Fiktion+Faktion=Fup

 

Bøger: Poul Behrendt har med sin nyeste undersøgelse af forholdet mellem forfatter og offentlighed, ”Dobbeltkontrakten”, rejst en række aktuelle spørgsmål om hvilke grader og former for ”sandhed”, et litterært værk bør indeholde i forhold til den etiket, forfatteren har sat på den. Om det er fiktion eller faktion..

For er det ikke at narre både anmeldere og læsere, når man udgiver en bog, hvor der på forsiden står, at det er en roman, og så på den anden side lader hovedpersonen have samme navn som forfatteren. Plus hans forældre.   

Selvfølgelig er det det. Det tenderer fup og kan ikke undskyldes med kunstnerisk frihed. Som Behrendt benævner det, så er der en underforstået kontrakt mellem forfatter og læser om hvilken genre en bog er skrevet i. Altså enten er den fiktion og skal altså hævde sig ved den troværdighed, bogens opfundne figurer og deres handlinger skaber.

Eller også er det faktion, det vil sige omtale af ting, personer og begivenheder, som forfatteren enten personligt eller på anden hånd har oplevet eller fremdraget af tilgængeligt stof. Og hvor der bliver redegjort for hvordan kundskaberne om de omhandlede ting er kommet til forfatteren. Der er selvfølgelig plads til fejlhuskninger osv i memoirer, men generelt skal faktion være dokumenteret.

Disse aftaler skrider i denne tid, og Behrendt fremdrager mange eksempler på forfattere, der lukrerer på faktion, samtidig med at de påberåber sig fiktion. Den store offentlighed er formodentlig ligeglad, men den lille offentlighed, de læsende læsere, litteraturanalytikerne og journalisterne og så de personer, der må se sig udstillede uden at kunne forsvare sig, de er ikke ligeglade.

På den anden side er forfatterne også drevet rundt i manegen af denne snævre offentlighed. For det er ingen løgn, at den forfatter, der ”bare” udgiver et skønlitterært værk, det måtte være sig nok så opsigtsvækkende og afslørende, ikke skal regne med opmærksomhed, hvis ikke forfatteren kaster lunser af mulig virkelighed, ”afsløringer”, ud til dette publikum, der har mere tilfælles, end man lige skulle tro. For der er jo langt fra den akademiske verden og så til Ekstra Bladets slyngelstue, ikke?

Ikke særligt langt, for det er kravet om godbidder fra det private liv, alle går efter. Var Thorkild Hansen dybest set en mand, der prostituerede sig både åndeligt og fysisk. Ja, det kunne Poul Behrendt skrive 850 sider om i ”Djævlepagten” fra 1995. Guf og vanvittigt spændende. Men den fortalte også om forfatterens behov for at beskytte sig mod netop Poul Behrendt og fæller, om den enkelte kunstners stadig større vanskeligheder ved at være fri til at skabe.

For pludselig er den personlige person ikke længere ubetinget forfatterens ejendom. Nej, litteraten gør krav på medejendom. Derfor leger forfatterne mere og mere kispus med denne flok af kannibaler, der vil have rigtigt kød og ikke fiktion, og som derfor vender og drejer hver sten for en fed larves skyld.

Og det korrumperer også forfatterne. For hvem gider skrive ren fiktion, når det ikke vækker for fem flade øre interesse hos dem, der sidder og bestemmer over liv og død for en forfatter? Livsstils – eller litteraturjournalisten, der skal lave helsidesinterviewet med det store billede, sensationsjournalisten, der skal grave de udstillede personer frem og udspørge dem om deres følelser ved at være blevet udstillede, og ikke mindst litteraterne, der skal endevende værket og ”afsløre” det.

Forfatteriet indgår på den måde helt på linie med realityshows, personal stories og almindelig udhængning i formiddagspressen. Kunsten er ikke længere relevant: Er det en god bog? Er den godt skrevet? Tror vi på personerne osv osv.

Nej, er det en fed afsløring? Hvem bliver hængt ud? Og er forfatteren en forbandet løgnhals? Se, det er litteratur. Og ve den forfatter, der ikke har forstået det. Så bare se at komme i gang med nogle troværdige løgnehistorier og antyd, at det er den skinbarlige selvoplevede sandhed, bare skrevet som fiktion. Der vil blive gjort plads til flere års ophold på det lille danske Parnas. Nyd det så længe det varer.

Men lad det ikke slutte hér: Behrendts bog er meget spændende og læsværdig og jeg har nydt hans gennemgange af vores for tiden yndlinge samt hans lærde røgskyer med tilhørende namedropping, der skal skjule den enkle tilgang til stoffet: At fup avler fup, og at forfatterne er nogle dygtigere fupmagere end deres kritikere.

                                                                             Henning Prins                                                                                 

Poul Behrendt: Dobbeltkontrakten. 354 s. 299,- kr. Gyldendal 

           

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser

Poul Behrendt.

Foto Lisbeth Thorlacius