En modernistisk realist

 

Allerede da Hans Otto Jørgensen debuterede i 1989 med romanen ”Tårnet”, tænkte jeg, at hér havde vi en stor dansk forfatter. Og samlingerne ”I tidens standsning” og ”Idyller” syntes at give mig ret. Især gjorde Idyller et stort indtryk på mig med deres stærkt sansede nærvær og forfatterens enestående evne til at krybe ind i sine personer og give dem liv. Hvad der var særligt befriende, var den absolutte mangel på objektivitet. Her havde vi en mand foran os, der kunne hade. Og det må man slet ikke på dansk.

Dette at være både en iagttagende beskriver og så en forfatter, der ikke kan lade være med at give udtryk for sine følelser, gør Hans Otto Jørgensen til noget særligt i moderne dansk litteratur. Og hvornår er han så det? Jo, det er han, når han skal beskrive det miljø, han kommer fra. Han hader og foragter provinsens og bondelandets indskrænkede og onde kultur, der forkrøbler individerne og det er simpelthen skønt oven på årtiers forherligelse af enhver form for underklasse. Hans Otto Jørgensen slår fra sig og glemmer intet.

I hans nye samling af historier, ”Ålen har englelyd” kommer vi da også tilbage til hans grundstof, familien ude på de jyske kulturstepper, og han tilgiver ikke. Men Hans Otto Jørgensen har ikke blot forladt en åndløs kultur, han søger også en ny og vil være modernist. Og det bliver en håndfast realist ved at stille ordene lidt mærkeligt sammen, sådan som titlen udsiger det.

Og så har han meninger, der virker lidt akavede i denne litterære sammenhæng. For jeg er faktisk enig med ham i det meste; at Henrik Dahl er dum, og det er der osse en hel masse andre, der er, men det går ud over litteraturen at vi skal have disse debatartikler med i en ellers meget større sammenhæng.

Men skidt med det, for hans sårethed, hans lysende opmærksomhed og hans vrede giver alle historierne dybde, så man virkelig kan sanse og smage hans indædte greb om en frygtelig virkelighed derude, hvor menneskene er stumme som dyr. Bare læs fortællingen: ”Min bror siger hwa” på side 108. Den har det hele. Hans Otto Jørgensen kan finde skønhed og dæmoni lige for næsen af os alle sammen og gøre det at læse ham til en oplevelse, der sætter sig fast.

 

                                                                                 Henning Prins

 

Hans Otto Jørgensen: Ålen har englelyd. 136 s. 150,- kr. Gyldendal

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser