Europa og EU  8.10.2008

”EU er EU og Europa er Europa, og de to kan aldrig mødes” kunne man med en lettere omskrivning af Rudyard Kipling kvæde. For selv om vi har fået tudet ørerne fulde af snak om ”Europas Forenede Stater”, så viser et blik på realiteterne, at EU er et regelsæt, der udelukkende er styret af kapitalens behov, og hvor den betagende retorik om ”det fredelige Europa”, hvorfra krigens gespenst er forvist for altid, og hvor nationerne kærligt blander sig med hinanden – og sørme osse alle indvandrerne – blot er snak.

Det er arbejdskraftens fri bevægelighed, og det er navnlig kapitalens frie plyndringsret, der styrer. Al EU-lovgivning sigter kun mod at gøre de rigere rigere og de fattige mere bevægelige, så de frit kan underbyde hinanden i det store EU-marked.

Derfor er det også blår i øjnene, når den såkaldte EF-ret kommer med sine krav om familiesammenføring, for det har aldrig været idéen om et sådan nationernes møde, der har ligget bag, men udelukkende at ingen interesser, der var bundet til sted og tradition, trådte hindrende i vejen for kapitalen.

Derfor er det også lattervækkende at læse lederskribenterne på vore få tilbageværende dagblade, når de fulde af forargelse kan fortælle læserne, at nationalstaterne minsandten ikke støtter hinanden hér midt i kapitalens store krisetid, men tværtimod søger at forsvare egne interesser. For det er som om århundreders belæring gennem verdenshistoriens frygteligste krige ikke har afsat sig nogle spor i den glatte hjernebark hos vor tids temperaturmålere, de politiserende journalister.

Det er alt sammen manglende paratviden, halvfordøjede liberalistiske anskuelser og nul historisk bevidsthed, der styrer pennen, in casu tasten. For det Europa, der med Napoleon begyndte at danne  sig med tvangsnationalisering af staterne, så de kunne blive effektive administrative enheder med fælles sprog og en indterpet såkaldt historisk bevidsthed er et projekt, der slet ikke er forbi endnu. De hurtigtskrivende og snakkende meningsdannere har for længst forladt det grundlag, hvor på et flertal af mennesker i og uden for Europa befinder sig. Nemlig det nationale, der foreløbig ikke har været til at få has på, trods behjertede indsatser fra den modernistiske elite, der gavmildt har strøet beskyldninger for racisme og nazisme om sig til de mennesker, de har foregivet at ville tale til og med.

Det har været småt med analysen, i betragtning af at vi jo ser, at den napoleonske model med organisering i stater med fælles sprog stadig er under levende udvikling, og hvor EU, der jo er så multietnisk som man kan ønske sig det i retorikken, ikke destomindre er gået i spidsen med at anerkende ministaten Kosova. Der er heller ikke nogen, der har gjort sig umage med at forstå den stigende nationalisme, der breder sig i slavestaten Kina, hvor mandarin trænger frem overalt som fælles sprog, og hvor minoriteter presses ud i krogene, hvad enten det er tibetanere, uighurer eller andre små folk. For det handler slet ikke om at være logisk og stringent, men om at vrøvle.

”Det vitterlige vås”, som Hørup kaldte den snak, folketingsmænd og andre politikere gav til bedste, når det drejede sig om at holde kæft med kernepunkterne i politik. Og vås vælter ud over os fra en gruppe, der uden blusel ser sig som arvtagere til Søren Kierkegaard, Brandes og PH. For dem er den danske nation et stykke amatørteater, skrevet af dårlige forfattere i midten af 1800-tallet, og det er måske ikke helt forkert. Problemet er bare, at det ikke hjælper at rive klæderne af folk, bare fordi de klager over, at de fryser. Og med det mener jeg, at når politikerne, journalisterne og den kunstneriske avantgarde ikke har andet at byde på end lurepasning og hån, så ødelægges enhver frugtbar mulig dialog mennesker imellem.

For hvem tør benægte, at Dansk Folkeparti lukrerer kraftigt på at danskerne føler deres identitet truet? Og når det er tilfældet, hvad så med at tage de mennesker alvorligt, der går rundt med en utopisk og for længst urealisérbar drøm om et idyllisk Danmark med bondegårde, hvide kamtakkede kirker, kolonihaver og Dannebrog?

Hvornår dukker det moderne Europa op? Det, der både er et produkt af den blodige fortid og så en vision, der kan indoptage den folkelige længsel efter at ”høre til”? Det bliver i hvert fald ikke før at der er nogle, der enten siger undskyld, eller måske venligst trækker sig ud af debatten.

Kosova-albanere, tyrkere og danskere har det tilfælles, at de vil have ret til at føle, at de er dem, de er. Og dem, der tilbyder at opfylde dette krav, løber med den politiske kage, mens lurifaxene og de bedrevidende afmægtige ser til. Derfor er det så påtrængende vigtigt at oppositionen (hvem det nu måtte være) rydder alle fordomme af vejen og ser med friske øjne på historien. For kun derved kan der skabes et Danmark, der både kan være sig selv og en del af et projekt, der kunne blive til et forenet Europa.

Alt dette hænger, pudsigt nok, sammen med den økonomiske krise, der nu truer med at rive alt med sig i sit skred.

Den økonomiske krise og EU er identiske størrelser. Det overnationale frispil for røvere og banditter har afsløret sig som en taberstrategi, der måske nok har lavet et afsæt af milliardærer på Cayman Islands og andre steder, men som i realiteten blot er et mellemspil, mens Europas stater foreløbig gør deres nationale projekter færdige. Inklusive skærpet kontrol med kapitalen og dens ”fri bevægelighed”. Først da kan det overnationale træde ind på arenaen under skyldigt hensyn til det enkelte folks egeninteresse.

                                                                       Henning Prins

 

Tilbage til forside Tilbage til ledere Arkiv