Yes, we can!

(But you should’nt!) 20.04.2010  

I den uigennemtrængelige tåge af misinformation, der vælter ud af de danske nyhedsmedier, skal alting nærlæses, hvis man vil analysere sig frem til, hvad der egentlig står. Ikke mindst når det gælder dansk udenrigs- og krigspolitik.

For eksempel kan vi læse en artikel, der fortæller os, at Talebans ”leder” Mullah Omar, signalerer, at han vil forhandle med Vesten. Vi må altså forstå, at Taleban tidligere ikke har villet forhandle, men det véd vi faktisk ikke noget om, eftersom det ikke er fjorten dage siden at en ledende dansk krigstilhænger, Søren Espersen, erklærede, at krigen i Afghanistan ikke er forbi, før den sidste Taleban-soldat er skudt. Og det synspunkt deles helt sikkert af mange amerikanske politikere og militærfolk.

Ergo må vi forstå artiklen sådan, at Talebanerne nu står sig så dårligt i krigen, at de er nødt til at søge til forhandlingsbordet. Hvis man ellers følger med i de daglige vildledninger og kan læse mellem linierne, ser det mest ud til at den vestlige alliance står skidt. Ikke mindst fordi de allierede kæmper til fordel for en gennemkorrupt diktator, der er en direkte modsætning til de fornemme målsætninger, der påstås at være grunden til besættelsen af Afghanistan. Nemlig at indføre ægte demokrati.

Nu er der faktisk ingen, der véd, hvem der leder Talebans generalstab, af den gode grund, at Taleban ikke har nogen interesse i at påkalde sig en sværm af de såkaldte droner, der efter sigende skulle ramme så præcist, at de kan ramme en flue i venstre øje, men som i realiteten kun har ført til drab på civile, blandt andet fordi Taleban, der gerne fremstilles som primitive, er kløgtige nok til at hacke sig ind på USA’s styringssystemer, så dronerne rammer ud i det blå. Og dermed desværre også tager nogle uskyldige landbofamilier med sig i købet.

Derfor er der underhånden ved at være almindelig enighed blandt såvel uafhængige militære eksperter som politiske analytikere om at krigen i Afghanistan ikke kan vindes, og derfor kommer den fordrejede historie om at Talebans leder Mullah Omar nu søger fred.

Nu skulle man så tro, at ”Vesten” (det er også USA), har lært noget af de to fejlslagne drabsmissioner i henholdsvis Irak og Afghanistan. Men nej, USA truer stadigvæk Iran med et overfald, hvis ikke landet opfylder USA’s krav om ikke at starte en produktion af atomvåben.
Samtidig er der ingen, der løfter et øjenbryn over at den gennemkorrupte, totalt kaotisk ledede stat Pakistan råder over atomvåben. Eller Indien og Nordkorea. Hykleriet søger stadig efter en grænse.

Nu opfylder Iran ganske vist USA's og FN's krav og der foreligger ingen beviser for at Iran er i gang med at lave atomvåben, ifølge Den internationale Atomvåbenkommission, der har adgang til at kontrollere Irans forsøg på at bygge en atomreaktor til fredelige formål. Men den slags kendsgerninger forstyrrer sjældent stormagter, der har andre mål end de erklærede. Vi husker tydeligt tidligere statsminister Foghs bevingede ord: ”At Irak har masseødelæggelsesvåben er ikke bare noget, jeg tror. Det er noget, jeg véd!”

Og så har USA desværre en god medspiller i den oppustede Ahmadinejad, der hellere vil spille med musklerne overfor sin hjemlige fanskare end tage hensyn til verdensopinionen og derfor lader sig fotografere ved siden af nogle ”langtrækkende” raketter, der ifølge korrespondenten kan nå både amerikanske og israelske mål i Mellemøsten. Vist så, hanekyllingerne galer på deres møddinger.

Men problemet er, at ord har det med at forpligte sine ophavsmænd m/k, så når der er blevet truet og løjet tilstrækkeligt, kan en tvivlsom stormagt som USA meget let føle sig nødsaget til ”at gøre noget”. Derfor melder USA’s forsvarsminister og hærchef ud med, at der ligger fuldt færdige planer for diverse former for angreb på Iran. Det kan vi vælge at tro på, med det i mente, at den amerikanske hær ligger i total disorganisation, hvor flere og flere armékorps er dannet af private lejesoldater, hvis opførsel bringer mindelser om trediveårskrigens Europa.

Så når USA skal vise, at der er vægt bag de truende ord, mon vi så ikke kommer til at opleve de sædvanlige bombetogter over storbyer, hvor luftvåbnet med erklæret præcision lægger tekniske installationer i grus, mens virkeligheden, som vi har set det så ofte, ender med beboelseshuse i ruiner og tusindvis af civile ofre. Tænk blot på krigen mod Serbien, hvor der blev bombet i flæng, eller Bagdad, eller …

Hvad alt dette viser os, er, at USA har en langsigtet strategi for Mellemøsten og Centralasien, der hænger nøje sammen, og som handler om at beherske denne verdens forsyningsveje, med særligt henblik på energiforsyning.

Og alle dem, der jublede over Barack Obamas valgsejr må have fået noget at tænke over, for hvad er præsidentens magt egentlig værd i forhold til ”Det militært-industrielle kompleks”, der reelt og bagom alle demokratiske institutioner styrer USA, og har gjort det, i hvert fald siden anden verdenskrig, men ved nøjere granskning nok snarere i de sidste tohundrede år.

USA’s smukke støtte til frigørelsen af de tidligere europæiske kolonier rundt om i verden var nok ikke så velment endda, for et resultat kom der ud af det: USA blev den store spiller på banen i Asien og Afrika, nu, hvor USA havde bidraget til et magttomrum. Den store imperialistiske magt slår de mindre ud, og får dermed mere spillerum for sine ambitioner om at være verdens stærkeste magt.

Spørgsmålet er så blot, om ikke denne kolos på lerfødder står for fald? Ja, ikke på grund af den nye ”stormagt” Kina, der reelt har slavebundet sig selv for at tjene Vesten, ej heller det kaotiske Rusland. Men fordi USA slet ikke har de ressourcer, der kræves til at spille Supermand. Ret beset er USA fallit med en uoverkommelig gæld til resten af verden, der blot ikke tør gøre sine berettigede krav gældende, fordi USA’s kollaps bliver også Europas kollaps.

Og desværre er der intet, der tyder på at Europa kan rumpe sig sammen til at spille den rolle, der var tanken bag den europæiske samling, der for tiden hedder EU. Så foreløbig er det fattige bønder, der som guerillasoldater kæmper vores kamp rundt om i verdens undertrykte og fattige lande.

Og hvis du støtter dem, bliver du dømt som terrorist!

Nå, men vi danskere må jo så se at få det bedst mulige ud af en umulig situation og stifte lidt gæld rundt omkring, så vi stadig kan nyde livet som borgere i ét af verdens ”rigeste” lande. Hø, hø!

 

                                                              Henning Prins

                     

Forside Tidligere ledere  Arkiv