Erotikkens almagt

 

Karin Michaëlis, en voksen dame, men bestemt ikke færdig med at leve livet


Som barn og ungt menneske støvsugede jeg Holte Biblioteks omfattende bogsamling, men stødte aldrig ind i forfatteren Karin Michaëlis. For det var i de strikse gamle dage, hvor bibliotekarer havde en mening om, hvad der var god og hvad der var dårlig litteratur. Og Karin Michaëlis var nærmest at regne for kiosklitteratur. Så da jeg endelig fik en bog af hende i hånden, blev jeg vildt betaget over hendes stærke sansende iagttagelsesevne og psykologiske dybde.

Nu bringer forfatteren og sprogforskeren Merete von Eyben den glemte, men en gang verdensberømte dame frem i lyset. Og hvilken bog! Det er ren salighed at møde Karin Michaëlis, for hendes person og levede liv er så dramatisk og samtidig så rørende, at man ikke kan slippe bogen igen, før den er læst.

Karin Michaëlis var ikke bange for noget som helst og hun udsiger frejdigt alt det, pæne mennesker, ikke mindst kvinder, meget gerne vil beholde for sig selv. For endnu på Karin Michaëlis’ tid var den kvindelige seksualitet ikke noget, man hverken ville anerkende eller tale om. Og hos Michaëlis er erotik ikke noget, der knytter sig til klart definerede områder, men gennemsyrer hele menneskelivet og bag om ryggen på os bestemmer vore handlinger, som vi ellers gerne ser som et resultat af fornuftig eftertanke. Det gør hende til en pioner i hele spørgsmålet om kvindens stilling i samfundet, og hun er ikke bare en ukritisk forkæmper for ligeberettigelse, men tværtimod en afsøger af hele det kvindelige univers med dets dybe understrømme af erotik og kærlighedslængsler, af tilgang til magt ved hjælp af tilsyneladende underlegenhed og også en beskriver af den kvindelige ære og stolthed, som jeg faktisk ikke har mødt hos så mange andre kvindelige forfattere. Hun repræsenterer også forestillingen om barnet som det uskyldige, uspolerede væsen, der ikke skal opdrages, fordi voksenheden i sig selv er bundfordærvet. Det må man smile ad i dag, men intentionen er smuk. Og så levede hun sine forestillinger om det frie menneske ud i rigt mål, så hun havde en uudtømmelig kilde af erfaringer at øse af.

Og selv om jeg må sige, at Merete von Eyben selv er et barn af sin tid, så der slipper en del tidstypiske politisk korrekte holdninger og universitetsfordomme ind i teksten, så har hun lavet en pragtfuld bog om en kvinde, hvis værker efter min mening fortjener at komme ud til et ungt publikum, fordi hun har så meget at sige om mennesker, som de trænger til at høre og som vil gøre dem rigere og stærkere. Så mon ikke det kunne være en opgave for forlaget Tiderne Skifter at finde et par af Michaëlis’ bedste bøger frem.

                                                                             Henning Prins

Merete von Eyben: Det farlige liv. En bog om Karin Michaëlis. 244 s. m. 16 billedsider. 269,- kr. Tiderne Skifter

                                      Jeg vil gerne have nyhedsmails
                                        
kritiskportal@mail-online.dk 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser