En duft af virkelighed

Der er som regel én ting, de fleste forfattere glemmer at bruge, når de skal beskrive et miljø, og det er deres lugtesans. Måske fordi skriveprocessen i den grad involverer synssansen, man skriver jo med øjet hæftet på papiret eller skærmen og så bliver det de indre syner, der træder frem i orddragt. Men ikke menneskelivets ofte påtrængende stank. Jeg husker hvordan TV-serien ”Bryggeren” fremviste et København, der var nærmest renskuret og hvor der ikke lugtede af noget som helst.

Sådan er det ikke med det London, der males frem i Helle Stangerups nye roman ”Skæbnegalleriet”. For en gangs skyld virker forsøget på at genskabe fortiden autentisk, personerne optræder ikke blot i malede kulisser.

Forfatteren har valgt en outsider som hovedperson, maleren Hans Holbein, der tilbragte det meste af sit liv i London. Og han er karakteristisk ved sin frygtindgydende ærlighed. Det er ikke en dyd, det er altfor klogt at vise frem, hverken dengang eller nu, og den er svær at skjule, når man er en efterspurgt portrætmaler. Jeg har endnu et billede af Holbein stående på nethinden, hvor han har malet sin hustru og børn. Det er lige til at græde over. Fejlernærede, snottede og bedrøvede træder de frem på det lille billede og fortæller en historie om kunstnerens armod. Mon ikke Helle Stangerup har set det billede?

Det er tydeligt, at Helle Stangerup må have gjort en omfattende research, ikke blot med hensyn til klæder, omgangsform og sprog, men også alle dagliglivets detaljer. Og ikke mindst alle de remedier, en kunstmaler på den tid brugte. Der er ikke langt fra alkymistens værksted til malerens atelier.

Det er en af verdenshistoriens mest turbulente perioder, Stangerups roman udspiller sig i, med den fremsynede adelsmand og købmand Thomas More som Holbeins første mæcen, og en paranoid konge, der er spændt ud mellem den gryende reformation og den katolske kirke, som han har lagt sig ud med, fordi han i håb om at få en arving til tronen bestandigt skifter sine dronninger ud. Ofte med deres henrettelse som punktum på forholdet.

Det er kendt stof, så vinklen med at bruge Holbein som vores vindueskigger ind i fortiden er et godt greb. Den overordnede intrige er et mordforsøg på Thomas Mores datter Margaret, kaldet Meg, som Holbein forsøger at opklare, hvad der fører ham gennem alle samfundets lag og politiske grupperinger.

Der er et godt flow i romanen, England er tæt på at være en politistat, hvor alle mistænker alle og hvor rænker smedes. Og Holbein må gå i eksil i Basel for en tid, da hans mæcen Thomas More bliver henrettet for sin modstand mod kongens forkastelse af pavedømmet. Og de stærke protestantiske kræfter pønser på en ny dagsorden med mere indflydelse til det nye, stærke borgerskab.

Det er en spændende roman om Europa i støbeskeen, skrevet som en kriminalroman, men også et stykke historieskrivning, der på sjælden vis rammer en tone, som kun den skønlitterære forfatter kan gøre det.
                                                                                      Henning Prins
                                                                                

Helle Stangerup: Skæbnegalleriet. 332 s. 299,- kr. Politikens Forlag


Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser