Hele verdens julemand

 

Af Anne-Marie Steen Petersen og Henning Prins,

forfattere til bogen På sporet af Julemanden”, Gyldendal 2001.


Med hundreder af illustrationer

 

Tag med på en rejse 1700 år tilbage i tiden og mød den mand, der blev hele verdens julemand. Uddrag af bogen

 

 

 

I hele menneskehedens historie har der aldrig nogensinde eksisteret en person med så stor folkeyndest som grækeren Nicolaos fra Myra, der blev biskop i denne by i år 300 e. Kr. Nu hedder byen Demre og ligger i Tyrkiet. Men den gang var det græsk. Siden fik han flere navne, Sankt Nicolaus, Børnebispen, Santa Claus og Julemanden m.m. Kær gavegiver har mange navne. I hans skikkelse mener nogle folkemindeforskere at genkende træk fra de guder, der forsvandt med kri­stendommens indførelse ved lov i det romerske rige i år 325 e. Kr.

 

OM DEN HELLIGE NICOLAUS virkelig har levet, véd man ikke. Men at han var godgørende og udførte mirakler, er bekendt. Legenderne om ham bærer træk fra mange gamle, hedenske myter.

   Nicolaus levede netop i skæringspunktet mellem den gamle tids religioner, som der var et utal af, og så den kristne kirkes begyndende monopol, der udmøntedes i Konciliet i Nicæa år 325 under forsæde af Konstantin den Store. Denne kunne sagtens se de politiske fordele ved en officiel statsreligion. Selv beholdt han titlen Pontifex Maximus, hvad der betød ypperstepræst for hele kirken. Når biskoppen i Rom, Paven, siden hen netop får denne rolle som absolut overhoved, kan det være en videreførelse af institutionen Pontifex Maximus.

 

IFØLGE LEGENDEN blev Nicolaus født i byen Patraz i nærheden af Myra som eneste søn af velhavende forældre. Om hvordan han blev biskop i Myra siger le­genden, at det skete på Guds befaling.

   Dette udsagn, altså at Gud selv befalede Nicolaus at blive biskop, skal nok ikke tages alt for bogstaveligt.

   Gudsbefaling eller gudsdom kunne i princippet være hvad som helst, at slå plat og krone, kaste terninger. Eller, som det kendes fra mange folkeeventyr: Det første levende væsen, der træder ind…!

 

                                                   

 

NICOLAUS BLEV altså biskop på Guds befaling. Ved et tilfælde. Eller ved skæbne. Fordi han var den første, der trådte ind i Gudshuset i Myra en bestemt dag.

   Den form for overtro, der byggede på det rene tilfælde, behagede ikke kirken. Så ifølge senere udgaver af legenden om Nicolaus` bispekald modtog menigheden, eller de forsamlede biskopper, efter at have dvælet i bøn og faste, et budskab di­rekte fra Gud. En stemme sagde til deres talsmand: Du skal begive dig til kirken og stå vagt ved døren, og det første menneske, der træder ind i kirken, som også hedder Nicolaus, skal da være biskop! Meningen er god nok: Gud spiller ikke ter­ninger.

 

 

DER FINDES over tusind legender optegnet om Sankt Nicolaus, mange af rent lokal oprindelse. Her skal blot fortælles om nogle af de mest udbredte og berømte. Dem, der bedst kan belyse Nicolaus´ karaktér og sindelag.  

   Den i Vesteuropa mest kendte og historisk mest sandsynlige handler om, hvor­dan han reddede tre jomfruer "af adelig byrd" fra prostitutionen.

   Vi må formode, at den rige Nicolaus boede på et godt strøg i byen og altså havde velhavende naboer.

   Imidlertid gik det en af hans naboer så dårligt økonomisk, at han ikke kunne gifte sine tre døtre bort, eftersom han manglede den nødvendige medgift. For medgift er og har været en betingelse for indgåelse af ægteskab helt op til vor tid i alle kulturer.

   Han klagede sin nød til naboerne, og den gode Nicolaus følte medlidenhed med ham. Men Nicolaus var åbenbart også, gætter vi på, en god psykolog, for som alle véd, skal man være forsigtig med at gøre folk tjenester, de ikke kan gengælde.

   Så for ikke at ødelægge det gode naboskab listede Nicolaus sig om natten hen til naboens hus og kastede tre guldstykker ind ad vinduet, hvorefter han diskret trak sig tilbage.

   Nu kunne manden bortgifte sine døtre i tugt og ære og alt var vel.

 

   Denne legende var med til at fastslå Nicolaus som de giftefærdige pigers hjælper og beskytter, han hylder ikke løsagtigheden, men ægteskabet og der findes talløse rim og sange, hvormed unge piger kunne henvende sig til ham. Det skulle gerne være på hans dag, den sjette december, eller nytårsaften.

                                

               Patron des filles, Saint Nicolas

               Mariez-nous, ne tardez pas

               Saint Nicolas, ce bon patron

               Marie les filles avec les garcons

                          

                               De pigers beskytter, Sankt Nikolai

                               Gift os bort, tøv dog ej

                               Sankt Nikolai, vor gode ven

                               Gift pigerne med de unge mænd

 

sang de franske piger. Nicolaus er en stor tilhænger af frugtbarhed og hjemlig lykke.

