Det bittertsøde gensyn

 

Filologen Rasmus Øhlenschlæger Madsen har på forlaget Tiderne Skifter taget et meget vigtigt og særdeles underholdende initiativ. Han har vendt bunkerne med samtidsdebat fra og med år 1900, hvor Johannes V. Jensen blæser en klingende sejrsfanfare for det ny århundredes videnskab og teknik, der er at ligne ved Guds tilbagevenden til mennesket efter et længere ophold uden for rækkevidde i andre sfærer. Et imponerende og prægtigt skrevet hyldestdigt til den videnskabelige ånd med stærke overtoner af en retorik, vi siden skulle komme til at lære at kende på en frygtelig måde.

Hér møder vi også Gyrithe Lemche, som jeg slugte som barn, men aldrig mistænkte for at være radikal feminist. Dér kan man bare se! Det er fantastisk at opleve de tanker, hun gør sig, da mændene i et tilfælde af ”retfærdighedssyge” pludselig bliver meget galante og ”skænker” kvinderne stemmeretten.

Det er en bitter sufragette, der hér smækker både sine medsøstre og de galante konservative mandlige politikere én på bærret.

 ” – Muligvis der også vil falde Efterverdenen i Hænde et Billed af en Kvindeskabning fra denne ”Hvad vi vil”-periode, med kortklippet Haar, blød Hat og Reformkjole. Efterverdenens stemmeberettigede Damer vil da sikkert med Gysen lægge dette Billede fra sig og taknemmeligt fordybe sig i samme Periodes Dagblade med deres omhyggeligt afvejede Rationer af Kvindevalgret på Forsiden og alenlange Modespalter inde i Bladet…”

 Ja, det gør altid ondt at ville være en del af historien, og allermest ondt gør det, når man sejrer og så ser, hvad sejren er værd.

Så vi går straks videre til Georg Brandes, der efter at have advaret Danmark mod at kræve Nordslesvig tilbage mod tyskernes vilje, da det helt sikkert ville indebære en generobring, blev overfaldet af nationalistiske kræfter både indenlands og udenlands. Hvad der forfører ham til at tænke i kategorier som ”gennemsnitsmennesket” der ikke kan tænke og begribe, og så den udvalgte ener, der står med smerten og sandheden. Og det gør han vitterligt, men man undgår ikke at tænke, at Brandes måske stod temmelig meget i vejen for sit budskab med sin hovmodige person. Ærgerligt, for hvor havde han ret. Og vi fik jo netop Nordslesvig tilbage i enighed med Tyskland!

Jeg kan ikke på denne plads gå ned i de mange indlæg, men sige, at det selvfølgelig må være sådan, at de ældste essays også er de bedste, ikke forstået blot ud fra indholdet, men ud fra deres kunstneriske og forstandsmæssige stringens. For tiden har endnu ikke fået sorteret grundigt nok i nyere tids tænkere og for mig at se er en person som Poul Henningsen mere til smarte bon moter end til dybere tænkning. Og det bringer mig også til at tænke på det dilemma, Øhlenschlæger Madsen gang på gang må have været i: Nemlig hvilke kriterier der skulle anvendes på udvalget af tekster. Skal det være det tidstypiske eller det kvalitative? Som vi kommer op i tiden bliver det det tidstypiske, og langt de fleste tekster holder ikke i sig selv, men er bare repræsentative. Men sådan må det være, tidens hårde domme falder sent, men sikkert.

Men lad ikke disse kritiske bemærkninger forhindre læseren i at kaste sig ud i til tider endog overordentlig morsom læsning. De fleste af os vil ikke leve længe nok til at se avnerne sies fra kernerne, så bare kom i gang!

                                                                          Henning Prins

                                                                           

Kritiske essays – fra den danske kulturdebat 1900-2004 i udvalg ved Rasmus Øhlenschlæger Madsen. 433 s. 325, - kr. Tiderne Skifter

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser