Vi-somhedskulturen

 

Grundet efterspørgsel lægger jeg denne gamle artikel fra Information ud på Kritisk Portal. Jeg har fjernet nogle navne, så artiklen bliver mere generel.  

 

Kommentar i Information af Henning Prins

Forfatter

 

I de gode, gamle dage, da der var lidt større afstand mellem den gemene hob og åndsfyrsterne, stivede menigmand sig ofte af med et: ”Vi er mange, der mener…”, når han/hun følte trang til at imødegå tidens dårskaber på skrift i aviserne. Med lidt held kan man stadig i provinsaviser og annonceblade finde nogle læserbrevsskribenter, der i det mindste tør henvise til, at ”vi er flere/nogle, der mener…”

   Men ellers er det vist et argument, der er ved at forsvinde ud af læserbrevsspalterne. Det er ikke fint at snakke sådan, der bliver trukket på det skæve smilebånd, når der dukker sådan en indledning op.

   Sjovt nok, eller måske snarere kedsommeligt nok, så har vores epistelskrivende sidstedages moralister, der jo tilhører parnasset, eller redaktionerne, eller lidt af hvert, vælg selv, på meget subtil vis formået at rage dette indeklemte husmandsargument til sig.

   Ganske vist henviser de ikke til nogle dem nærtstående meningsfæller, der normalt anes at troppe op med vrede miner og knyttede næver i den førnævnte læserbrevsform, nej, de anvender på én gang både den kategoriserende og den inkluderende form.

   Det gælder kritiske hoveder, der evig og altid vælter sig i ”den vestlige verden” og ”vores kultur” og vi og vi og vi og hvad vi går og er og mener. Dette ”vi” bruges sågar, når man taler om mennesker og kulturer, der stod i blomst for f.eks. tusind år siden. (Vikinger, romere og den slags). Eller politikere og embedsmænd, der altid henviser til det store, altfavnende vi, skønt f.eks. jeg intet har haft at gøre med at gå i krig i Afghanistan eller overfodre svin med penicellin, så vi får resistente bakterier. "Vi" er og bliver det, den store, kollektive skyld, der tørres af på hele befolkningen.

   Dette lille trick med at inkludere den enkelte borger i alverdens skyld og skam eller storslåede bedrifter eller kulturelle sejre eller hvad det nu måtte være, er rent ud sagt irriterende. Kunne den moraliserende epistelmager eller ansvarsforflygtigende politiker dog ikke trække sit ”jeg” med ind i teksten, så ansvaret bliver lagt det rigtige sted. Eller til nød et ”man”.

   Jeg er så træt af at være ”vi”, når jeg slet ikke føler mig som ”vi”. Jeg har ikke gasset nogle jøder eller deltaget i nogen korstog eller bombet nogle vietnamesere eller afghanere og har i det hele taget ikke ansvaret for andet end ting, jeg selv har taget initiativ til eller deltaget i. Alt det andet er noget, magtmenneskene har gået og lavet og de kan jo så fordele skylden som de vil. Nå, ja, for pokker, det er jo også det, de gør!

Forside  Ledere  Arkiv