 

EN ANDEN berømt legende er den om genoplivningen af de tre poge eller studenter.

   Disse havde under en rejse søgt herberg. Værtsparret troede, de havde mange penge på sig og myrdede dem for at plyndre dem. Da det ville kaste mistanke på dem, hvis man fandt ligene af de tre unge mænd, valgte de at partere dem og lægge dem i saltlage i et stort sulekar. Ifølge den ældste legende lå de der i syv år.

   En dag kom Nicolaus forbi herberget, ifølge visse udsagn forklædt som tigger, og bad om at få tilberedt et måltid af nyslagtet kød. Værten beklagede, de havde ikke slagtet fornylig, men så bad Nicolaus om at måtte se deres sulekar og det hele kom for en dag.

   Den ældste legende fra 1200-tallet påstår, at Nicolaus selv vakte de nedsaltede studenter til live, senere bliver det til, at han knæler og beder Gud om at sende en engel ned for at genopvække de døde. Derefter bebrejder han de to værtsfolk de­res forkerte opførsel, de falder på knæ og fortryder. Men de bliver ikke straffet, deres anger er nok.

   De tre studenter eller poge, der således blev vakt til live, er knyttet

til to aspekter ved Sankt Nicolaus og siden Julemanden. For det første er Nico­laus ungdommens og børnenes beskytter, for det andet har han også noget med skole og lærdom at gøre.

   Interessant nok bliver de tre poge yngre og yngre op gennem tidernes mange fremstillinger af dem. Til sidst er det de rene spædbørn, der stikker op af saltkar­ret, som ofte står ved foden af Nicolausstatuer.                       

 

OM DEN STORE hungersnød i Myra berettes følgende: Der havde været tørke i flere år i Lykien og menneskene i Myra havde intet at spise, ja, end ikke korn til udsæd.

   Da ankom der en flåde af kejserlige skibe til byen. De var lastede med korn til kejseren i Alexandria og nægtede, trods befolkningens bønner, at overlade noget af kornet til de sultende, da de ville blive draget til ansvar derfor over for kejseren.

   Nicolaus gik ned til havnen og talte til dem, og han lovede dem, at de, når de ankom til kejseren, ikke ville mangle det mindste af deres last. Han talte så godt, at de til sidst lod sig overtale til at give ham noget af deres korn.

    Da de romerske skibe siden ankom til Alexandria, måtte de sande, at Nicolaus havde talt sandt: Det manglede ikke et korn.

   Det er svært at komme uden om, at Nicolaus, på den ene eller den anden måde, gør godt med sin rigdom.

 

                                                    *

 

LEGENDEN OM de nødstedte søfolk er nok den beretning, der har haft størst be­tydning for udbredelsen af Nicolaus-kulten, eftersom skibsfarten har været meget væsentlig i hele Europa siden oldtiden og søfolkene derfor nåede helt ud til græn­serne for, hvad man kaldte den kendte verden.   

   Nok om det: Et skib kom i havsnød, da et stort uvejr brød løs og søfolkene frygtede for deres liv og lemmer. Da råbte de i kor: "Nicolaus, hjælp os i denne vor nød!"

   Da skete det, at en mand, der lignede Sankt Nicolaus, viste sig og sagde: "Hvad vil I mig, jeg er her!" 

  Han hjalp dem at sætte sejlene og stilnede stormen, hvorefter han forsvandt. Da var alle glade og takkede Gud og Sankt Nicolaus for deres nåde.

   I ældre fremstillinger af denne begivenhed ses Nicolaus enten gående på vandet eller sågar flyvende gennem luften, mens han senere afbildes sejlende i en lille båd. Her er der et vist sammenfald med Jesu mirakler.

   Nu er der det ved såvel jomfruer, skoleelever, fanger, soldater som søfolk, at de i mindre grad end andre råder over deres egen skæbne. De er på forskellig vis un­derkastet magter, de ikke behersker og har derfor også mest brug for en beskyt­ter, der direkte kan gribe ind, når liv og lemmer står på spil.

   Fordi man kan få fat i Nicolaus, når det gælder, blev han søfolkenes helgen, og for resten også skibsredernes og siden handelsmændenes patron. Det hænger jo godt nok sammen.

 

NORMANNISKE SOLDATER, forklædt som munke og tilskyndet af købmænd i byen Bari i Apulien i Syditalien, var omkring år 1000 draget til Myra, hvor de havde plyndret Den Hellige Nicolaus´ grav og ført hans rester hjem til deres by, således at den store helgen ikke skulle være under tyrkernes kontrol. De havde nemlig erobret det græske Lilleasien på denne tid.

    I øvrigt havde såvel regeringen i Konstantinopel som stormagten Venedig, "Havets dronning", også planer om at bortføre Nicolaus´ jordiske rester. Men de var ikke hurtige nok, barenserne kom dem i forkøbet. Og det var helt sikkert ikke kun de kommercielle aspekter, der fik købmændene i Bari til at hyre lejetropper for at bortføre Nicolaus. Man har været fuldt og fast overbevist om hans undergø­rende kræfter.

 

EFTERRETNINGERNE OM den Hellige Nicolaus og hans under- gørende olie var nået ud over hele den kristne verden. Og det var ikke blot olien, der gjorde ham berømt.

   Især var det hans særlige forhold til havet og vindene, der gjorde ham betyd­ningsfuld, ikke mindst for sømændene. Derfor rejstes der rundt om i Europas havnebyer et utal af kirker viet til ham. Nikolaj kirke i København, selvfølgelig, men Århus domkirke var også oprindeligt viet til Nicolaus.

   Allerede længe inden hans relikvier blev ført til Bari, var der rundt om i Europa opført kirker til hans ære. Alene i Bari var der hele tre. År 1087 er der mere end 200 Nicolaus-kirker i Calabrien. I 751 får han en kirke i Rom. Siden kommer så Pisa, Genua og Venedig. Og så springer han helt til Tyskland: I 818 bygges en Ni­kolaus-kirke i Fulda. Og i 980erne i Meissen og Göttingen.

 

EN LISTE OVER nutidige Nicolaus-kirker i hele verden er imponerende og helt sikkert ikke fyldestgørende. Alene i Tyskland findes der i dag 447, der er viet til ham, i Frankrig 251, i USA 222, i Danmark 33, i England 160, i Rusland 149, i Sverige 85, i Belgien 101, i Tjekkoslovakiet 44, i Baltikum 17, i Grækenland 65, i Tyrkiet 8 ud over den i Myra, i Rumænien 48, ja, i Island er der minsandten 42, på trods af at befolkningen vistnok ikke når op over de 300.000 individer. Og så véd vi oven i købet, at dette kun er toppen af isbjerget, for der har ved middelal­derens slutning alene i et lille land som Danmark været flere hundrede kirker, der oprindeligt har været indviet til Sankt Nicolaus, Nikolaj på dansk.

   Man kan sammenligne udbredelsen af Nicolausdyrkelsen med en langsom eksplosion. Fra at være nogle fås indbyrdes fortællinger om jærtegn ved en hellig mands grav spredtes myten om Nicolaus til hele den kristne verden i løbet af nogle få århundreder. Og der var så at sige ikke det underfulde værk, man ikke tillagde ham.

 

MED REFORMATIONEN faldt alle helgenbilleder ned fra deres piedestaler. Hel­gentilbedelse var afgudsdyrkelse, mente protestanterne. Kun Vorherre, hans en­bårne søn og Helligånden, den såkaldte treenighed, gjaldt nu for ægte gudstro. Den katolske overtro skulle fordrives, med ild, med hvidtekalk og med sværd og stokke. Billedstormen, som rydningen af kirkerne blev kaldt, var mere eller min­dre radikal, således at jo mere nordpå i Europa, man kom, jo færre kalkmalerier, helgenstatuer og ikoner blev der ødelagt. Hvad vi glæder os meget over i dag, hvor ikke mindst kalkmalerierne er enestående fremstillinger af middelalderens sociale og trosmæssige folkeliv.

  

NICOLAUS blev altså væltet, men i modsætning til de fleste andre helgener lan­dede han på begge ben.

   Det var slet ikke så let at skille sig af med den helgen, der gennem hele middelalderen havde stået for handel og søfart, sikkerhed på landevejene, skole­børns tugt og opdragelse, og ikke mindst, at de unge piger kunne møde nogle unge mænd, som de kunne gifte sig med, så der kom nogle børn. Som kunne få nogle gaver! Ja, i og for sig havde han påtaget sig den aktive rolle, Vorherre ikke længere kunne udfolde i sin ophøjethed.

   Luther selv havde ondt ved at kaste Sankt Nicolaus på møddingen. Han skriver rørt i sin dagbog om, hvorledes han som syvårig havde modtaget gaver den 6. december på Nicolaus´ dag.

   Og mens Nicolaus efter reformationen mere eller mindre fik frataget sine øvrige opgaver som værnehelgen for forskellige laug og gilder, fremstod han så meget tydeligere som børnenes og skoleelevernes ven. 

 

SKOLEN OG UNDERVISNINGEN lå Nicolaus meget på sinde. I det hele taget må vi vel sige, at den kristne kirkes mest betydende indsats i Europa var indførelsen af et mere eller mindre obligatorisk skolevæsen, der i vore dage anses for så na­turligt, at vi har svært ved at forestille os, at det nogen sinde har været anderle­des. Og derfor tænker vi heller ikke over, at det, vi i dag kalder eksamen og ka­raktergivning har sit udspring i Nicolaus´ og Knecht Ruprechts årlige revselser og belønninger.

    Nicolaus havde også pædagogiske opgaver. I den katolske tid indøvede man på kloster- og katedralskoler grammatik ved at gennemspille Nicolaus-legenderne som små skuespil.

   På De uskyldige børns dag den 28. december til minde om barnemordet i Betlehem gik man i procession til Nicolaus’ alter og derefter valgte man en børnebi­skop.

 

 

JULEN HAVDE sine egne, ældgamle skikke i Det Høje Nord. Her drak man siden oldtiden meget sigende jul, hvad der bestemt ikke er gået af mode, bare tag til en såkaldt julefrokost, hvor der simpelthen skal ædes og drikkes, til det står ud af knaphullerne.

   Tilsyneladende har Julemanden ikke spor at gøre med Julenissen. Alligevel hedder de det samme – Nicolaus, Nikolai, Nigels, Niels og Nis. Et sært tilfælde. Men ordet Nisse har en helt anden oprindelse end Nicolaus. Det hentyder nemlig til noget spidst, lige som for eksempel en næse, et næs, altså, nissen gik med tophue. En næsehue, så at sige. Det er dialekt, på angelsk, sønderjysk og slesvigsk hedder et næs et nis, se selv på kortet.

    Mange steder valgte man en Julebisp. Han var en reminiscens fra den katolske tid, nemlig Børnebispen, hvor pogene for en tid havde lov til at regere i skolen.            

 

                          Her vier vi os en Julebisp,

             Den gi’r vi nødder og ævler;

             Men den, vi havde i fjor,

             Den gav vi døden og djævle.

 

Sådan sang man, mens man gik rundt om den karl, der var blevet udnævnt til Julebisp. Han spillede hele aftenen en vigtig rolle som den, der bestemte løjerne. I munden havde han en pind med et tændt lys i hver ende. Under skjorten havde han en spand med vand og en karklud. Hvis han ikke var tilfreds med trakte­mentet, tog han sin karklud og strintede vand efter gæsterne eller slog dem i an­sigtet med den. At han har noget med Sankt Nicolaus at gøre, ses af, at han vier de unge mennesker parvis:
 

                            Jeg vier eder sammen med havre og hø,

                       Kan I ikke leve, så må I dø

 

Dette vers henviser til de faktiske forhold på landet, hvor man ikke kunne over­leve med en dårlig høst. Korn til menneskene, hø til dyrene.

 

I DEN STOR BASTIAN optræder helgenen fra Myra som den straffende skolelærer, Der grosse Nikolaus. Men snart skulle hans rolle ændre sig i den strøm af bøger og hæfter, der begyndte at udkomme i sidste halvdel af 1800-tallet. Det skete overalt i Europa og hang sammen med forbedringer inden for trykketeknikken og den industrielle revolution, der krævede læsefærdighed, højere uddannelse og mere almenviden af almindelige mennesker.

   Til jul var det selvfølgelig juletegninger, der stod på programmet, stadig domine­ret af Julenissen og Juleenglen. Julemanden var en forholdsvis sjælden gæst. Samtidig så flere egentlige julehæfter dagens lys. Juleroser var et skandinavisk, meget ambitiøst tidsskrift for voksne, udelukkende fyldt med strålende kunstnere og lødige forfattere. Det var måske vel udsøgt og nåede aldrig den helt store folke­lige udbredelse. Det gjorde derimod Børnenes Juleroser og Børnenes Julegave, der begge udkom til omkring 1930 med julehistorier, illustrationer og udklipsark. Også i de andre nordiske lande kom der julehæfter; i Norge udkom Børnenes Jule­træ, dog kun i to år, 1891-92, mens Jultomten blev udgivet i Sverige fra 1891 til 1934 med rige skatte af illustrationer af fremragende tegnere. Det skal være ud­kommet i omkring 200.000 eksemplarer. Hele denne periode var en blomstrende tid for påfund om Julemanden.

    Set fra Nicolaus’ synspunkt blev det attende århundrede i det protestantiske Nordeuropa en meget forvirret tid.

 

SOM SÅ MANGE andre utilpassede europæere, der led af sult, politisk eller reli­giøs undertrykkelse eller simpelthen havde eventyrblod i årerne, og som savnede en ny identitet, drog Nicolaus til Den ny Verden, Amerika.

   Ifølge en udbredt legende fulgtes han med de første hollandske indvandrere, der i 1624-26 anlagde kolonierne Fort Orange og Nieuw Amsterdam. Her påstås det, at han, ganske som i det gamle Amsterdam, blev hædret den 6. december, selv om der næppe kom et skib fra Spanien med Swarte Piet og alt det dér.

   Og han skal have været galionsfigur på det første hollandske skib, Gode Vrouw, der anduvede den amerikanske kyst. Dette er fri fantasi. Ifølge sagkundskaben har Sankt Nicolaus aldrig været galionsfigur.

   Derimod satte Nicolaus foden på amerikansk jord sammen med Columbus, der opkaldte havnen og molen på Santo Domingo, det nuværende Haiti, efter ham. Også det nuværende Jacksonville i Florida blev oprindeligt af spanierne kaldt for Nicholas Ferry.

   Måske har han været der endnu tidligere, for vikingernes kirke på Grønland var også en Nicolauskirke og mon ikke den islandske viking Thorfinn Karlsevni, der op imod år 1000 boede flere år i Vinland, har haft en slags kirke eller helligsted, som det for en søfarer ville være naturligt at opkalde efter Sankt Nicolaus. Så Ni­colaus kan have ældre rødder i Amerika.

 

DE MENNESKER, der rejste til det område, der siden er blevet kaldt New Eng­land, var næsten alle sammen enten reformerte, puritanere eller protestanter.      

   Hvis der var noget, der lå disse folk fjernt, så var det at slæbe et helgenbillede med fra det Europa, de netop havde forladt for at komme væk fra alt papisteri, for ikke at tale om undertrykkende herremænd, konger og prælater.

   De første to hundrede år havde man i den ny verden kun én helligdag, der blev højtideligholdt, og det var søndagen. For øvrigt havde man heller ikke tid til pjat, her skulle man nemlig arbejde, og arbejde hårdt. 

