Den tysk-jødiske sjæl

 

 

Det ser ud til at være et af det ny årtusindes store projekter at ville belyse forholdet mellem de ariske og de semitiske tyskere, for så vidt som disse sondringer ellers har noget for sig. Altså andet end at nogle skrupskøre kugler satte sig for at beregne, hvor meget eller lidt jødisk den enkelte tysker var, og ud fra en graduering bestemme, om vedkommende skulle gennem koncentrationslejrens helvede eller om vedkommende havde tilstrækkeligt mange ariske gener til at kunne passere og siden omkomme på mere hæderfuld vis på slagmarken eller ynkeligt dø i kældre og beskyttelsesrum under de allieredes morderiske tæppebombning af civilbefolkningen i Tyskland. Ved nærmere eftertanke er ordet skrupskørt utilfredsstillende, ligeledes sindssygt, vanvittigt osv. Ordbogen må tie for en gangs skyld, trods sine mange ord.

Derfor kan man næsten ikke nærme sig spørgsmålet uden at tage ironien i brug, for begrebet patos slår heller ikke til over for de forbrydelser, nazisterne og den tyske befolkning gjorde sig skyldige i. Eller de allieredes. Det er meget svært at fortælle om den tid, især hvis man både er tysker og jøde. Det kræver mod!

Det mod har forfatteren Irene Dische, der netop er både tysker og jøde og efterkommer af de flygtninge, der mere eller mindre tilfældigt blev reddet ud af katastrofen, i sin roman ”Flugten til Amerika”. Ofte mens de strittede imod og ikke ville forlade deres fædreland, bare fordi nogle tåbelige skrighalse til nazister havde magten. Det ville nok gå over, som det altid var gået over. Den familie, hun beskriver, er af typisk blandet sammensætning, jøder gift med katolikker, som det efterhånden var så almindeligt i den stat, der blev betragtet som én af verdens mest civiliserede, nemlig digternes og tænkernes Tyskland.

Dische anvender et genialt greb, når hun lader fortælleren af sagaen være en ærketysk, halvadelig, storborgerlig madamme, der stikker næsen i sky over sin herkomst og sine gode manerer, men som ikke destomindre har giftet sig med den jødiske mesterkirurg og professor ved det medicinske fakultet, dr. Carl Rother, meget imod hendes ariske families vilje, også selv om doktoren konverterer til katolicismen. Om sig selv og sin broder Otto siger hun indledningsvis: ”Vi lignede tyske guder, vi havde begge tykt, kastanjebrunt hår, fint formede næser, store, blå øjne og de smalleste smalle læber. Man kunne klart se, at vor familie havde forbindelse til aristokratiet.”

Sådan et udsagn giver ikke mange pluspoint i vor tid, i hvert fald ikke hvis man er tysker, og efterhånden som vi bliver præsenteret for dette rigide, selvoptagne fruentimmers fasttømrede fordomme, burde vi afsky hende. Men det gør vi (jeg) ikke, for hun er umådeligt charmerende i sin i grunden uskyldige selvopfattelse, der blandt andet også indebærer en sand afsky for alt, hvad der har med legemets reproduktive funktioner at gøre. I bund og grund er hendes i egne øjne velordnede univers et bevidstløst kaos, som hun med dødsforagt gelejder sig igennem, hoppende fra fadæse til fadæse. Heldigvis har hun fået tildelt en skytsengel, Liesel, direkte leveret fra proletariatet for at tjene og beskytte. Med andre ord, den absolutte magt i ydmyghedens gevandter. Men en tjener, der kender forskel på ret og uret og bekæmper Hitler og hans regime i ord og gerning.

Det er ikke sådan at fru Rother, født Gierlich, nægter sin mand adgang til sit skød, det er hans både ret og pligt at penetrere hende, med det ædle formål at fortsætte slægten. Trods umådelige anstrengelser bliver det kun til et enkelt og i fru Rothers øjne knap så godt resultat, pigen Renate. Der var mere ære ved at få en dreng, selv om fru Rother i det store og hele foragter mandkønnet, som hun oplever som svagt. I det hele taget er hendes tanker uafbrudt beskæftiget med forholdet til omverdenen, først og fremmest andre kvinder, som hun ser som ubarmhjertige konkurrenter og stræbere efter magt til at bestemme over hendes domæner. Alt opleves helt uprincipielt som personlige magtkampe, og fru Rother ser kun konspiration og rænker over alt.

