Det store ikke-valg

Så kom det da, det så længe efterspurgte valg

Der findes kun ét parti i Danmark, og det er Folketingspartiet! Det er delt op i fraktioner, der påstår sig selvstændige, men et nøjere eftersyn afslører, at der regeres i almindelig samstemthed ud fra god, gammeldags kræmmermentalitet.

Så kan man jo spørge sig selv, om det er godt eller skidt at vi lever under et étpartisystem? Svaret blæser i vinden, for vi danskere bliver holdt hen i total uvidenhed om den verden, vi lever i. Denne mere eller mindre bevidste fordummelsespolitik er meget gammel hér i landet og blev navnlig institutioneret under enevælden, hvor den blev en ufravigelig del af kancelliernes politik. Og har været det siden, på trods af såkaldt folkestyre med tilhørende folkeoplysning. Hemmelighedskræmmeriet er fast hos alle ministerier, kancelliernes direkte efterfølgere, befolket af en embedsmandsetat, hvis familienavne røber en ubrudt linje i de slægter, der forvalter landet. At det forholder sig sådan, viser en hollandsk undersøgelse, der fastslog, at det var de samme femhundrede slægter, der havde regeret Holland siden tusindtallet. Og Danmark og Holland ligner hinanden til forveksling.

Derfor er der ingen grund til optimisme, blot fordi Løkkes udslidte jakkesæt udskiftes med Thorning-Schmidt i en smart spadseredragt, for socialdemokratiet indførte faktisk under Poul Nyrup Rasmussen og Lykketoft den nyliberale politik, der har ført landet ud i så store ulykker.


Altså for de fattige!

De sidste 13 år har været ét langt plyndringstogt for de rige på de fattiges bekostning, og alle de institutioner, der var rygraden i samfundet, og som i gamle dage var bemandet med embedsmænd, er nu i hænderne på mennesker, for hvem lønsomhed og profit er det eneste mantra, der gælder. Husk blot på Mogens Lykketofts meget sigende bemærkning, da TDC efter sin privatisering pludselig blev købt af et grådigt amerikansk selskab og en skandaløs forgyldning af tidligere minister og direktør Dyremose: ”Hvis jeg havde vidst, at det ville gå sådan, ville jeg aldrig have solgt TDC!” (Min understregning). Men læg mærke til Lykketofts magtfuldkomne JEG!

Det var også Lykketoft, der tillod boligprisernes himmelflugt, og den almindeligt udbredte myte om at det var Fogh Rasmussen, der lod det ske, er helt i skoven. Hvem husker ikke socialdemokraternes rasende skrig, da Fogh kom til magten? De råbte og skreg, at Fogh havde stjålet deres program, og det havde de skam ret i, så derfor er der ingen grund til at tro, at Helle Thorning-Schmidt vil bringe andet end dekorative pyntelister på en ellers klippefast borgerlig politik, sanktioneret af Nyrup Rasmussens helt, Tony Blair. Glem aldrig, at Thorning-Schmidt med fast røst udtalte, at: ”Jeg er i hvert fald ikke socialist” til TV2-news, da hun lige var blevet socialdemokratiets kandidat til statsministerposten.

Men, som tidligere nævnt, spiller det nogen rolle? Ifølge en bande spåmænd, forklædt som økonomer og journalister, har vi ”krise” hér i landet. Man kan ikke åbne en avis i disse dage, uden at ikke nærmere angivne ”eksperter” mener dette og hint, og lige meget hvad, så er landet på afgrundens rand, hvilket der gives mange velmente råd om, så landet kan blive ”reddet”. Spørgsmålet er så bare, om Danmark faktisk er i krise?

Da jeg heldigvis ikke er økonom og derfor rimelig troværdig, vil jeg hævde, at Danmark er i temmelig god økonomisk form på trods af plyndringerne og de økonomiske udskejelser. Når ”eksperter” udtaler, at udlandet ikke har tillid til danske banker, er det sikkert rigtigt, for er der egentlig nogen banker, man kan have tillid til? Har vi tillid til udenlandske banker? Vås, vås, vås, spalte op og spalte ned i avis efter avis.

Nej, Folketingspartiet har kun ét eneste problem, og det er, at ingen, selv ikke Enhedslisten, kan rette op på den ulyksalige situation, den hovedløse boligpolitik har ført så mange tusind familier ud i. Stavnsbundet dem i mindst tyve år, for slet ikke at tale om alle dem, der må gå fra hus og hjem i ruineret tilstand.

Så vi må leve med at den økonomiske overklasse i Danmark med bankerne i spidsen af Folketingspartiet har fået lov til at plyndre de svageste. Og tænk blot en gang på alle de mærkelige banker, der dukkede op i de glade dage under ”Boblen”, hvor folk blev tilbudt lån fra 300- til 500.000 kr. på deres glatte ansigt. Det viste sig, at disse ”banker” straks videresolgte lånebeviserne til ”anden side”! Hvem det var, har det været mig totalt umuligt at finde ud af, og de journalister, jeg trods alt har haft en vis tillid til, har alle som én afvist at beskæftige sig med denne højst ejendommelige sag. Det skulle vel ikke være Danske Bank, Nordea m.fl., der hér skabte et i evighed gældsat proletariat, der resten af livet må slave for disse respektable foretagender? Ja, det får vi nok at vide en dag, nå, nej, jeg mener mine børnebørn.

Der findes kun ét svar på den nuværende situation, og det er, som Enhedslisten påpeger det, en ny fordelingspolitik, så de rige spytter mere i bøssen og de fattige får et rigtigt menneskeliv i stedet for at leve som udstødte på samfundets bund. Men de rige tror mere på overvågningskameraer, private vagtværn og mere politi til sikring af den sociale orden end de tror på en retfærdigere fordeling. Så vi står som sædvanlig i de sidste par ti-år overfor et Ikke-valg.

                                                Henning PrinsForside Tidligere ledere Arkiv