Filosofiens genkomst

            

 

Der udkommer for tiden en strøm af bøger af og om filosoffer. Især de store tyske filosoffer fra 1800-tallet er på banen, fordi de i særlig grad tager fat på de erkendelsesmæssige problemer, det moderne menneske står midt i.

Hér tilbyder tyskerne, dvs Kant, Hegel, Schopenhauer og Marx m.fl. intet mindre end en fuldstændig verdensforklaring. Og den kan der nok være behov for.

Hele den nutidige misére begynder i slutningen af 1700-tallet med den optimistiske tro på videnskaben, dvs at kun det, der kan måles og vejes, har eksistens. Til gengæld ville der heller ikke være nogen grænser for, hvor vidt man i den henseende kunne komme. Alt ville i den sidste ende komme under det intelligente menneskes kontrol. Fornuften, og gennem den også medfølelsen og retfærdigheden, humanismen, med andre ord, ville skabe et samfund, hvor mennesket ville trives. Den ny tankegang skulle gøre alle mennesker til brødre, hierarkier og autoritéter skulle ikke stå i vejen for den naturlige udfoldelse. Men i dag véd vi bedre.

Hegel, der var et mønstereksempel på oplysningstidens forestilling om en skønånd og filosof, havde den tanke, som han lånte fra Platon og Kant, at der uden for den menneskelige erfaring fandtes principper, der ikke kunne erkendes erfaringsmæssigt, men kun ved streng logisk tænkning. På den baggrund opbyggede han et system af begreber eller kategorier, et såkaldt dialektisk system, hvor begrebet a som udgangspunkt må føre til sin modsætning b og ud af disse modstillinger uddrages så en højere enhed, i hvilket modsætningerne ophæves til noget nyt. Altså, idéen er, at ethvert begreb i sig selv rummer sin egen modsætning. A: varme. B: Kulde. Konklusion: Lunken!

Det er umiddelbart noget vrøvl, hvad Hegel godt vidste. Han havde imidlertid den tro, at fremtiden ville give ham ret i dette anelsesfulde. Og det fik han til en vis grad, idet filosoffen Karl Marx formåede at give Hegels dialektiske metode mening ved at anvende den på historien og samfundet, for eksempel til teorien om klassekampen.

Hegel havde stor betydning på sin tid (1770-1831) og påvirkede vor egen store filosof Søren Kierkegaard, der fulgte nogle af hans forelæsninger i Berlin. I dag betyder Hegel mest noget som igangsætter.

 

Og hér kommer en meget mere interessant person, nemlig hans elev og kritiker Arthur Schopenhauer (1788-1860).

Schopenhauer er den første moderne filosof i den forstand, at han inddrager hele det menneskelige spektrum, dvs forstand og følelser, i sit forsøg på at danne sig en verdensanskuelse. Og den er ramsaltet. Det er ikke noget tilfælde, at Schopenhauer indtil nu har været totalt ignoreret af alle fremskridtsvenlige intellektuelle såvel som alle magthavere, idet man bedst kan beskrive hans filosofi som en form for antropologisk filosofi. Han siger nemlig alt det om os selv, vi ikke vil høre. Han undersøger med åbne øjne naturens indretning og menneskenes faktiske adfærd og udleder deraf, at det er en nådesløs verden, vi lever i, og at vi er dømt til at lide. Og den fremmeste årsag til vores lidelser er vores begær, der hos Schopenhauer hedder ”Vilje”. Ikke så snart har et menneske opnået det, det ville, før det straks vil noget nyt. Ergo, siger Schopenhauer, må vi holde op med hele tiden at ønske os noget. Men det er som bekendt lettere sagt end gjort. Selv troede Schopenhauer, at han ved at leve i askese som en anden indisk yogi kunne befri sig for denne verdens begær. Men det er ikke kun i fysikken, kogende vand eksploderer i lukkede rum. Det gælder også rent psykologisk. Så Schopenhauer var faktisk optændt af begær efter at blive anerkendt. Og blev det også omsider.

Schopenhauer er mindre interessant, når det gælder det metafysiske. Han troede lige som Kant, at man ikke kunne erkende begrebet selv, ”Das Ding an sich”. Derfor hedder hans hovedværk da også ”Verden som vilje og forestilling”. Bag det hele ligger den gamle indiske skabelsesberetning, ”Brahmas drøm”, hvor verden er tilsyneladende, men ikke reel. Men hans beskrivelser af menneskets dårskab i sin stræben er kunstnerisk set noget af det bedste, den tyske filosofi har præsteret til dato.  

P.S.: En læser, Jan Michaelsen, har gjort mig opmærksom på at Kierkegaard ikke direkte var elev af Hegel, men af dennes elev Friedrich Schelling. Hegel døde ti år før Kierkegaard kom til Berlin. Han mener desuden, det er meget forkert at betegne Schopenhauer som elev af Hegel. Han var hans skarpeste kritiker, fremhæver han. Men de to ting modsiger nu ikke hinanden. H.P.

                                                                  

Arthur Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling. Oversat af Søren R. Fauth. 648 s. 399,- kr. Gyldendal

Friedrich Hegel: Åndens Fænomenologi. Oversat af Claus Bratt Østergaard. 648 s. 399,- kr. Gyldendal  

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser