Når den sidste ryger er død … 11-06-2012

DER LURER EN REGULÆR katastrofe på den samlede lægestand, i Danmark såvel som i den øvrige vestlige verden: En dag er den sidste ryger død og der kommer ingen nye!
   Jamen, så burde læger, sygeplejersker og sundhedsfiduser af en enhver afskygning jo juble, ikke sandt? Hvorfor skulle de frygte, at der ikke længere findes rygere?
   Ja, kort sagt vil det betyde, at mindst syv af ti læger skal til at prøve noget, de ikke har så meget erfaring i, nemlig at stille en diagnose, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest og giver rygning skylden for enhver sygelig tilstand hos en patient.
   Som tidligere ryger og en ufrivillig storforbruger af vort sundhedsvæsen har jeg haft rig lejlighed til at møde ”den moderne læge”. Han, eller snarere hun, har et verdensbillede, der er fyldt op i alle hjørner med svar på alt hvad der angår det svært definérbare begreb sundhed. Gymnastik, stavgang, regelmæssighed, grønsager, fedtfattighed, lavt eller intet alkoholforbrug, nul sovemedicin, ingen nervepiller, kun den rene, skære naturlige sundhed, der mirakuløst vil kunne gøre folk, der er ramt af Post Traumatisk Stress Syndrom, som undertegnede er det, fri for panikangst og dyb, livstruende depression. Jamen er det ikke vidunderligt?
   Oven i mit Stress Syndrom har jeg Angina Pectoris, en højst irriterende og ganske smertefuld sygdom, som et utal af danskere lider under. Og det kan man i reglen gøre noget ved, dog ser det ud til at netop mit tilfælde er håbløst. Og det kan lægerne ikke gøre for, jeg skriver det blot, fordi det har betydet, at jeg har talt med rigtig mange læger inden for de sidste ti år. Og dermed også fået mange forskellige indtryk af den enkeltes kunnen, viden og engagement. Og de allerfleste har været dygtige, for når det drejer sig om hjertesygdomme, så er konkurrencen enorm mellem de forskellige sygehuse, fordi det er forbundet med så stor prestige. Og hvad var vores romantiske digtning og vore folkeviser uden hjerte og smerte? Nej, det er og bliver en hjertesag.
   Men så oplever man, at en overlæge indkalder én til evaluering, det gør hospitalerne med jævne mellemrum, og tak for det, og denne overlæge spurgte, om jeg røg. Det kunne jeg sandfærdigt svare nej til, men han så på mig med små, mistænksomme øjne og brummede noget i retning: ”Hmm, ja så, ser man det … ”
   Det var en lidt underlig oplevelse, for ved den seneste scanning af mine lunger havde overlægen erklæret, at man skulle tro, at jeg aldrig havde røget! Men der kom en opklaring på overlægens mistænksomme holdning.
   For min Angina blev ikke bedre, men værre, trods adskillige ballonudvidelser med indsættelse af ”stent” (Se Google) og til sidst blev jeg igen indlagt akut til en undersøgelse. Og hér kom en overlæge, en midaldrende dame, hen til mig og spurgte, hvordan det gik med min KOL! (Til

 orientering er KOL en lungesygdom, man blandt andet kan få ved rygning eller ophold i storbyer). ”Hvabbehar!” sagde jeg. ”Jeg har sgu da ikke KOL!” ”Jo”, sagde den rare dame, det står hér i en rapport, der ligger i dine papirer”. (Ti års frem og tilbage på hospitaler afføder store stakke papir). ”Jamen, jeg har altså ikke KOL!” sagde jeg. ”Nå”, sagde lægedamen, og så tog hun papirerne om min livstruende sygdom ud af stakken og smed dem i papirkurven. Færdigt arbejde!
   Jeg må ærligt indrømme, at den episode vakte min nysgerrighed. Hvordan kunne der så at sige ved ren magi opstå en rapport om at jeg havde KOL, når alle prøver har vist det modsatte? Så hver gang jeg traf en administrerende overlæge (det er dem, der evaluerer de andre), så spurgte jeg til, hvordan den rapport om KOL kunne dukke så uformodet op. Og hver og én, jeg har spurgt, har haft problemer med at se lige på mig, har ingen forklaring, ved ikke. Så spørger jeg: ”Kan det tænkes, at en flok overlæger og reservelæger sætter sig ned og taler om en patient, og at der kommer mange forslag på bordet, f.eks. at patientens symptomer kunne skyldes KOL?
   Nej da, det kunne ingen forestille sig. Så sig ikke, at mystikken er død.
   Men for nu at gøre det færdigt med lægernes dybe behov for tobak: Hvis tobakken forsvinder, må lægerne nødvendigvis opfinde et andet, lige så udbredt og vanedannende stof som tobak, for ellers skal de jo til at lave rigtige diagnoser, og det er de færreste næppe dygtige nok til. Jeg vil tro, at vi vil se et foreløbig noget adspredt korstog mod ethvert stof, der kan bare antydningsvis betegnes som euforiserende. Altså spiritus, nervepiller, sovemedicin osv. Og læg mærke til, at selv meriterede videnskabsmænd uhæmmet blander stoffet Serotonin, de såkaldte lykkepiller, som ansvarsløse journalister har kaldt dette i hjernen naturligt forekommende signalstof, sammen med egentlige nervemediciner og sovemidler og kalder det hele for ”Lykkepiller” for dermed at antyde, at nerveberoligende stoffer ikke er medicin, men junk! Det kan man da kalde topmålet af ansvarsløshed! Jeg var tæt på selvmordets rand, da jeg for 7-8 år siden fik en kæmpe depression. Intet hjalp, indtil jeg ved hjælp af to nervepiller på 5 mg hver dag fik et normalt liv! Men man skal søge med lys og lygte for at finde en læge, der tør hjælpe en truet patient og gå op imod strømmen.
   Forude kan nervepatienter og sindssyge godt forberede sig på store lidelser, for de kære læger vil hellere se stribevis af selvmord end vedkende sig deres manglende evner til at stille en ordentlig diagnose!
   Men for nu lige at lave en sløjfe: Vi skal alle dø, og ingen kender dagen og timen! Jeg har set mennesker dø i en ung alder, der hverken røg, drak eller spiste kød. Jeg har også set mennesker, der røg og drak sig ihjel.
   Og så går de allerfleste sådan bare og dør af ét eller andet, hjertestop skulle være meget populært, men kræft haler grundigt ind, fordi vi lever så længe. (Alt for længe?). Vi kræver i hvert fald, at lægerne kan, om end ikke give os et evigt liv, så dog et langt og rask og rørigt. Og måske skulle lægerne holde op med at gå med på den spøg, for det løfte kan de ikke holde, med eller uden rygning. Vi er som mekaniske dukker med en fjeder i ryggen. Og vi har alle en forskellig type fjeder. Når den slappes, falder vi om. Så kort er det. Det skulle lægerne forberede den forkælede, evighedsforventende befolkning på, i stedet for at støtte medicinalfabrikkernes kvaksalverier, der lover paradis på jord.

                                                              Henning Prins, også patient

 

Forside  Tidligere ledere  Arkiv