Det iscenesatte liv

 

 

 

Blixen giftede sig til den baronessetitel, hun livet igennem lagde så stor vægt på. Men det er også dejligt at lege prinsesse!

 

Ethvert stort forfatterskab afføder hundreder af små. Det må vi sande omkring H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen, for nu at nævne nogle hjemlige koryfæer. Om dem skrives der til stadighed biografier, monografier og tekstanalyser i et forsøg på at trænge dybere ind i deres forfatterskab og digtersind. Derfor kan man efterhånden tale om et ”Anderseniana” og et ”Blixeniana”, det vil sige en slags åndelig geografi, hvor de store ”fastlande” gøres til udgangspunkt for litterære og sociologiske safarier.

Den slags skriveøvelser er begrænset morsomme, især fordi dem, der forsker efter ”hvide pletter” på landkortet, som regel har et ukritisk udgangspunkt, fordi tilskyndelsen til at skrive om den store forfatter oftest er hæmningsløs beundring. Og man vil jo nødig skuffes i sin begejstring, så når den store forfatter afslører sig som en kæmpekrukke og desuden helt almindeligt menneske, der har drifter og behov, ja, så gås der på kattepoter uden om denne ”lave” adfærd, så helten eller heltinden står uplettet tilbage. På den måde opstår der en indforståethed omkring disse ”gigantiske” personligheder, der forhindrer et egentligt kritisk blik på dem. Faktisk fortrænger alle disse tolkninger langsomt, men sikkert både forfatter og værk til fordel for mere og mere fortænkte monografier. Desuden samler de sig gerne i selskaber, der nidkært vogter over såvel forfatterens gode rygte som på hinanden. Derfor er det at bevæge sig ind på mineret område at anmelde endnu en bog om Karen Blixen.

Jørgen Stormgaards nye monografi ”Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt” føjer sig nydeligt ind i rækken af bøger, der tager Blixens evindelige krukkerier og selviscenesættelser alvorligt. Med den monotone tilføjelse, at alt det selvovervurderende pjat, hun lavede, var ironisk ment. Vel var det ej! Og den berømte ”Pagt” med Thorkild Bjørnvig var netop sådan noget, et par nyforelskede kunne finde på.

Men man vil ikke besmudse forfatterindens eftermæle ved at påstå, at hun og Thorkild Bjørnvig havde et direkte fysisk erotisk forhold. Hun var jo tredive år ældre! Gys! Vi kan jo heller ikke vide det, men med den smule livserfaring, 65 år trods alt giver, er jeg overbevist om, at det var tilfældet, for den slags forhold er skam ikke så sjældne endda. Næste generation af Blixenfortolkere vil nok være lidt mindre sky over for den side af sagen. Og ærlig talt, Blixen havde to ufrivillige aborter i sin enkestand, og selv om hun guddommeliggøres af sine biografer, så er hun altså ikke Jomfru Maria.

Det er synd for de gode forfattere, at de bliver til sådan noget hakkekød. Havde det så bare været én, der ikke kunne lide Blixen og ønskede at give hende en på sinkadusen. Det ville have gjort os meget klogere.

Nu må vi nøjes med nogle bovlamme funderinger: ”Som tankeeksperiment kunne det være interessant at forestille sig, hvad den unge digter kunne være blevet til, hvis han havde kunnet og villet danse med, når Karen Blixen bød ham op. Han var sikkert blevet en farverig kunstner, berejst og erfaren i kærlighedsanliggender. Han var blevet udadvendt og måske lidt aparte i andre menneskers øjne.”

Prøv lige at se, hvad der står i de tre sætninger. Karen Blixen kunne have gjort ham fri (dansende)! Han kunne være blevet en farverig kunstner med erotik som speciale. Han kunne være blevet udadvendt. Og så kunne han være blevet aparte.

Og hvad blev Bjørnvig så? Blev han ikke alt det? Det er godt nok grove løjer, hvor tilforladeligt det end ser ud.

De gamle grækere havde en uomgængelig regel: Man måtte ikke afbilde mennesker i overstørrelse. Det var blasfemi. Den regel  gælder endnu.

                                                           Henning Prins                                               

Jørgen Stormgaard: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt. Med efterskrift af Frans Lasson. 182 s. 198, - kr. P. Haase og Søns Forlag

 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser