Et pragtværk i miniature

 

Sven Henriksen: "Tirsdag" 1930

Ib Spang Olsen: Gå på Museum 1978

 

”Den Gamle By”, Århus’ dejlige bymuseum, har udsendt en lille bog med stor kunst, ”Genkendelsens glæde”, der viser nogle af de bedste danske plakater fra 1900 til 1988.

Og danske tegnere er med rette kendt i hele verden for deres ypperlige forståelse af plakatmediet. Samtidig er plakaterne også et udtryk for det danske lune, der skyr det svulstige, sådan som vi kender det fra nationer, der gennem tiderne har yndet at blæse sig op som større, stærkere og bedre end andre. Jeg behøver næppe at nævne eksempler.

Men at danske tegnere står i stor gæld til franske kunstnere som Jules Cherét, der vel er den første egentlige moderne plakatkunstner, og hans samtidige, Toulouse-Lautrec, der lod sig inspirere af ham, derom er der ingen tvivl. Men også den kortfattede tyske ekspressionisme med hårde konturer og rene, stærke farvespots gør sig gældende. Og så er der jo den danske hygge, som er svær at overse, med et væld af søde detaljer og lige så søde motiver. Og Brugsens smukke afrikanske profil, der rager op med sin enkle skønhed og som vi alle husker og savner.

Jeg har valgt to plakater, der viser yderlighederne i dansk plakatkunst, og som kvalitetsmæssigt matcher hinanden, nemlig Sven Henriksens skarptsnittede ”Tirsdag” ca. 1930, og Ib Spang Olsens detaljerede og farvestrålende kollage ”Gå på museum” fra 1978. Jeg behøver ikke at gøre reklame for denne dejlige lille bog, den går som varmt brød.  

                                                                         Henning Prins  

Genkendelsens glæde. Danske plakat klassikere 1900-1988. Den Gamle By.

 

Forside  Boganmeldelser Arkiv