Den store nedtur   26.2.2006 

Da ungdommen trådte frem på den politiske arena som en ny spiller med sin helt egen agenda i slutningen af 1960’erne, var det med et løfte om store forandringer og en helt ny politisk stil. Og det løfte blev holdt. Det politiske sprog og alle de begreber, man havde be­tjent sig af i knap hundrede år, blev vendt i luften og befæstede forestillinger for­dampede som dug ved den lejlighed. Og mange af dem, der blev kaldt ”ungdomsoprørere” af medierne og som selv kaldte sig revolutionære, var sig ikke bevidst, at de selv agerede inden for den ”historiske materialisme”, som også kunne hedde den historiske nødvendig­hed, som de selv sagde, de troede på. For Karl Marx havde jo forklaret dem, at der ikke faldt en spurv til jorden uden at der var en mening med det. Og at meningen bag alle menneskelige handlinger var at tilfredsstille materielle behov. Historien var sådan set skrevet på forhånd, nu var det op til de fremsynede og kloge at lade tingene ske fyldest.

Dette historiesyn er det snart længe siden, der er nogen, der har hævdet. Men faktisk er det ikke helt ved siden af at sige, at det måske kan have noget for sig. Nu er det blot ikke længere de unge revolutionære, der er prædestinerede til at sætte sig tilrette ved magtens bord, men nogle helt andre. Og så bliver Marx’ historiesyn jo temmelig uinteressant for marxisterne.

Derfor ser vi et socialdemokrati og en venstrefløj, der er tæt på opløsning. For faktisk har de socialistiske kræfter i Danmark vundet store sejre, der er kommet hele befolkningen til gode og som har givet befolkningen et både materielt og åndeligt set rigere liv. Danskerne, ja, europæerne har fundet et sted at stå på både politisk og kulturelt, som er til at se og forstå, defineret ud i detaljer som det er. Så set i Karl Marx’ optik må socialismen nu være hjemfalden til at blive de konservative og borgerliges åndelige ejendom.

Det viser sig også på den måde, at det er umuligt at få en borgerlig politiker til at undsige de grundlæggende velfærdsreformer, som socialdemokratiet har fået gennemtrumfet i dette land. Tværtimod er begrebet ”Velfærdsstat” blevet et mantra for alle borgerlige partier og ingen love, de være sig nok så ufolkelige og vendt mod de nederste i samfundet, bliver fremsat uden at etiketten ”velfærdsreform” er hæftet på.

Det har taget vinden ud af socialismens sejl. For oplevelsen hos vælgerne er, at det sna­rere er forskellige lavprisvarehuse, der kappes om kunderne, end det er modsatrettede politiske ideologier, der prøver at sætte vidt forskellige dagsordener. Og det kan heller ikke undre, al den stund at Anders Fogh Rasmussen ikke behøvede at løfte en finger for at gennemføre sit borgerlige program, da han satte sig i statsministerstolen.

For det var allerede gennemført! Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft havde lagt alt til rette til en nedbygning af den offentlige sektor og havde for længst indledt udsalget af offentligt ejede institutioner til private. Og som vi ser det i disse dage, hvor socialdemo­kraterne støtter skattestoppet og i det hele taget logrer for regeringen og tilmed nejer for Pia Kjærsgaard, politikeren, Poul Nyrup Rasmussen engang ikke ville være i stue med, ja, så er klokken faldet i slag.

Vi oplever med den største sorg et stort partis sidste krampetrækninger. Om føje år står de store, socialdemokratiske bygninger som LO-bygningen på Islands Brygge og de andre hule pragtpaladser til salg, så der kan blive nogle retrætepenge til de sidste pampere. De andre, socialdemokraterne, flakker enten hjemløse omkring eller finder ly hos først og fremmest Dansk Folkeparti, der med flid (og på skrømt) værner om de socialdemokratiske værdier. Venstrefløjen vil få sin del og De Radikale får sin.

Også pressen har øje for at der en ny opsplitning af befolkningen på vej. Hele spørgsmålet om ”de fremmede” og balladen om Muhammed-tegningerne har været en indikator, der har delt vandene, og dele af pressen har valgt side til fordel for et ukritisk forsvar for islamiske interesser, mens andre i ”ytringsfrihedens” navn puster til ilden og øger fremmedhadet. Denne polarisering, der udelukker al fornuftig tale, anbringer det store flertal i en temmelig hjælpeløs situation, fordi de nok mener, at der er problemer, men at deres mening ikke er repræsenteret. Men groft sagt kan man sige, at der fra frisindet borgerlig side puffes lige så ihærdigt til et skisma i befolkningen over indvandrerne som der gøres fra Dansk Folkepartis side. Taberne er befolkningen.

Denne historiske udvikling, som nogle tror har været helt uundgåelig, stiller den danske venstrefløj over for spørgsmål, som den bliver nødt til at finde svar på. For rollen som flink idémand og samarbejdende partner ude i kulissen til gavn for socialdemokraterne har ikke længere nogen fremtid for sig. Far og mor er gået på pension og venstrefløjen må indstille sig på at stå på egne ben og stræbe efter at blive en dominerende faktor i dansk politik. Det kræver et opgør med fortidens ideologi og paroler og fremlæggelse af nye, praktiske initiativer til et moderne samfund, der stræber efter de klassiske idealer om frihed og lig­hed. For vi kan måske også lære det af historien, at gårsdagens revolutionære er dagens reaktionære. Et moderne socialistisk program må tænke alle de landvindinger med, som tænkningen har gjort siden Karl sad på biblioteket i London og skrev, ind i et nyt program.

Foreløbig ingen svar, men lutter gode spørgsmål!

                                                                           Henning Prins  

                                      

  Tilbage til forside Tilbage til tidligere ledere Tilbage til Arkiv