Det lange, seje trækDet lange, seje træk 25-06-2012

Denne artikel var for lang til at komme i Enhedslistens medlemsblad RØD-GRØØNE-LINJER, så jeg vælger at bringe den hér i stedet

ENHEDSLISTEN er nu heldigvis ikke længere en del af regeringens parlamentariske grundlag. Det vil derfor være afgørende nødvendigt, at Enhedslisten ikke stemmer for finansloven til efteråret. Selv om det vil gøre partiet til syndebuk for alle partier til højre for EL selv. Først og fremmest vil devisen være, at EL ”fældede” en socialdemokratisk regering. Og det er slet ikke ulejligheden værd at spekulere på, hvordan man skal tage til genmæle over for denne absolut forventelige uretfærdige beskyldning, for Danmark regeres mere end nogensinde af en veldisciplineret og dresseret presse, der om muligt er endnu mere fornærmet over regeringsskiftet end højrefløjen selv og derfor hævner sig på skærm og i spalte helt ned i den mindste detalje.
   Der er derfor ingen grund til at tro, at man inden for det eksisterende kommunikationsforum, dvs aviser, TV, net osv, vil have en jordisk chance for at gøre et modstød mod den borgerlige propaganda. EL vil blive hevet igennem sølet uafbrudt, og hvis regeringen Thorning-Schmidt falder, fordi det passer dens borgerlige allierede, ja, så vil EL få skylden.
   Med andre ord: EL har valget mellem pest og kolera. Hvis partiet stemmer for finansloven, gør det sig utroværdigt hos den del af befolkningen, det ønsker at repræsentere. Hvis det stemmer imod, vil det blive stemplet som forræderisk over for det selvsamme arbejdende folk! Hvad gør man så?
   Man tager de tæsk, det giver at rive ryaen væk under den stangborgerlige Helle Thorning-Schmidt og hendes sammenrend af SF’ere, radikale og venstremænd, der for tiden med et smørret grin laver ”reformer”, der gør rigtigt godt i de i forvejen fyldte kasser og ondt i de tomme. Løkke Rasmussen og konsorter vil næppe give regeringen fingeren lige med det samme, for det er nærmest pornografisk lystigt at lave en borgerlig politik sammen med den socialdemokratisk ledede regering, og i tilgift få blåstemplet overgreb på de fattige som rød politik. En fantastisk situation!
   Så altså kan vi formodentlig blive enige om, at slaget for nærværende må anses for tabt. At appellere til SF og S vil være at slå vand på gæs, det er bevist.

ALTSÅ MÅ DER OPRUSTES! EL må begynde at organisere sig, som om det på længere sigt skal være det store, samlende parti, Socialdemokratiet engang var, og det betyder, at partiet organisatorisk og ideologisk skal ses grundigt efter i sømmene. Og måske burde noget af det første, vi kiggede på, være de mange ”partier”, som EL består af, jævnfør navnet Enhedslisten. Der er noget middelalderligt ved alle disse små kongeriger, hvor man kan blive formand, næstformand og kasserer og hvad der ellers tiltrækker organisatoriske ånder, og de kan i tilspidsede situationer meget let blive til sten i skoen, fordi mindre ånder, som vi så tit ser det, vil puste sig op og have magt via deres ”parti”.
   Altså: væk med ”partierne”, kun én form for medlemskab. Navnet Enhedslisten bør bevares, for enhed er i familie med solidaritet, og Enhedspartiet vil jo i højere grad blive en enhed, hvis fraktionerne forsvinder eller bliver betydningsløse som magtbaser.
   Nu er balladen nok allerede begyndt, men skidt med det, der er nemlig ikke så mange andre veje at gå. Derfor må det næste være en bevidst organisering af talsmænd og –kvinder rundt om i boligkvarterer, på arbejdspladser osv. For vi har ingen presse, og medier som nettet styres til syvende og sidst af ”trendmakers”, der er knyttet til de store koncerner, både i nyhedsindustrien og storkapitalen. Så selv om behjertede mennesker læsser millioner af ord på nettet og andre med sved på panden scroller sig gennem kilometerlange indlæg, batter det ikke så meget som en regndråbe i en haglstorm.
   Altså er et skridt tilbage til ældre kommunikationsformer faktisk et skridt fremad. I den forbindelse bør der også nedsættes grupper, der er opmærksomme på partiets sprog. For i modsætning til den gængse opfattelse er smart og trendy sprog en hindring for forståelsen, set over tid, som man siger. Hvis der optræder nye ord, skal det helst være nogle, man selv har fundet på og derfor har mulighed for at ”præge” med sit stempel. Altså, når nogen bruger en sjov og smart vending, hvisker ordet samtidig ”Enhedslisten”. Derfor skal opmærksomheden rettes mod nye ord, der kommer fra presse og modeindustri, idet de næsten også altid er skjulte budskaber og derfor ikke bør indgå i EL’s agitation.
   En tredje ting, der bør ændres, er den tvungne rotation. Det er i selve substansen et mistillidsvotum til den menneskehed, man hævder at kæmpe for. Kan vi ikke stole på f.eks. Johanne om to år? Hvad er det for noget vås. Det er nøjagtig det samme som at sige, at vi ikke kan stole på hende nu! Desuden er der tale om tillidsinvesteringer, om jeg så må sige, altså, at der ude i befolkningen er skabt tillid til EL’s repræsentanter, og så siger vi selv, at vi ikke har tillid til dem. Ret åndssvagt, ikke? Det tager tid at bygge sådan et tillidsforhold op, og hvis nu nogen skulle vise sig ikke at være vores tillid værdig, jamen, så smider vi dem da bare ud! Hvor svært kan det være?
   Dette er bare nogle grundlæggende forslag til begyndelsen på en lang vandring frem mod den nødvendige politiske magt til at skabe retfærdigere tilstande i samfundet. Men debatten om Enhedslisten efter Thorning-Schmidts forventelige fald bør begynde nu, for de borgerlige skal have tørret det fedtede grin af mundvigene!

 

                                          Henning Prins

 

Forside  Tidligere ledere  Arkiv