At kysse sproget

 

 

 

Hold kæft, hvor hun snakker, hende Lulu, for nu at blive i hendes eget toneleje. Ursula Andkjær Olsen lægger stærkt ud i sin seneste digtsamling, ”Lulus sange og taler”, med rablende associationer, der er medrivende og skægge og straks kontakter éns eget private fjollehoved, der også går og siger sådan noget pjat. Som jo slet ikke er noget pjat:

   PLATIST RACIST BIZAR KAMEL PANEL SLAPAF 

   HURRA 

   TAKTIK BESKIDT       

   MITLIV SPILOP AGURK PLADASK GOKGOK LOGIK

   GAKGAK

   GÅVÆK LAVÆR ATPIV DINNAR HALLO MUSIK

   MYSTIK MAGI

 

Jeg ville blive fuldstændig vanvittig, hvis jeg skulle følges et længere stykke vej med denne rabler, der repræsenterer vores universelle indre pjattebarn, men på tryk er det en sand nydelse. Lulu kan meget mere end det, hun er også smadderbelæst og taler i tunger, helst på tysk, men det er jo også et godt sprog at pjatte alvorligt på.

Heldigvis skal vi ikke tage hendes seriøse små essays alvorligt (eller skal vi?), hvor (Salomé) tager ordet for dybsindige analyser af f.eks. forførelsens væsen.

Og så kommer der rene og fine små digte, serveret på fad og lige til at spise:

 

     Der sidder en hvid due

     i vinduet overfor og nikker

     bag ruden i takt med mig til vinduets

     bølger, måske er det bare

     en vase, hvad ved jeg

     i skumringen

 

Og gode undskyldninger for søde, syndige handlinger anvises:

 

    At tale i tunger vil sige at kysse

    sproget som sådan. Kysse.

    Og for hvis skyld hvis ikke for sprogets?

 

Det er en stor lille bog og det kan nok være, at Ursula Andkjær Olsen er en dannet dame. Det må hun jo tage pis på. Så vi får både i pose og potte. Knaldgod lyrik!

                                            Henning Prins

 

Ursula Andkjær Olsen: Lulus sange og taler. 68 s. 150,- kr. Gyldendal

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser