Den nedsunkne virkelighed

 

Peter Høeg har starquality med sin karisma og bizarre skønhed. (Foto: Henrik Saxgren)

 

Prøv at forestille Dem, at virkeligheden er en cirkel, hvis centrum består af et nu, der er overalt, og hvis radius er uden ende. Nå, ikke, men sådan er Peter Høegs nye roman altså. Fortid og nutid veksler uhæmmet, personer opstår for øjnene af os og bærer indforståede betydninger med sig, som vi er tvunget til at acceptere.  Ellers er vi bare ikke med.

Personligt anser jeg det for en af mit livs største præstationer, at jeg fik læst ”Den stille pige” til ende. Og kun den yderste disciplin tvang mine øjne ned på bogens sider. Det var næsten umuligt at bevare koncentrationen, fordi al logisk sammenhæng er fraværende, man må hele tiden undervejs guides af forfatterens talerør, klovnen Kasper Krone, der heldigvis er i besiddelse af ekstrasensoriske evner såsom en overnaturligt god hørelse, han kan navigere efter, nogenlunde som man kan triangulere sig ind på en radiosender. De københavnske kirkeklokker kan for eksempel gennem et telefonrør give ham en præcis viden om, hvorfra der telefoneres. Og det kan jo være meget nyttigt, når man har en til paranoia grænsende fornemmelse af at være med i ”noget stort”, hvor ukendte kræfter manipulerer én gennem et labyrintisk København, der står delvis under vand efter en mindre gravsænkning efter et jordskælv. Desuden kan han også ”høre” de tonarter, mennesker er stemt i. Og der er skam noget skæbnesvangert over at være stemt i h-mol, ingen tvivl om det. Desuden spiller astrologi med hvad dertil hører selvfølgelig en vældig rolle.

Vi kastes ud i handlingen ved at blive præsenteret for KlaraMaria, det psykiske barn med de telepatiske evner og et meget voksent menneskes erfaring. Og så forsvinder hun straks igen. Og dukker op. Og forsvinder igen. Sådan er det bare. Samtidig, i den dunkelhed, som verden tilsyneladende også er sunket ned i, opererer nye og gamle kræfter på såvel det fysiske, det mentale og det paramentale plan, så handlingen næsten ikke kan komme til for snak. Desuden er klovnen Kasper Krone en polyhistor af rang, sentenserne fyger fra ham i næsten hver eneste sætning. Og hold kæft, hvor er disse visdomsord dog banale. Det er New Age for fuld udblæsning og der ingen ende på følsomheden. Øh, jeg mener føleriet. Tag en håndfuld eksempler: ”Jeg troede, det var kærlighed, du ledte efter.” ”Guds kærlighed”, sagde drengen uden at vende sig. ”Det enkelte menneske kan undværes.” og videre ”Det havde været nat, sjælens mørke nat.” Og så lige: ”Vi, der går bodsgang, går et skridt ad gangen.” Og så er Kasper hele tiden i forbindelse med FruHerre, og så véd vi nok, hvad klokken er slået. Der er dømt politisk korrekthed til op over drøbelen. Og semireligiøs fims helt i tidens ånd.

Og mærkeligt nok findes der intet karakteriserende ved nogle af bogens personer. De taler alle sammen fuldstændigt ens. Tag nu bare politikvinden, der åbenbart har en klassisk studentereksamen og derfor kan nævne to antikke terrorister, nemlig Nero og Heliogabalus. Standarden i korpset er godt nok høj. Men alle, kvinder og mænd, høj og lav, taler det samme citatfyldte, namedroppende lingo og ikke et klart dagligsprog, der ville gøre det muligt for læseren at aflæse bare lidt af personernes psykologi. Nu er de alle stereotyper.

Desuden er det ligesom i TV-serierne Dallas og Dollars: Penge er bare noget, man har. Kasper Krone lever op til sit navn og har altid kroner på lommen. Også selv om han lige har spillet alt væk i poker. 50.000, 40.000, 10.000 eller et hvilket som helst beløb, det er altid for hånden.

Nå, men Kasper kastes ud i den ene mystifystiske og ganske voldelige situation efter den anden, mens nye personer uafladeligt dukker op på scenen uden nærmere forklaring. Det hele handler så altså om at han skal finde og redde ”den stille pige” KlaraMaria og hendes elleve medtelepater, der er taget som gidsler af en ond mand, der sjovt nok hedder Kain! Og i de natsorte kulisser udspiller kampen sig så mellem de gode, der ikke helt tilfældigt også er kvinder og organiseret i mere eller mindre regelrette nonneordner med abbedisser og hele pivetøjet og så de onde, der bærer traditionen videre med den kedelige blanding af militær, kapitalister og videnskabsmænd. Moder Rabia, det navn matcher jo Kain meget godt, ikke?