 

DET VAR KONKURRENCEN med en anden helgen, der blev skyld i at Nicolaus’ fik succes i De Forenede Stater.

   De engelske købmænd havde Sankt Georg, der er Englands symbol, som skyts­patron. En helgen, der meget passende for det krigeriske engelske imperium var en ridder i panser og plade, der slog dragen ihjel for at redde prinsessen, hvad der kan handle om gods og guld og prinsessen og det halve kongerige, og den civilise­rende kristendom, der udrydder hedenskabet - der er mange tolkninger.

   I 1714 var slægten Stuart uddød og den hannoveranske kongeslægt kom på tronen i England. De brugte navnet Georg som kongenavn i flere generationer, hvorfor englænderne i New England blev kaldt for georgianere

   Disse købmænd og koloniadministratorer var den dominerende gruppe i New England, den egentlige overklasse, med store privilegier. Efter talrige krige med Frankrig og Spanien havde det Britiske Imperium taget magten over hele områ­det.

   Disse folk troede ikke på helgener. De var ikke katolikker. Men noget tyder på, at et laug, et gilde eller en forening åbenbart er nødt til at have sådan en sam­lende figur, der repræsenterer standen i en højere sfære.

   Den begivenhed, der fik afgørende betydning for Nicolaus, var Den amerikanske Revolution, også kaldet Den amerikanske Frihedskrig, der brød ud i 1773 og vare­de til 1783, hvor de tidligere britiske kolonier løsrev sig fra Storbritannien.

   Nicolaus blev indsat som New Yorks værnehelgen og det må siges at være karri­ere efter 200 års mere eller mindre glemsel. Hans strålende genkomst skyldes især et fremtrædende medlem af det historiske selskab, forfatteren Washington Irving, der i 1809 skrev en vidunderlig løgnehistorie, The History of New York. By Diedrich Knickerbocker. Det er i denne bog, der regnes for det første stykke ame­rikansk skønlitteratur, at St. Nicholas ankommer til Ny Amsterdam i skibet Goode Vrouw. Desuden kommer St. Nicholas ridende på en hest gennem luften. I en senere udgave fra 1812 retter han det til, at han kører i en luftbåren vogn.

   St. Nicholas optræder i et ret særpræget kostume med bredbræmmet hat med høj, rund puld, stortrøje med svær læderrem, lang kridtpibe og et stob i hånden, hvori der med garanti ikke er sodavand. Han er nærmest rødglødende i kinderne og på næsen.

   Desuden kan St. Nicholas flyve ved ganske simpelt at trykke på sine næsefløje. Supermand har skam sine aner.

 

DET MERKANTILE aspekt ved Sankt Nicolaus kom først frem med udgivelsen af Irvings Knickerbocker. Fejringen af nytåret med masser af fyrværkeri, gavegivning og alskens løjer havde længe været en stor forretning i det nu ikke længere så pu­ritanske New York.

   Forfatteren Clement Clarke Moore skrev det i USA så elskede digt om besøget fra Sankt Nicolaus. Her optræder han som en noget mindre mand, end vi kender ham i dag og han er også luftbåren, i en flyvende kane med otte rensdyr, Dasher, Danser, Prancer, Vixen, Comet, Cupit, Donder og Blitzen, som forspand. Og kom­mer nu ned gennem skorstenen.

   Skorstenen har noget med ild at gøre. Og ild og solhverv har noget med hinan­den at gøre. De gamle vikinger brændte hele skibe af til jul og islændinge, færin­ger og shetlandsboere gør det den dag i dag. Og skorstenen, der en gang var et lyrehul i husets tag, har altid været den naturlige ind- og udgang for ånder.

   I dag kaldes Moores digt The Night before Christmas, fordi selve Sankt Nicolaus’ navn er gået i glemmebogen. Nu hedder han jo Santa Claus – ja, efterhånden bare Santa!

   Børnene begyndte nu at hænge deres strømper op ved arnen omhyggeligt forsy­net med deres navn, så at de artige børn kunne håbe på at få lidt mere i strømpe­skafterne end de slemme.  

  Købmanden J.W. Parkinson fra Philadelphia hyrer i 1841 en mand til at kravle ned gennem skorstenen som Santa Claus og dele gaver ud. Og hermed begynder Julemanden at antage den størrelse, vi alle anerkender i dag.

 

SANTA CLAUS har mange fædre og mødre i De Forenede Stater. Foruden Wash­ington Irving har utallige andre beskæftiget sig med ham. Der udkom efterhånden adskillige julehæfter og C.C. Moores Et besøg fra St. Nicholas, der var blevet om­døbt til Natten før juleaften udkom hvert år, ofte med nye illustrationer. Det lå amerikanerne meget på sinde, at landet kunne skabe selvstændige traditioner og selvstændig kunst.

   Bogen kunne også hedde noget andet, nemlig Natten før nytårsaften. Det kom helt an på, om man boede nord eller syd for den såkaldte Mason-Dixon-linie, det, der er skillelinien mellem nord- og sydstaterne. Deraf navnet Dixie om Sydstater­ne. I Dixie hed den Natten før nytårsaften. Dixie kaldes også for Bibelbæltet og man skal ikke træde de troende for nær.

