Forargelsens hus 28.01.2011

Når jeg ser en notorisk kyniker og løgnhals fra for eksempel SaxoBank stille sig op og være forarget over, at Ole Sohn i fortroligt lag har givet udtryk for andre synspunkter på ejendomsbeskatning end dem, der er hans partis politik, ler jeg af hjertens grund. Alene nydelsen ved at se denne bankdirektørs fordærvede ansigt søge at lægge sig i troværdigt forargede folder er det hele værd.

Morsommere er dog den altid tjenstvillige presse, der tilsyneladende vil gå til de yderste grænser for at støtte den svært vaklende regering og derfor om muligt overgår de sandhedskærlige bankfolk, der i folkeoplysningens tjeneste føler sig nødsaget til at røbe, at Ole Sohn måske, måske ikke er helt klar i mælet, når det gælder ejendomsbeskatning.

At det er Saxo Bank, der går i spidsen med denne hetz mod en politiker for at gøre ham utroværdig, er ikke mærkeligt, eftersom Saxo Bank er fjernt fra enhver objektivitet som bank betragtet, men tværtimod bruger sin position til at politisere, ja, rent faktisk "ejer" sit eget politikerhold Liberal Alliance, som var det et professionelt fodboldhold.

Og inde bag Christiansborgs tykke mure tages der imod dette Saxoleak med kyshånd. Endelig fik vi fat om de ædlere dele på Ole Sohn, det er noget, der skal komme til at gøre ondt, så de borgerlige politikere kan pludselig huske mere end fire år tilbage, hvad der ellers synes umuligt, og erindrer nu at S og SF tidligere har været på banen med forslag om højere ejendomsskatter.

Selvfølgelig har de det, eftersom beskatning af fast ejendom vel er rimeligt nok. Når de to partier er nået frem til, at ejendomsskatterne skal fredes, er det selvfølgelig fordi de ellers kan få svært ved at vinde næste valg. Ganske som socialdemokraterne totalt har omkalfatret deres indvandringspolitik af hensyn til Dansk Folkepartis succésrige indhug i de socialdemokratiske vælgerskarer. I Danmark er hegnspælene banket ned lige på midten mellem højre og venstre, så det vil altid være små marginaler, der bestemmer valgets udfald. Tænk bare på de radikale, der med fem procents tilslutning blandt vælgerne ikke desto mindre har regeret Danmark i op mod 75 år.

Men Ole Sohn er da en idiot, hvis han virkeligt har siddet i fjenders lag og røbet sig. Selv har jeg svært ved at tro det, men en god cigar og årgangscognak kan selvfølgelig løsne tungebåndene på en uhensigtsmæssig måde. Til det findes der kun ét svar: At benægte, at der nogensinde har fundet en sådan samtale sted. Som vidner betragtet er den flok ådselædere og gribbe, også kaldet bankdirektører, ikke en krone værd. Bankfolks troværdighed er lige så lav som journalisters i befolkningens øjne, så hvis ellers SF kan ryste uppercutten af sig, så er et modangreb på Saxo Banks troværdighed det bedste forsvar. Og det kræver ikke megen research at bevise, at Saxo Bank er et gennemråddent og løgnagtigt parasitforetagende, der tjener interesser, der står det danske folk fjernt.

Så på med kampdragten og slå igen – og igennem!

Henning Prins

Foride Tidligere ledere Arkiv