Drømmenes dronning

 

Terry Pratchett er en af mine favoritter, når det gælder Fantasy, som de moderne eventyr kaldes, og som blev skudt ind med Tolkiens kæmpeværk ”Ringenes herre”. Siden er der kommet et utal med Rowlings tophit ”Harry Potter” som en suveræn nummer et. Men Terry Pratchett skiller sig ud fra bl.a. Rowling ved at være virkelig bevandret i fortidens mytologiske verden og kende noget til heksekunster – og deres begrænsninger. I Harry Potter-bøgerne hersker naturlovene ikke, troldmænd og hekse kan frit fremtrylle hvad som helst, uden at det kommer til at mangle et andet sted. Hos Pratchett skal balancen holdes, hvis en troldkyndig fifler med naturen, så har det konsekvenser, der kan mærkes andre steder. Faktisk bliver man (børn) klogere af at læse Pratchett, fordi han bruger sin sunde fornuft og sin store humor, når han fremmaner sine eventyrlige skikkelser.

Selv holder jeg meget af hans bøger fra ”Skiveverdenen”, hvor jorden er flad og vandet falder ud over kanten, ganske som vore forfædre troede. Den flade jord står på ryggen af fire kæmpeelefanter, der igen står på den store skildpadde An Tuin, der langsomt vandrer fra den ene ende af universet til den anden. Indisk og kinesisk urmytologi i humoristisk udgave.

Nu har han skrevet en kærlighedserklæring til den store masse af kridt, der udgør Sydengland, og som bl.a. stikker så smukt frem i Dover. Dette område er spækket med myter fra de ældste dage, og Pratchett haler dem ved hjælp af sin hovedperson, pigen Tiffany Smertling, frem af fortidens tåger og gør dem virkelige for vores øjne.

Men det er bestemt også en historie, der er stærkt inspireret af H.C. Andersens vidunderlig eventyr ”Snedronningen”. For dér på ”Kridtryggen”, som de lokale kalder området, der vistnok hedder ”The Downs” begynder der at ske mærkelige ting. Først og fremmest dukker der en uhyrlig bande små, blå mænd frem af intet. De ligner nisser med deres røde hår, men de er en bande røvere og banditter med et muntert sindelag, der gemytligt bander og sværger og ellers har store problemer med sproget. Og så kalder de sig Nikser, og det er jo noget helt andet (og det er det bestemt, det kunne jeg skrive en hel afhandling om!)

Et besynderligt uhyre, der normalt optræder i en gammel eventyrbog, er lige ved at æde hendes irriterende lillebror, som Tiffany en anelse uforsigtigt bruger som madding for med sin mors stegepande at kunne slå det for panden.

Den slags gør man ikke ustraffet, og pludselig har magterne bortført Tiffanys lillebror. Det er dronningen over drømmeland, der har taget hendes bror til sig, for hun elsker små børn. Men desværre véd dronningen slet ikke, hvordan man passer små børn. Hun kan kun give dem slik og legetøj, så de har det rigtigt skidt, stakkels unger!

Så Tiffany tager sin stegepande i hånden og ifølge med de små blå mænd drager hun ud for at finde dronningen. Det er et eventyr, hvor man aldrig kan stole på det, man ser, for alting forvandler sig til noget andet. På den måde lærer Tiffany at søge efter realitetssansen inde i sig selv, og det er jo ikke det værste.

Forlaget hævder, at bogen kan nydes af alle fra ti år og op. Det er sikkert rigtigt, men bogen er faktisk et filosofisk skoleridt af de større, så bogen egner sig især til at blive læst op af en voksen, der kan snakke med barnet om det de oplever. Og der er nok at snakke om. Pratchett har gjort det igen.

                                                     Henning Prins                                                        

Terry Pratchett: De små blå mænd. Roman. 304 s. 269,- kr. Borgen

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser