles om seriøs alkoholindtagelse, et fænomen, der var udpræget i tresserne. Alkohol var klart det stof, der fik alting til at bevæge sig. Og også kastede mange i ulykke, som vi får at se.
"Gongong" er en knaldspændende bog, der forener den komprimerede handling med et væld af refleksioner af politisk, filosofisk og mental art. Det forklarer, hvorfor det har taget forfatteren fem år at skrive den og hvorfor skønlitteratur er den eneste mulige måde at skrive historie på, så vi kan sanse den med hud og hår. Bogen burde være tvungen læsning i folkeskole og gymnasium, for bedre introduktion til afskeden med krigens traumer og ankomsten til en ny måde at fortolke verden på gives næppe. "Intet nyt under solen", skrev Prædikeren. Måske ikke, men bestemt nye måder at sige det på.

Henning Prins

Gongong. Roman af Ulrik Gräs. 376 sider. Tiderne Skifter

Forside  Boganmeldelser  Arkiv