Den gode vilje er ond 02-08-2008

 

Jeg læste i dag (1.8.) et indlæg af forfatteren Klaus Rifbjerg i Politiken, og straks jeg gik ned teksten, stod et billede frem for mit indre blik: En stor baby, der indsmurt i sit eget skidt vrælende kastede smattede klumper af afføring til alle sider.

Samtidig var jeg fyldt af en stor undren. Rifbjerg angreb med alle de laveste midler, der står til en skidtkasters rådighed, redaktør Rune Lykkeberg fra Information. Men jeg, der kender både Klaus Rifbjergs og Rune Lykkebergs holdninger, havde svært ved at forstå, at Rifbjerg ville slå yderligere brecher i den vaklende front, der vel mest dækkende må kaldes for de ”multikulturelle”. For mig bekendt er Politiken og Information i ét og alt enige om, hvad der er godt og skidt i Danmark, og kampen mod alle, der ikke retter ind efter denne fronts paroler, er for længst i begge aviser udnævnt til racister og nazister.

Det, der ser ud til at have vakt Rifbjergs utøjlede raseri er Runebergs kritik af at denne de frelstes legion forsømmer at argumentere for deres synspunkter og i stedet benytter sig af mistænkeliggørelse og smædeskrifter. At dette virkelig er tilfældet, viser Rifbjergs fækaliekastning mod Runeberg med al tydelighed. For eksempel trækker Rifbjerg straks naziststemplingen op af arsenalet og sammenligner Lykkeberg med en mand, der på befrielsesdagen efter besættelsen står og vifter med et stort hagekorsflag (blandt alle dannebrogsflagene, glemte Rifbjerg at skrive), mens han smiler uforstående. Denne utilslørede antydning af at Runeberg er at ligne med en nazist undskylder Rifbjerg med sin ærlige harme, der har ret til at komme til udtryk. Han er nemlig kunstner, og ”den moralske indignation ind i mellem kan blive så voldsom, at den må finde et voldsomt udtryk for at sige tingene så tydeligt, at der ikke er noget at tage fejl af.” I samme åndedræt får Rifbjerg lige trukket sit slægtskab med Tucholsky, Erik Kästner og Brecht op, så vi kan få en fornemmelse af Rifbjergs placering i det kunstnerisk Pantheon. Og så er det jo, at man prøver at komme i tanker om, hvornår det nu var, at disse berømtheder kastede med lort. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanker om noget, men Rifbjerg véd nok noget, jeg ikke véd.

For det er tværtimod min oplevelse, at de tre nævnte herrer havde en streng kunstnerisk og politisk disciplin, der tilsagde dem at tale til andre mennesker med respekt. At de henvendte sig til deres medmennesker som nogen, det var muligt at få kontakt med, ja, måske endda give ny indsigt.

I den forbindelse skal også det lange interview i Politiken (29.8) med Inge Eriksen nævnes. Hun følte ganske som Rifbjerg, at danskerne var sunket ned i et halvnazistisk nationalistisk morads, hvor indvandrerne blev behandlet som det rene skidt. Heldigvis kunne Inge Eriksen slutte af med en solstrålehistorie om hvordan ”almindelige, jævne” mennesker på hendes nordjyske oprindelige muld gik rundt og gjorde godt blandt flygtningene. Det var lunende ord i en kold tid, tilbage stod så blot: Hvem er det egentlig, der stemmer på Dansk Folkeparti, når det ikke er de hjertevarme nordjyder, der gør det? Eller er der noget, jeg har misforstået?
Nu skal jeg jo ikke være som Inge Eriksen og skyde godtfolk noget i skoene, der måske ikke er sandt, men tænk en gang, det strejfede mig, at Inge Eriksen måske lige ville sikre sig, at hun ikke fik en kokasse i nakken, når hun gik i Brugsen sammen med de så hjertevarme nordjyder, der knuselskede alle de fremmede. Selvfølgelig ikke, det er Inge Eriksen et alt for ærligt menneske til at kunne finde på!

Hvis jeg skulle konkludere noget på dette følelsesmæssige amokløb blandt folk, der anser sig for kunstnere, og som regner sig for Tucholskys og Brechts ligemænd, så må det være, at de ikke ejer evnen til at tage fejl. Og det en fatal brist, for den multikulturelle front med de berømte 12 vrede mænd m/k, forfatterne Suzanne Brøgger, Ib Michael, Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Thomas Boberg, Henning Mortensen, Hanne-Vibeke Holst, Inge Eriksen og Per Schultz Jørgensen og deres bandbulle ”Det er på tide, vi siger fra” var netop udtryk for en foragt for andres synspunkter, der overhovedet ikke tillod nogen anden synsvinkel end forfatternes egen.

Denne bandbulle blev et afgørende punkt i en debat, der hermed var løbet af sporet. For det blev nu sådan, at enhver afvigelse fra det multikulturelle synspunkt uden videre blev stemplet som idet mindste racisme og gerne som nazisme.

Derfor må Rifbjerg da også ende sin fækaliekastning mod Lykkeberg med at overveje, om ikke Grundtvig og Kierkegaard var inde på noget rigtigt, når de ved demokratiets indførelse frygtede at det ville føre til pøbelvælde.

Det er bestemt en berettiget overvejelse, og Rifbjerg får i en fart retfærdiggjort sin smædeskrivning ved at opregne alle de synder og undladelsessynder, den nuværende regering har begået mod lærdom og kultur her i landet. For hér må der jo nikkes i enighed.

Problemet er bare, at de tolv hellige mænd og kvinder ved deres højrøvede sætten sig op over alt folket har været en næsten fuldstændig hindring for den samtale, der burde have været ført folk imellem. Så når jeg ser disse hovmodige mennesker kaste snavsede ord som racist og nazist på hæderlige folk, må jeg tænke på min barndoms lærdom: ”Det man siger, er man selv!”

 Henning Prins

                                                                      Forside Ledere Arkiv