Kampen om disse børn med de særlige evner handler selvfølgelig også om selve verdens eksistens, for så vidt som man ikke kender grænserne for disse børns evner. Den lille gammelkloge KlaraMaria kan i hvert fald bryde ud af sit fængsel når det passer hende og opsøge Kasper i hans gøglervogn.

Og sådan kunne jeg blive ved. Men det skal jeg nok lade være med og i stedet prøve at forstå, hvad det egentlig er for noget, Peter Høeg har lavet.   

Formelt set er bogen som håndværk betragtet et makværk. Tidens og stedets enhed findes så at sige ikke, anelser og løs snak bringer ikke handlingen videre, vi bringes fra situation til situation i hurtige klip, der springer enhver logisk mellemregning over. Sagt smart, så minder bogen om et juletræ, der er så pyntet, at man ikke kan se træet. Altså er bogen strukturløs.

Men måske er den klassiske æstetiks tid forbi? Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke den vildrede, flertallet af dagbladskritikere har været i, da de skulle anmelde bogen. Ganske vist var det til at forudse, at de skeptiske briller blev taget på efter den gigantiske mediestorm, Høeg var ude i med mere end firehundrede omtaler og interviews fra det øjeblik, meddelelsen om hans nye bog nåede offentligheden. Det skal give et vist bagslag. Men samtidig mærker man også de fleste kritikeres store utilpashed ved at gå i kødet på et karismatisk idol. Helt sikkert også at kritikerne er kommet mere og mere i tvivl om deres eget jugement, når svælget mellem lødighedskriterierne og den populære smag efterhånden viser sig at være uoverstigeligt stort. For det er jo ikke sjovt at sidde dér i sin spalte og være på slæb af begivenhederne, selv om man har gået på universitetet og lært at analysere tekster osv.

Jeg oplever at Peter Høeg taler til et stort publikum, der er indforstået med ham. Det er et publikum, der er villig til at tage ethvert udsagn for gode varer, hvis bare det lyder godt. Tag bare denne her: ”Du tror, du bliver forladt. Fordi din mor forlod dig. Men det er forkert. Man bliver i virkeligheden aldrig forladt.” Her kunne jeg vældig godt tænke mig at få at vide, hvad pokker forfatteren mener med det. Men nej, sådanne udsagn står side op og side ned som udråbstegn i teksten, helt uden forklaring i den forudgående eller efterfølgende handling.

Og så påstår Høeg, at Kasper Krone er klovn. Musikalsk klovn. Han er så at sige en direkte ætling af Charlie Rivels og Grock og han spiller på en af verdens fornemste violiner, en Guerani. Men faktisk får vi aldrig noget at vide om Kaspers virke som klovn. Kun at han optræder for et millionpublikum i hele verden og har opgivet sit danske statsborgerskab, som han nu gerne vil have igen. Og at han har milliongæld. Og altid penge på lommen. Og mystiske hjælpere, der dukker op, når det i yderste sekund er ved at gå galt for helten. Men ikke et ord om den indre klovn, der må komme til udtryk på scenen. Klovnen, der får os til at le gennem tårer. Og det skyldes, tror jeg, at Høeg simpelthen ikke aner, hvad humor er.

Under risiko for at påkalde mig kønnets vrede vil jeg påstå at det er århundredets dameroman, Peter Høeg har skrevet. Substansløst føleri med en nødtørftig handling som kulisse for en anelsesfyldt virkelighed med overtoner af paranoia og konspiration, et verdensbillede som jeg tror, Høeg deler med rigtig mange mennesker i dagens (u)virkelighed. For det er jo rigtigt nok, at vi ikke aner en dyt om, hvad der i virkeligheden sker omkring os, hvem der træffer beslutningerne og hvem der bestemmer, hvad vi skal vide. Høeg er helt i tidens ånd og har skrevet en forholdsvis ulæselig pendant til ”Da Vinci-mysteriet”. Men den skal nok finde sit store publikum.                                     

                                                                      Henning Prins

                                                                  

 Peter Høeg: Den stille pige. 410 s. 349, - kr. Rosinante


Tilbage til forside Tilbage boganmeldelser