Filmen er frossen   21-1-2010

Storm P. lavede en gang en tegning af et fuldt ølglas, der var ved at vælte. Underteksten lød noget i retning af: ”Dette ølglas vil ikke falde på gulvet, så længe denne tegning eksisterer”.

Det er den danske politiske situation i en nøddeskal. Der er fuld enighed mellem befolkningen og politikerne om at vi skal lade filmen fryse fast, så glasset ikke falder til jorden. Eller rettere, så politikken ikke kommer frem i lyset, så vi alle kan se, at vi lever på en løgn.

Regeringen har indført skattestop, og oppositionen følger trop. Ingen kan nemlig blive statsminister i Danmark, hvis hun/han siger, at der skal et anderledes skattesystem til, hvis vi skal klare den krise, Vesten har kastet hele verden ud i.

Og ingen vil give afkald på det mindste, selv om alle, befolkning og politikere, erklærer sig enige i at velfærdsstaten skal bestå. Med de paradoksale følger, at alt bliver nedbygget, sundhedsvæsen, skolevæsen, forskning og undervisning på universiteterne, selv om disse institutioner er selve grundlaget for vækst, og ikke bare vækst, men blot dette at holde samfundet nogenlunde intakt.

Nu går det så småt op i fugerne. Skattestoppet finansieres kynisk ved dyre lån i udlandet, der skal betales af de kommende generationer, mens man praler af overskud på betalingsbalancen. Ja, når man kan solde for lånte penge, er det nemt at spille rig. For en tid.

Vor tids plage, den danske journaliststand og alle dens aflæggere i form af eksperter og analytikere, gør et stort stykke arbejde for at forplumre alting, så det bliver umuligt at tegne et større billede af Danmarks, EU’s og hele den vestlige verdens fatale situation.

Det er ikke blot i Danmark, man har frosset filmen. Vores nærmeste allierede, med hvem vi ynder at tage på krigstogt, har siden anden verdenskrig ladet seddelpressen trykke grønne dollarsedler uden dækning. For USA’s regering véd så vel, at ingen tør vælte den amerikanske økonomi uden at ryge med i købet selv. Derfor kan USA’s borgere forbruge halvdelen af al tilgængelig energi, selv om de kun repræsenterer 8-10 procent af jordens befolkning.

Man kan ikke bebrejde de danske politikere, at de virker noget forfjumskede, mens de render i alle mulige retninger, alt efter hvor de tror, befolkningen er på vej hen. Som nu Villy Søvndal, der får på puklen for sin lidt hurtige udmelding om et forældremøde for muslimske kvinder. Jo, vist, han undskyldte, men faktisk slog han to fluer med et smæk. For han viste de mange DF-vælgere, der er på vej til at stemme på oppositionen, at de godt kan have tillid til ham. Så kan man altid tage et par lussinger fra partiets venstreorienterede bagsmæk, der er hård hud alligevel.

At det har noget for sig, ses af at Søren Espersen af alle beskylder Villy Søvndal for populisme. Hér er det en ekspert, der udtaler sig, så det skal nok passe. Man kan bare ikke blive til noget i dagens Danmark, hvis man ikke er populist.

Situationen er nemlig den, at det er en marginal gruppe på ca. fem procent, der styrer dansk politik. De fem procent, der bestemmer, om det skal være Helle eller Løkke. Og de vil bestemt ikke have noget at vide om hvordan de faktiske tilstande i riget er. Det er for deprimerende.

Oven i dette skal lægges, at 80 procent af vælgerne uanset politisk holdning har et klippefast og urokkeligt krav om en stram fremmed- og indvandringspolitik. Det er bare fast. 

Hvis ikke der i befolkningen sker holdningsmæssige ændringer (hvad der tilsyneladende gør, men foreløbig kun så småt), så er politikerne delvis undskyldt. For hvis man ønsker at se, hvor langt en klar og holdningsmæssig politik vil føre i dansk politik, så se blot på Enhedslisten.

Vi vælgere har ikke valget mellem pest og kolera. Vi får, uanset hvad vi stemmer, begge dele.

 

                                                              Henning Prins

 

Tilbage til forside Tilbage til tidligere ledere Arkiv