Den politiske stagnation

Verden bevæger sig som altid, men den vestlige udvikling er gået i stå

For tiden er det højeste mode inden for journalistverdenen at tale om Kina og Indien som de kommende økonomiske stormagter. Hvad denne antagelse (analyse kan man ikke kalde det) hviler på, henstår i det uvisse, men sandt er det, at de vestlige industrimagter udnytter kinesernes billige arbejdskraft til det yderste, mens millioner af kinesiske kulier lever under slavelignende forhold i kaserner nær de fabrikker, de arbejder på. Og selvfølgelig kan historien opvise eksempler på imperier, der er bygget op på salg og udnyttelse af slaver. Det britiske, for eksempel.

Den kedelige sandhed er imidlertid, at hverken Kina eller Indien ville kunne udvikle sig, som de gør, hvis den vestlige økonomi går rabundus. Derfor ser vi en stor beredvillighed hos begge lande til at bistå Vesten økonomisk. Til syvende og sidst, trods presserabalderet, med småpenge, der kun har symbolsk betydning.

Derfor kan man undre sig over, at medierne stadig fremhæver de store asiatiske økonomier. For hvilket formål skal denne pusten vakkelvorne og dybt afhængige industrinationer op til at være økonomiske supermagter egentlig tjene? Det ligner en verdensomspændende kampagne, der skal putte blår i øjnene på offentligheden.

For hvis den vestlige opinion får det indtryk, at EU og USA er synkende skuder, der må ”reddes”, ja, så kan man fortsætte den nyliberalistiske udplyndring af de hjemlige befolkninger. Den har nået hidtil ukendte dimensioner gennem en fuldstændig ansvarsløs udlåns og skattepolitik, der har gældsat befolkningen og presset de svageste ned i håbløs fattigdom, mens vinderne ublu praler med deres rigdom.

Så mon ikke tiden kunne være inde til et lidt mere realistisk syn på, hvad sand rigdom er! Et godt eksempel på et egentligt rigt land er Danmark. Hvorfor? Jo, Danmark kan ikke alene brødføde sig selv, mens desuden ca. 125 personer udover den enkelte dansker, altså 5 millioner gange 125, ifølge én eller anden statistik, jeg har læst for nogle år siden. Et ekstremt fattigt land er derfor for eksempel Egypten, hvor der bor mindst 70 millioner mennesker, men som kun kan brødføde 17 millioner mennesker på Nilens trods alt begrænsede bredder. Derfor anløber skibe fra Vesten, især USA, daglig egyptiske havne med korn, så der kan uddeles gratis brød til de utallige subsistensløse fattige, der bor i forladte grave på oldtidens kæmpekirkegårde eller i bølgebliksslum.

Denne situation forhindrer sand udvikling, både i Øst og i Vest, for syv milliarder mennesker og en nådesløs kapitalisme parret med lige så nådesløse diktaturer gør det umuligt at finde løsninger på disse problemer, der ifølge deres natur er stadigt eskalerende. Demokratierne i Vest er ikke længere repræsentative for en folkevilje, eftersom kun en brøkdel af de vestlige befolkninger deltager aktivt i det politiske liv, hvorfor de udvalgte politikere godt nok er folkevalgte, men først efter at være udpeget af en snæver kreds inden for de politiske partier, hvad der underminerer regeringernes legimitet.

Derfor kan man med rette føle en vis konspirationsparanoia, når man ser, hvor enige og samstemte alle vestlige medier er med politikerne, ikke mindst de nyliberale, og hvordan enhver opposition stort set er ikke-eksisterende. Derimod er det stærkt opmuntrende, som man kan se oven over denne leder, at der især i USA er opstået en stærk folkelig bevægelse, der ikke bare kan affærdiges som ”venstreorienteret”, nemlig ”Besæt Wallstreet nu!”, der har formået at nå ud til dele af den amerikanske befolkning, der ellers anses for konfliktsky, pæne borgerlige mennesker. Til stor forskrækkelse for Washingtons politikere, der pludselig opdager, at de ikke kan trække det velprøvede våben ”kommunistoptøjer” af skeden.  

Det samme gælder i Danmark, altså bortset fra at befolkningen ikke er hårdt nok ramt til at gå på gaden i protest, fordi den danske økonomi trods enorme udskejelser kan holde til en del, hvad der selvfølgelig ikke kan trøste de mennesker, der købte villaer og lejligheder til utalte millioner og nu er gældsbundne resten af deres liv.

Hvad der kunne være vidunderligt, var, hvis vi i vores relative tryghed i en ustabil verden ville tøjle de frie økonomiske kræfters tøjlesløse hærgen. At vi målbevidst tog hånd i hanke med bankernes hovedløse udlånspolitik, for de låner trods krise og alvorlige politikerminer stadig penge ud til højre og venstre. Ganske vist ikke under eget (hæderlige?) navn, men fra til stadighed opdukkende og forsvindende banker med sære navne, der alle sælger lånebeviserne videre. Til hvem vides ikke endnu, for journalisterne har åbenbart fået forbud mod  at beskæftige sig med denne klart svindelagtige adfærd. 
(At det forholder sig sådan, må jeg tro, eftersom jeg har korresponderet med en del journalister, jeg en gang anså for hæderlige, og de vil ikke røre ved dette emne med en ildtang!)

Bag al denne øregas, som medierne så tjenstvilligt lukker ud, og med deres gennemtærede såkaldte eksperter og kommentatorer, hvis økonomiske tilhørsforhold til bestemte interessegrupper lyser ud af deres skrift og tale, ligger den gode, gamle imperialistiske verden, hvor det folk, der er så uheldige at have olie eller kostbare metaller i undergrunden, må anse sig selv for ulykkeligt, da det uvægerligt ender med, at Vesten vil lave demokrati i sådanne lande, og demokrati skabes, som den nyere historie viser os det, bedst med soldater og især bombefly. Se nu stakkels Grønland, der med venstrefløjens ubetænksomme hjælp har fået bygget en myte op om, at de var en groft udnyttet koloni i det danske imperium. På den bekvemme myte har de tidligere så nationale og dansksindede partier Venstre og Konservative fundet ud af, at ”Det grønlandske folk” skal have deres frihed og rådighed over egen undergrund. Det betyder i virkeligheden, at Danmark ikke længere vil beskytte grønlænderne mod international udnyttelse fra store olie- og metalfirmaer, der med lethed kan købe sig privilegier hos verdens nordligste bananrepublik, som Grønland også er blevet kaldt.

De problemer, jeg hér løseligt har ridset op, er kun en brøkdel af et uendeligt problemkatalog, der ved opremsning kan være ret søvndyssende. Og måske vil nogen endda sige, at de ting, jeg opregner, ikke hænger sammen! Men tro mig, det gør de. For det hele hænger sammen, og den enkelte må gøre op med sin angst, sin bekvemmelighed eller vælge en mulig bedre fremtid, hvis vi skal komme videre. Og det betyder, at den regering, der i øjeblikket så uretfærdigt kaldes for ”rød”, men som faktisk er social-liberal, skal tvinges af folkestemningen til at blive det. For glem ikke Helle Thorning Schmidts bombastiske erklæring i TV2-News: ”Jeg er i hvert fald ikke socialist!”

Jamen, så må hun hjælpes på vej! Glem alt om de danske medier, glem alt om den ”offentlige” debat, der styres med hård hånd af betalte lejesvende på enhver opinionsredaktion, og begynd at tale politik med din nabo. Det er vores eneste mulighed for at komme videre!

                                                                Henning Prins

Forside Tidligere ledere  Arkiv