   Det kom i det hele taget til at gælde for en lang række værker fra New York, at de blev omarbejdet, så de passede bedre i sydstaternes smag.

   Den tegner, man traditionelt giver æren for som den første at have gestaltet Julemanden, er Thomas Nast. Han var en kendt karikaturtegner og havde moret sig med at samle et hæfte med tegninger af Santa Claus under titlen Juletegnin­ger beregnet for den menneskelige race, hvad der vist skal opfattes som noget po­litisk, nemlig at den nye menneskelige race boede i en ny verden. I hans streg er Santa Claus mest er at ligne ved en forsoren Falstaff-type, med ølvom, rød tud og kinder, pibe og kristtornblade i en krans om håret. En klar påvirkning fra den engelske Father Christmas. 

   Det er også Thomas Nast, der opfinder Julemandens værksted, og som en tra­dition, der ikke er blevet mindre betydningsfuld med tiden, opfinder han, at man kan skrive til ham. For at give ham en adresse, der ligger uden for almindelig rækkevidde, lader han ham bo på Nordpolen. Og så nærmer vi os vist det, vi for­står ved den moderne Julemand, der trods sine europæiske rødder nu må siges at være indfødt amerikaner.

 

JA, VIRGINIA, JULEMANDEN FINDES!  En lille otteårig amerikansk pige, Virginia O’Hanlon, skrev i 1897 til avisen The New York Sun og fortalte, at hendes venner gjorde nar ad hende, fordi hun troede på julemanden. Men hvis The Sun kunne bekræfte hans eksistens, ville de tro hende.

   Til det svarede redaktøren Francis P. Church: ”Virginia, dine små venner har uret. De er påvirket af at leve i en skeptisk tidsalder… Jo, Virginia, der er en jule­mand.”

   Et langt, meget rørende og poetisk svar, der bliver genoptrykt hver jul og som alle amerikanske børn kender.

   En pudsig historie fortælles fra Chicago. I den usædvanligt strenge vinter 1901 stod børnehaven fra The Perkins Bass Elementary School og ventede med røde kinder på Julemanden. I det smukt dekorerede klasseværelse stod et juletræ med tændte lys. Ind kommer Julemanden med flagrende hvidt skæg og siger Glædelig jul, da et lys ved et uheld antænder Julemandens skæg. Stor panik, Julemanden skriger, børnene ser til i stum rædsel. Endelig får Julemanden flået sit skæg af og hvem åbenbarer sig: Klasselærerinden. Børnenes skuffelse er så stor, at vi i vore dage ville have givet dem krisehjælp.

   At spontan godgørenhed kunne overbevise selv en hårdnakket benægter om Julemandens eksistens, viser følgende historie, der også stammer fra Chicago: Franz Kurz, der var kedelpasser på en fabrik, der fremstillede krigsmateriel, det var i 1944, og krigen var på sit højeste, havde ikke megen fidus til skikken med at bruge en masse penge på at æde og drikke til jul. Forresten havde han heller ikke nogen, så hvis de havde holdt julegilde, måtte han og hans familie dø af sult.

   To dage før jul blev denne sparsommelige og hårdtarbejdende mand kørt over af en flugtbilist. Han fik kraniebrud og brækkede ribben. Fra sin hospitalsseng de­klamerede Kurz over for sin kone, at Julen alligevel bare var noget møg!

   Men efter at adskillige politibetjente havde hørt om hans skæbne, lod de hatten gå rundt. Det blev til den for datiden ganske nette sum af 67$. Så familien fik både kalkun, tøj og nye sko.

   Nu fik piben en anden lyd: ”Nå, så findes Julemanden alligevel. Hvem skulle have troet, at han ville besøge os!”

 

I LØBET AF tyverne samles billedet af Santa Claus, så der bliver almindelig enig­hed om hans udseende, altså rød hætte eller hue med hvid pelsbræmme, ditto stortrøje, også pelsbesat, bred, sort læderrem om den trivelige vom, rødsprængte kinder og næse (kulde eller sund tørst?), sorte læderluffer og sorte eller brune ka­nestøvler af læder, gavesæk og evt. lidt kristtorn. Og så naturligvis et stort, hvidt bedstefarskæg og hvidt hår.

   Den kunstner, der kommer til at få den største betydning for Santa Claus’ endelige udformning og som er med til at gøre figuren verdenskendt, er maleren Haddon Sundblom, der indleder et samarbejde med Coca-Cola i 1931. Dette sam­arbejde skulle vare ved lige til 1964 og resulterede i en række karaktérfulde por­trætter, der ved nærmere eftersyn også fortæller lidt om den tid, de er blevet skabt i. Altså en lille historiefortælling inden i det store billede. Vi ser for eksem­pel, hvordan Santa Claus udefra ser ind i den hyggelige oplyste stue, hvor vi må tro, familien sidder samlet. Det er lige efter anden verdenskrigs afslutning og kan på den måde symbolisere den hjemvendende soldat.

   Eller et andet billede, hvor to børn står over for et moderne køleskab for at lægge Colaer ind til Julemanden, mens Santa bred og velvilligt smilende ser til. Cola er børnenes gave til Santa. Det er nemlig en drøm, der er ved at gå i opfyl­delse, for køleskabet var i 1937 kun lige på trapperne til at blive hver mands eje.

   Sådan bliver han i bund og grund amerikaner.

   I 1942 begyndte Coca-Cola at optrykke legemsstore papskilte, såkaldte dis­plays, med Santa Claus, også malet af Haddon Sundblom, der blev opsat overalt i USA og var med til at cementere billedet af ham. Desuden fremstillede man min­dre udgaver, der kunne stilles op på diske i forretninger og Sodafountains, som isbarer kaldtes den gang. Haddon Sundblom slår én gang for alle fast, hvordan Julemanden ser ud.

   En anden kunstner, der fik sendt Julemanden på verdensomrejse, var den store tegnefilmsmager og – producent Walt Disney. Efter hans og hans stabs gen­nembrud med figuren Mickey Mouse i 1928 udfoldede denne gruppe en rivende opfindsomhed og dynamik, hvor de hele tiden fandt på nye figurer, historier og teknikker inden for tegnefilmskunsten.

   I 1933 og 1934 skabte de blandt meget andet to korte julefilm, Julemandens værksted og Julemandens rejse. Især blev værkstedsfilmen en succés, med sin beskrivelse af en hypermoderne, gennemrationaliseret samlebåndsfabrik, hvor nisser og alfer, Julemandens glade hjælpere, knokler løs i flerholdsskift med at lave legetøj til alle jordens børn, en helt ubekymret hyldest til det moderne Amerika og landvindingerne inden for industrialisering og teknologi. Det er fra disse to film alverden kender hans berømte Ho, ho, ho!

   I halvtredserne fulgte Disneykoncernen op på disse film ved de årlige juleshows i biograferne, især med Mickey, Fedtmule, Pluto, Anders And og Chip og Chap i hovedrollerne. Shows, som vist alle, der var børn den gang, mindes med vemod. Og nu har vi hvert år til jul højdepunkter fra Disneys store produktion som fast tilbagevendende julehilsen på TV.

   I året 1954 stod der adskillige tusind små mænd, udstoppet med puder og an­det fyldstof, dårligt siddende skæg af vaskbart nylon og parykker, rød kappe og sorte oilskinsstøvler og ringede med klokker på 7.000 gadehjørner overalt i De Forenede Stater. Et enkelt varehus brugte omkring 5.000 dollars på at skabe et Santas eventyrland, en efter datidens målestok meget betragtelig sum og klart begyndelsen til vor tids overdådige juleudstillinger. Her kom børnene i endeløse køer for at sidde på Santas skød, fra en enkelt op til fem ad gangen. To julemænd skiftedes hver time til at tage deres tørn. De nåede at have over 50.000 børn på skødet!

   I New York var der på det tidspunkt hele tre skoler, der optrænede julemænd. Sammesteds afholdt man også såkaldte parades, processioner til ære for Santa Claus, blandt andet iscenesat af store varehuse som Macy’s.

   I 1939 skriver en genert reklamemand Robert L. May for The Montgomery Ward Company, der bestod af en række stormagasiner i Illinois, et digt om det niende rensdyr, der får navnet Rudolf.

   Det bliver siden i 1949 af sangskriveren Johnny Marks lavet om til landeplagen Rudolf med den røde tud, som vist er de fleste bekendt.   

   Alene i de Forenede Stater vil man kunne opdrive tusindvis af sange, der handler om Santa Claus.

 

 

DEN MODERNE Julemand kommer i højere og højere grad til at knytte sig til julehandelen, ja, bliver faktisk dens symbol. Med det, vi mener at vide om Sankt Nicolaus, helt tilbage fra hans tid som biskop i Myra, er dette aspekt ham ikke fremmed.

   København er en rigtig Nicolaus-by. Allerede i 1200-tallet stod byens fornemste romanske bygværk, Nikolaj Kirke, på sin plads midt i centrum og havnen har sikkert også været indviet til Nicolaus, med et kapel til at betjene søfolkene. Sandsynligvis har der allerede været en Nikolajkirke i 1100-tallet.  

   Nikolaj Kirke er en del af københavnernes sjæl. I middelalderen havde den by­ens højeste spir, der skuede ud over havn og sund som et vartegn og sømærke, og borgerne følte sig stærkt knyttet til deres kirke.

   Go’e gamle Nikkelej, som københavnerne sagde med selvfølelse. Og drengenavnet Nikolaj er den dag i dag særligt udbredt i københavnsområdet.

   Derfor er det rimeligt nok, at København i dag er et centrum for alt, hvad der har med jul at gøre. Danske firmaer er blandt de førende med julestads på internationalt plan og verdens første organiserede julemandslaug har sit udspring hér. Årets største begivenhed for de næringsdrivende har danskernes bevågenhed. Også som den største velgørenhedsfest, der findes.

   For det er ikke kun forretning. Tænk på de tusindvis af julemænd, der står på gadehjørnerne i USA og ringer med deres klokke, mens de samler penge ind. Alle sam­men udstyret med et julemandscertifikat, der viser, at de har gået på skole og lært sømmelig julemandsadfærd. Ikke, at certifikatet er officielt og udstyret med statens eller kommunens stempel – julemandserhvervet er fri næring, der princi­pielt kan udøves af enhver.

   Julemænd i uniform må hverken ryge eller drikke spiritus. Og der er visse reg­ler for, hvordan en julemandsdragt skal se ud. Rød kappe eller kuskeslag med rød hætte eller hue, hvide pelskanter på ærmerne, sorte eller brune støvler, svær læderrem eller bælte af tvundne snore, eventuelt kaneluffer. Som den kendte danske gøgler, professor Tribini, der var en meget efterspurgt Julemand, har for­talt, så blev det et spørgsmål om hvorvidt han havde støvler på eller træsko, der afgjorde, om han var Julemanden eller Julenissen. Altså havde han altid et par af hver med, så han lynhurtigt kunne skifte.

   Julemanden kan også være klædt som Bisp Nicolaus eller Fader frost og optræ­de med frøken Snefnug eller Snepigen. Dog ikke i Skandinavien. 

   Den norske julemand er naturligvis iført lusekofte og striklue og står på ski. Og så går den irske julemand altså med grøn hue, bare at man véd det!

   Julemændene underviser hinanden, på kurser eller skoler, og der er et uskrevet bud om, at det ikke er en bestemt, der er julemanden, selv om der ved Santa-So­mikkerne som regel bliver kåret en årets julemand. Det er én for alle og alle for én, Julemanden er et princip.

   Man skal være bidt af det, hvis man vil være julemand!, fortæller årets julemand fra den seneste Santa-Somik i 1996, Jørgen Rosland.  

   Julemænd er ikke bare nogen folk, der for at tjene lidt til jul lader sig hyre til privat familiejul eller firmafester. Der er mange, der gør det ulønnet. Det vil sige, at de giver deres honorar til velgørende formål. 

   Det er en rigtig livsopgave, hvor julemændene af deres egne private lommer skænker store beløb til godgørende fonde, f.eks. Santa Claus Foundation Børne­fond, der i 1995 indsamlede hele 100.000 dollars til Nelson Mandela til støtte for børn i Sydafrika.

 

SANKT NICOLAUS ligner ingen anden helgen inden for den kristne verden. Han har aldrig lidt, endsige ofret livet for Kristi sag, han var ingen asket og han døde fredfuldt som en gammel mand. Han gav ganske vist penge væk, men forblev rig, hvad der tyder på forretningssans, han var pigernes og det forpligtede ægteskabs fortaler, reddede børn og søfolk, frelste soldater, opklarede kriminalgåder, men tilgav altid skurkene. Han havde intet formuleret budskab, men talte kun gen­nem sine resolutte handlinger, når han bistod mennesker i nød. En helt igennem ikke-intellektuel personlighed, hvem kun få ytringer tillægges: Her er jeg, hvad vil I mig?, Ho, ho, ho! og Rudolf, kom og lys for mig! Et testamente, der ikke byder på alt for uigennemtrængelige mysterier.   

   Alligevel indbyder han til fortolkninger og kan let stilles i en hvilken som helst sags tjeneste. For de germansk-begejstrede har han været Asetroens hemmelige agent ved Pavestolen, for psykoanalytikerne noget nær selve befrugtningens apo­teose, han har deltaget i adskillige krige på den ene eller anden side, han har i sin store blomstringstid i højmiddelalderen repræsenteret så at sige hver eneste in­teresseorganisation, der kunne opdrives og hans habilitet må siges at være over­ordentlig tvivlsom.

   Hans verdslighed er fra begyndelsen blevet angrebet af de hellige mænd. Jeg hader som dig også Nikolaitterne, skriver Johannes af Pathmos i brevet Til menig­hedens Engel i Efesus.

   At han måtte falde, er klart. At han evnede at overleve, om end stærkt reduce­ret, er en præstation. Degraderet af den katolske kirke, stærkt plaget af alder, ofte fremstillet som en tandløs olding, med tegn på begyndende senilitet, har han ef­terhånden genvundet lidt af sin ungdoms styrke. Hans svære læderbælte sidder solidt om vommen, han fryser ikke på grund af den tykke, pelsforede, røde vams med ditto hætte, olierede sorte kanestøvler og forede læderhandsker, og en lille én til ansigtet giver sund kulør til de frostsprængte kinder. Blikket kan være lidt tvetydigt, syttenhundrede år i tjenesten mærker enhver veteran, man har nok set for meget, prøvet for meget.

   Men arbejdssituationen er gunstig, han har nok at lave. Og han tager det meste på sig, fordomsfri som han er. Handelen har altid haft hans interesse og hér har han nok fundet sig et varigt job. Men det ene forhindrer jo ikke det andet, som han måske kunne have sagt, derfor finder han stadig vej til de små i samfundet, når der skal skaffes lidt ekstra til jul. Her ofte i selskab med engle, nisser og frel­sersoldater, ikke så ringe en omgangskreds endda. Og husk så lige på, hvor mange gaver han efterhånden skal dele ud! Før var det kun i Europa, så kom Amerika til og nu er det hele den vide verden. For gaver skal vi altså have, helst ofte, men i hvert fald til jul!

   Om hans fremtidspotentiale kan der gisnes. Er hans slæde omsider løbet ind i et fast spor eller gemmer der sig endnu skikkelser og forklædninger, denne mær­kelige, altid vennesæle figur kan svøbe sig i? Vi får se.

 

 

 

 

Forside  Arkiv