Vi befinder os i 1932 og alt ser egentlig meget normalt ud, bortset fra at dr. Rother må flytte til Breslau, fordi han er jøde og ikke kan tåles i det ariske kerneland, som Rhinlandet anses for. Breslau er, som også navnet udsiger det, af tvivlsom halvslavisk oprindelse og det vrimler med polakker og jøder. Så der er ikke megen ære ved at bo i Breslau, selv om man er overkirurg på det førende hospital og universitetsprofessor med megen estime.

Eftersom dr. Rother nu er katolik, har han fået mindre tilovers for sin slægt og er ikke bange for at sige, at jøderne fortjener den behandling, de får. Selv er han blevet udnævnt til ”æresarier”, hvad der måske ligeså godt kunne være et dødsmærke som en hædersbevisning.

Altså, som man kan forstå, varer det ikke længe, før hele den store familie Rother sammen med Breslaus øvrige jøder er interneret og ført bort på godsvogne til en ukendt skæbne.

Nu trækker tingene sig sammen om dr. Rother og meget mod sin vilje lader han sig i sidste øjeblik smugle ud af Tyskland for omsider at ende i USA, hvor han straks bliver registreret som en person af fjendtlig herkomst. For han er jo tysker og katolik og drømmer ikke om at få en lille fordel ved at erklære sig som jøde.      

Og så samles familien i frihedens eget land. Nu begynder afdækningen af såvel personerne som deres baggrund. Renate, datteren, lystrer ikke sin mor, der ellers vil hende det bedste og derfor mener, at hun skal finde sig en pæn og dannet og især velhavende mand og er udtilbens på enhver måde. Bliver smidt ud af skolerne, skifter studieretning som vinden blæser, vil læse til kirurg på Harvard, men må, grundet sit køn og sine manglende eksamensbeviser, nøjes med at blive patolog og retsmediciner. Set med fru Rothes øjne er hun håbløs og en fiasko, og værre bliver det, da hun gifter sig med den langt ældre, fysisk grimme, men geniale forsker Dische, der ikke har mange gode egenskaber ud over at være genial og som hun får datteren og ulykkesfuglen Irene Dische med.

Da jeg kom hertil i bogen, studsede jeg og sagde ”Hov!” Hvad var nu det? Sidder jeg og læser en selvbiografi. Jeg vendte bogen og så på omslagets bagside. Der stod minsandten, at jeg sad og læste ”i en fiktiv selvbiografi”! Det blev jeg ikke ret glad for, for jeg véd ikke noget værre end når forfattere vil have mig til bedste med den slags små gemmelege. Desuden kunne jeg ikke begribe, hvorfor i alverden denne bog ikke bare kunne være enten fiktion eller erindringer?

Men da jeg var begejstret for bogen og syntes, Irene Dische var intelligent og vittig, læste jeg videre, indtil jeg kom til det punkt, hvor det viste sig, at den fiktive fortæller fru Rothe havde siddet oppe i himlen og skrevet sine memoirer og derfor indgående kunne beskrive sin egen begravelse.

Altså, hvorfor nu det? Dische er en strålende forfatter, hun kan få mig til at leve med og elske sine personer og jeg er bedøvende ligeglad med, om de er opstået i forfatterens krøllede hoved eller om de virkeligt har levet. Nu føler jeg mig en lille smule undervurderet som læser, for jeg har ikke brug for få stimuleret min nysgerrighed med hensyn til sandhedsværdien i det jeg læser. Det rager mig en høstblomst, om Irene Dische måske, måske ikke har fortalt om sit eget liv.

Øv, for det er sådan en god bog, fuld af skæg og ægte historier om hvordan vi mennesker går og er. Hele fortællingen om USA og indvandrernes tilegnen sig en ny identitet som amerikanere er lysende klar, og der behøves ikke at tilføjes ét ord om ægthed, endsige at den alvidende fortællerske er død, mens hun skriver det hele ned.

Læs den, Dische er en rigtig menneskeforfatter!

                                                              Henning Prins 

Irene Dische: Flugten til Amerika. Fremragende oversat af Ulrik Horst Petersen. 278 s. 299, - kr. Tiderne Skifter

 
Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser