Det kunstneriske menneske

Solvej Balle

 

Det var med en vis forventning, jeg åbnede Solvej Balles stort anlagte, ja, hvad skal man kalde det? Essay, måske, om ”Det umuliges kunst”. Det er jo altid spændende, når en kunstner forsøger at give en altomfattende beskrivelse af, hvad kunst er – og ikke er.

For at sige det kort, måtte jeg gruelig megen gentagelse og katten-om-den-varme-grød-snak igennem, inden der kom nogle realiteter på bordet. Balle har tydeligt nok pløjet den europæiske filosofi grundigt igennem, og det har smittet af, så det 224 sider lange essay mere ligner en filosofisk afhandling end det, jeg gætter på, det er ment som, nemlig et angreb på det 20. århundredes antikunst. Det virker som om Balle vil helgardere sig mod enhver beskyldning for løsagtighed, så de samme begreber og forestillinger vendes og drejes i én uendelighed. Først på side 190 står det nøgleord, der kunne have åbnet ballet på en langt mere spændstig måde. Nemlig ordet antropologi.

Balles hovedsynspunkt er nemlig, at kunsten er en del af det menneskelige overlevelsesberedskab og derfor indgår som en nødvendig del af det menneskelige samfunds aktiviteter. Dette synspunkt ligger under hele den lange argumentation for, at der faktisk er noget, der hedder kunst, og implicit, at der derfor også må være god og dårlig kunst.

Forfatteren nævner som et udgangspunkt for en diskussion om kunstens berettigelse den tyske filosof Adornos ord om, at efter Auschwitz kan der ikke længere skrives digte, forstået på den måde, at i og med at det ubeskriveligt grusomme gøres til genstand for kunst, bliver det også smukt, og dermed forrådes det ubegribeligt onde ved at gøres håndtérbart. Den holder jo ikke en meter, for så skulle kunsten være afskaffet for utalte tusinder af år siden. Tænk bare på mongolerne, der byggede en pyramide af hovedskaller i Arabien. Tværtimod er kunsten vel det eneste medium, der har mulighed for at bevare det grusomme i vores erindring.

Hele vejen igennem bogen vendes og drejes alle argumenter for og imod kunsten som meningsgivende faktor i menneskesamfundet. Det hedder i denne sammenhæng æstetikken kontra kunsten, men jeg aner en anden dagsorden, der kunne hedde kunstens deltagelse i og opgåen i politikken. Det siges ikke tydeligt noget sted, men er til stede som en understrøm i teksten.

Personligt ville jeg med større fornøjelse have læst en mere personlig, mindre distanceret polemisk pamflet, hvor Balle rent ud sagde, hvorfor noget kunst er noget bras, og hvorfor andet er værd at bevare. For hun redegør jo glimrende for kunstens integritet tværs gennem årtusinderne. Det kan nås endnu.

 

            ”Thi det, som martrer det levende bryst,

               os fylder i kunsten med bævende lyst.”

                                                                       Goethe

                                                                  Henning Prins

                                                                               

Solvej Balle: Det umuliges kunst. 224.s. 198,- kr. Gyldendal    

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser