Norge og Danmark, to lande, ét folk, forenet i sorg!

 

Had til menneskeheden

Demokratiets talsmænd og kvinder er kommet på et svært arbejde, nemlig at prøve at forklare, hvad det egentlig var, der skete, da Anders Behring Breivik dræbte op mod 68 unge mennesker på den socialdemokratiske sommerlejr på Utøya.
   Og som sædvanlig griber såvel menigmand som politikere til censurens og begrænsningens velprøvede våben, når "det onde" skal gennes hen. Derfor foreslår de danske socialdemokrater censur på nettet i et håbløst forsøg på at kaste brønden til efter at barnet nu igen er druknet. Vi oplevede det i blussende vanvid den 9. september, da verden gik amok efter attentatet på de to tårne. Hér blev resultatet en total tilsidesættelse af alle de borgerrettigheder, de demokratiske landes grundlov tilsagde borgerne, til fordel for en lemfældighedsparagraf, der ingen grænser satte for indespærring og tortur. Et vældigt resultat for de kræfter, der vil demokratiet til livs.
På samme måde ser vi nu, at den norske retsstat vil forhindre offentligheden i at få indblik i retssagen mod Breivik ud fra en overbevisning om at det vil gavne hans sag, hvis han kan bruge anklagebænken som talerstol for sine synspunkter. Og synspunkterne er altså farlige, kan vi forstå.
   Hvis det er tilfældet, forstår jeg ikke, at f.eks. danske TV-kanaler hver dag har lov til at fremvise såkaldte krimi-serier, hvor den enkelte borgers retssikkerhed tilsidesættes og hvor mindst halvdelen af sagerne løses og opklares ved at politiet simpelthen skyder den formodede gerningsmand.
   Problemet er, at Anders Behring Breivik blot er et ekstremt eksempel på, hvordan vi alle sammen er. Og når det viser sig og dermed afslører slægtens egentlige natur, må det ties ihjel, hvis man ikke kan komme af sted med at dræbe det. For mon ikke hævntørsten fejrer triumfer i de nordiske lande i disse dage?
   Desuden oplever vi også, at borgere, der har tillid til retsvæsen, politi og efterretningstjeneste, bebrejder disse, at de ikke har været opmærksomme nok. En person som Breivik burde være faldet tjenesterne i øjnene for længst.
   Jamen, de har skam været meget opmærksomme på Breitvik, ingen tvivl om det. Problemet er bare, at det nogle gange kan være svært at se, hvor efterretningstjenesterne holder op og højreekstremisterne begynder. For netop Breiviks type er efterretningstjenesternes naturlige rekrutteringsgrundlag! Tro endelig ikke, at efterretningstjenesterne i de nordiske lande bliver rekrutteret på et upolitisk og neutralt grundlag. Nej, som vi så det i tresserne i Danmark, så var der stærke bånd mellem højreorienterede bevægelser som "Frihedsalliancen" og lignende, med nazisten Hans Hetler som en fordrukken forgrundsfigur, der højlydt pralede af sine forbindelser på sit lokale stamværtshus i Dr. Tværgade, og så de danske efterretningstjenester.
   Men spørgsmålet er, om Anders Behring Breivik i virkeligheden er et politisk dyr? For ret beset ligner hans blodige slagteri et frygteligt skuespil. Og hans såkaldte manifest er også meget look a like, altså noget virtuelt vås uden indre sammenhængskraft. Og hans hang til udvendighed såsom uniformer fortæller også noget om hans optræden på en indre arena, som gud og verdenshersker i et videospil med fatal virkning.

   Misantropi hedder det også, når et medlem af dyrearten Homo sapiens nærer et irrationelt had til sin egen art. Årsagen til dette had kan være mangelunde, dårlig opvækst, sindssyge eller idealisme, for nu blot at nævne noget. For hører vi ikke ofte en undertone af had til menneskeheden, når folk kæmper for en idéel sag? Har vi ikke hørt dyreværnsaktivister eller økologiforkæmpere tale med fråde om munden om en menneskehed, der udrydder mangfoldigheden eller lægger jorden øde og gold?
   Så vi kan godt forberede os på at al argumentation vil gå i kage i de kommende måneder og år, for Breiviks ugerning er for stor til at vi kan sluge og fordøje den. Og vi kan se frem til, at politikerne som sædvanlig vil gribe til magiske besværgelser i form af restriktioner på den højt besungne ytringsfrihed. Selv om vi jo véd, at netop det at lukke munden på galningene fører til den slags eruptive udbrud med uoverskuelige følger.
   Gid vi dog kunne behandle Breivik som det, han er: En ynkelig, ensom person, der med alle til rådighed stående midler måtte hævne sig på menneskeheden. Lad ham dog fremtræde åbent i retten med sin ynkelighed!
   Men måske er der en rigtig god grund til at lukke rettens døre? Breivik var måske slet ikke så alene, som jeg tror? Måske havde han venner ikke blot i det norske og internationale ekstreme højre, men også blandt politifolk og efterretningsagenter?

Henning Prins

ForsideVidere i portalen Tidligere ledere Arkiv