Det tyste drama  

 

 

I det lille, indledende afsnit ”En lørdag aften” får forfatteren Jens Smærup Sørensen med det samme slået hele den tone an, der gennemstrømmer hans store roman ”Mærkedage”. Tre mennesker, der er bundet sammen, står tavse og ser på solnedgangen – og det er så det. En hel stor verden af indbyrdes forståelse og kærlighed, der ikke tåler at blive sat i ord. Så skrøbelig og sart, og så vældig stærk.

Jens Smærup Sørensen er en forfatter, der vedgår arv og gæld, både til sin hjemstavn og til de store danske forfattere, den har frembragt. Skjoldborg og Johannes V. Jensen, for nu at nævne dem, forfatteren umiddelbart ligger i forlængelse af.

Men også adskiller sig fra. For vel er begge to nævnte forfattere ordknappe og sky over for føleri, med et djærvt sprog, men de har ikke helt så raffineret en adgang til de spinkle melodier, de sky bondefolk spiller i deres egentlig romantiske livsopfattelse, som Smærup Sørensen har. På sær vis lykkes det ham at gøre det kunststykke at vise sine personers følelser uden at det bliver sentimentalt, selv om sentimentalitet faktisk er den ene side af nogle personligheder, der også kan udvise unødig hårdhed.

Vi er i landsbyen Staun, der på det topografiske kort hedder Stavn, og der er grund til at lægge vægt på ordet, sådan som det indgår i hjemstavn. Det er Vesthimmerland, og det er alvor. Der holdes regnskab med alt, og familierne på ”Bisgaard” og ”Kristiansminde”, hvis slægtstavle er anført bagest i bogen, ved nok, hvad anseelse er værd i folkemunde.

Forfatteren lader os møde disse familiers og hele verdens fremadskridende udvikling og forandring ved at lave punktnedslag i netop mærkedage. Store fødselsdage, begravelser, jubilæer, konfirmationer, dér, hvor ikke blot hovedpersonerne, men også deres baggrund optræder i kød og blod. Og vi får også nærmere enkeltbeskrivelser af de vigtigste personer, så vi bedre kan forstå deres motivverden. For i dette samfund er ære og værdighed ikke en død sild, men en levende realitet. Og det betyder noget at være ægtefødt eller adoptivbarn, for ikke at tale om det, der er værre. Så mærkedage kan også sætte mærker, der gør ondt resten af livet.

Og det lykkes! Smærup Sørensen trækker os ind under huden på disse mennesker, der gør sig så stor umage for at vise verden et forventet ansigt og viser hvor nådesløst flokmennesket til syvende og sidst er, når det kommer til den sociale hakkeorden. Og slet ikke ved ironisk at påpege folks kun altfor menneskelige svagheder, med ved kærligt at tage dem alvorligt, så læseren med hjertet på spil må følge med i disse udviklinger, der undertiden må udløses i skæbnesvangre beslutninger og uafvendelige tragedier.

Det er et lille stykke Danmarkshistorie, og i grunden har den danske bondestand, som vi kender den fra højskoletraditionen og litteraturen, ikke eksisteret i så forfærdelig mange generationer. Den stolte selvejer, manden, der blev sognerådsformand og var betydelig på egnen, fruerne på de store gårde, det lille hierarki i landsbyen, de tilsyneladende urgamle traditioner, den stovte danske bonde, er en parentes. Selv om den fylder godt på nationalromantikernes boghylder. Og dens modstandskraft var da også svag, da det moderne samfund rullede hen over den og forandrede alt. Patriarkerne måtte se sønnerne foretrække alt andet end at overtage slægtsgården, og mobiliteten, den sociale som den fysiske, gør hurtigt, at der ikke er nogen grund til at være et bestemt sted, hvis man hellere vil være et andet.

Smærup Sørensens kunst er at få os til glødende at leve os ind i alle disse kvinders og mænds skæbner. Se deres forventninger og faste forestillinger blive til intet og alle faste pejlemærker forsvinde. Det giver vemod, måske, men var der nu også så dejligt der ude på landet? Lad mig citere et lille stykke fra bogen: ”Ikke fordi Axel ellers var så sart, og i al fald slet ikke uvant med voldsudøvelse over for dyr. Han havde så mange gange set folk tærske løs på deres kreaturer. Han havde set deres egne karle blive ved med at banke en fork eller en kost ned over ryggen på en ko eller tyrekalv, til de selv ikke længere kunne stå på benene. Og han havde snart kunne begribe at de på den måde ville banke noget lort ud af sig selv, men også allerede at det ikke hjalp.”  

Når man er kommet, ikke til vejs ende, for historien fortsætter jo, det er bare bogen, der slutter, men til sidste side, så har man som læser været inde i sjælen hos et helt folk, der nu næsten er forsvundet, afløst af svinefabrikanter og andet moderne godtfolk. Og man er kommet til at holde af disse mennesker, der trods alt repræsenterede en vis egentlighed, en forestilling om den, i hvert fald, og som vi måske savner i dag. Smærup Sørensen har givet rigtige levende mennesker mund og mæle, ja, mere end det, han har givet os adgang til deres inderste, og det kræver en kunstner at skabe en sådan troværdighed. Sådan en kunstner er Smærup Sørensen.

 

                                                                     Henning Prins

 

Jens Smærup Sørensen: Mærkedage. En historie. 499 s.299,- kr. Gyldendal


Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser