Den kønnede forbandelse


 

Lone Hørslev

 

Lars har ligget og kigget på stjerner. Stjerneskud. Det er midt i maj og han har overnattet på en tømmerflåde ”og så var han vågnet ved daggry ved at flere snese, måske hundredevis af karper havde parret sig i vandet under tømmerflåden … og i kampen piskede de vandet omkring tømmerflåden til skum”.

Lone Hørslevs roman ”Naturlige fjender” opererer i drifternes fundamentale mudder, den er faktisk en introduktion til antropologien, mennesket som dyreart. Og det kan nok være, det gustne overlæg ikke kommer i vejen for ret meget, når begæret melder sig. Ikke mindst hos kvinderne.

Det foregår, med små sidespring, i landsbyen Vejby, der ligger et ubestemt sted mellem Vejen og Ribe, gennemstrømmet af Kongeåen.

Som det første introduceres vi til historiens ankermand, der selvfølgelig hedder Anker. Han er repræsentant for de hanner, der af en uretfærdig skæbne har fået en dragende magt over kvinder, der slipper børn og ægtemænd for at give sig hen til dem. Som en spejling, en mat afglans har vi tjeneren på Kongeåkroen, Lars, der også kan tiltrække hunkønnet, men som ikke har Ankers særlige evner, der vel må kaldes kunstneriske.

Vejby er som et koralrev med fastgroede polypper og enkelte fritsvømmende fisk. Og vi er sandelig tæt på, faktisk lægges hovedpersonerne under mikroskop og vi følger hver en tanke, der vilkårligt eller uvilkårligt måtte strømme gennem deres hoved. Under antropologens kritiske blik bliver der ikke meget tilbage af menneskets fri vilje. Livet leves ikke for at opleve, men for at leve drifterne ud. Alle de små koralpolypper længes efter at komme ud at svømme, men ender med at ville flytte ind i nabohuset, som f.eks. hovedpersonen Inger-Mai, der er dyrlæge og ramt i livsnerven af et angreb af hudkræft, hvad der får hendes indre karpe til at piske vandet til skum og begive sig ud i det første, det bedste eventyr.

For på koralrevet Vejby er der ikke meget at vælge imellem. Politi-Peter, Stig og Lars, et deprimerende udvalg, og bag ved det hele den afdøde Anker, der var en blanding af Las Vegas og New York, spiller og multikunstner, og åbenbart den eneste, der var i stand til at give andre noget. Selv efter sin død.

Jeg synes desværre, at bogen fastholder sit nærsynede blik på personerne i for høj grad. Hvad er det for en verden, disse efterladte provinsianere tror, de bor i? Jeg ville vældig gerne høre lidt om det, fordi den nøgne drift, det nøgne begær efter hvad som helst, altid må pakkes ind hos det moralske flokdyr.

Som ”Naturlige fjender” er konstrueret, ligner romanen en båndsløjfe, der kan forsætte i det uendelige. Jeg har hele tiden måttet spørge mig selv, hvad titlen ”Naturlige fjender” egentlig dækker over? Er det mænd og kvinder, der ikke forstår hinanden? Hvis det er tilfældet, er årsagen dårligt belyst, for ærlig talt, at folk ikke kan finde ud af deres liv, bl.a. fordi de mangler en bærende forestilling om, hvad det går ud på, er vel ingen grund til fjendskab?

Bogen slutter med en vittighed. Anker har vundet et bur med tropefugle. Dem passer tumben Alex efter hans død. En fuglekigger, der grundet klimaændringerne har slået sig ned på åbredden i forventning at se sjældne fugle fra syd, ser til sin store glæde en stærktbroget tropefugl sidde på Ankers hus. Stor opstandelse og massevis af ornitologer. Ha, ha.

Lone Hørslev har et dejligt koldt syn på menneskene, men halve lidenskaber og fravær af en mere samlet forestilling om det, vi kalder livet, faktisk et fiktivt filosofisk indslag, kunne man kalde det, gjorde, at jeg kedede mig lidt til sidst.

Men det er kun et spørgsmål om tid, så vil Lone Hørslev skrive en større ting end denne. Også i vingefang.

 

                                                                                    Henning Prins

 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser