Det højere middagsdemokrati  

”Belgieren Herman Van Rompuy er stort set ukendt for mange europæere”, skriver Kristeligt Dagblad, ”men inden længe skal han stå i spidsen for EU som unionens nye præsident.”

”Stort set ukendt” er vist en eufemisme for ikke-eksisterende. Vi får imidlertid at vide, at ”politisk er han blandt andet kendt for sin evne til at indgå kompromiser mellem det flamske flertal og det franske mindretal i Belgien.

Og kristendommen har spillet en markant rolle for den 62-årige politiker, som i mange år har været medlem af det belgiske parlament for det kristendemokratiske parti CVP, der i dag hedder CD&V. Herman Van Rompuy er praktiserende katolik, og han har flere gange trukket sig tilbage til et kloster i Affligem for at meditere og forny sin tro.”

Han er uddannet fra Jesuit-skolen Sint-Jan Berchmans College i Bruxelles, og han har studeret filosofi og økonomi ved det katolske universitet i Leuven.

”Flertal af EU's ledere støtter Belgiens premierminister, Herman Van Rompuy, som EU's præsident og britiske Catherine Ashton som udenrigschef, siger EU-diplomater til Reuters.”

Det er den svenske statsminister og EU-formand, Fredrik Reinfeldt, der som bekendt er borgerlig, der leder forhandlingerne om de nye topposter på et topmøde i Bruxelles, og ad uransagelige veje har lagt sig fast på sin foretrukne duo i spidsen for EU. Nemlig foruden den tidligere jesuit Rompuy også den britiske EU-kommissær og baronesse, Catherine Ashton, som ny udenrigschef, der interessant nok støttes af de otte ”socialistiske” lande, som Reuter kalder dem.

Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan alt dette kan komme i stand i et forenet Europa, der har strenge krav om demokrati og åbenhed, men har ikke kunnet trænge igennem al snakken om hvor godt det er at parlamentet nu får en modspiller til formanden for ministerrådet. Politiken er også vældig godt tilfreds: Den magtfulde stilling som EU-udenrigsminister blev tildelt den 53-årige britiske handelskommissær Catherine Ashton. Beslutningerne blev truffet af de 27 regeringsledere fra EU's medlemslande under en middag i Bruxelles her til aften.

Jamen det er da et utroligt legitimt grundlag, EU’s nye præsident og udenrigsminister hviler på. Valgt under skåltaler ved et middagsselskab blandt europæiske statsledere. Jamen, så kan det da ikke blive mere demokratisk. For tænk, hvis europæerne selv skulle vælge en præsident, som de ligefrem kendte og havde eller fik tillid til? Det er alt for besværligt og kan desuden føre til, at de helt forkerte mennesker blev valgt.

Spørgsmålet er desuden, dels hvor mange præsidenter, EU skal have, for Rompuy er præsident for Det europæiske Råd, men der er også en præsident for Europa-kommissionen, og denne kan meget vel have større politisk indflydelse end den valgte middagsherre.

Det, vi nu ser, er den udemokratiske manøvre, hele Lissabon-traktaten gik ud på, nemlig at give elitokratiet i EU magten henover hovedet på de europæiske landes befolkninger. Og skamløse og arrogante, som magthavere uden folkelig baggrund altid er, demonstrerer de deres magtfuldkommenhed ved  at vælge EU’s præsident ved de fulde glas og bugnende fade, så vi rigtigt kan se, at det ikke var noget tilfælde at EU en gang hed Rom-traktaten.

 

                                                                       Henning Prins

Forside Ledere Arkiv