Henrik Dahl

 

 

 

Benløse fugle

Da jeg i forbindelse med Henrik Dahls mediebrag af en bog, ”Spildte kræfter”, læste, at han var venstreorienteret, troede jeg næppe mine egne øjne. Jeg havde da gang på gang stødt på hans navn i alle mulige sammenhæng, men jeg opfattede ham først og fremmest som en tidstypisk repræsentant for den klasse af menere, der fyldte op i det offentlige rum, som det hedder på nysprog. Folk, der netværkede med ligesindede og skabte sig en stilling ud af det blå, pyntet med moderne universitetsuddannelser af den kommunikative art. Og jeg må indrømme, at da jeg gik i gang med den kun 152 sider lange bog, var jeg først tilbøjelig til at ville lave en overskrift, der hed ”Frikadellens flugt over plankeværket”, for en frikadelle er Henrik Dahl nu en gang.
   Men han er mere end det. Faktisk har han fat i mange lange ender i sin kritik af den såkaldte venstrefløj, som han har netværket med i ca. ti år i håb om at kunne spille en rolle i politik. Og han har et ubestrideligt talent for at træffe de rigtige mennesker og sætte dem i grupper, så han sammen med disse ”navne” kan strikke en bog eller et manifest sammen. Og kendthed er jo smitsomt, så på den måde blev Dahl også kendt. Men ret har han, når han påpeger den fælde, de såkaldte halal-hippier faldt i, da danskhed blev til et fyord og dermed gav vind i sejlene til reaktionære kræfter, der levede højt på frygten for indvandringen.
   Problemet med Dahl er hans overfladiskhed. Som den begavede retoriker, han er, skaber han begreber som ”velfærdsnydere”, og velfærdsnyderne er så socialdemokraterne, Sf og Enhedslisten plus Dansk Folkeparti. Men hvorfor han kalder dem det, gives der ikke noget bud på. Ligeledes introduceres vi til et begreb, der hedder ”velfærdsfundamentalisme”. Det forklares heller ikke. Og sådan er det hele vejen igennem; Dahl formulerer smarte slogans, men der gives ikke nogen forklaring.
   Bogen en fantastisk blanding af bekendelseslitteratur og osende selvros. Han skriver ganske vist ofte ”vi” om de grupper, han sætter til at skrive politiske manifester, men bag det gemmer sig ordet JEG. For Henrik Dahl er såret over at ingen politikere har set hans genialitet. Og det har de ikke fordi ”at når de langsigtede hensyn lægges i den ene vægtskål og de kortsigtede interesser i den anden, er venstrefløjen ikke i tvivl: Det gælder om at varetage de kortsigtede interesser. Velfærdsfundamentalismen har aldrig været stærkere på venstrefløjen, end den er i dag. Derfor har venstrefløjen aldrig været på mere åbenlys kollisionskurs med velfærdsstatens bærende søjler, end den er i dag.” Gad vide om læseren kan få mening i dette volapyk.
   Men mening er der skam i det! Henrik Dahl er på flugt over plankeværket over til det, der kaldes blå blok. Og den borgerlige politik er efter hans mening den sande velfærdspolitik. Tjah, vi skal jo alle leve, og når der ikke er flere ledige pladser at parkere på i venstre side af vejen, må man jo se at finde én i højre side.
   Alligevel er det ærgerligt, at Henrik Dahl ikke bruger sit ubestridelige talent til lidt mere dybtgående analyser. Nu er dette ”opgør” med venstrefløjen blevet til et studie i hvordan man netværker og namedropper for at komme frem i verden. Det ville have været interessant, hvis Henrik Dahl ville have brugt lidt spalteplads til at fortælle, hvad han egentlig vil politisk.

                                                                                                              Henning Prins

Henrik Dahl: Spildte kræfter. 152 s. Gyldendal   


Forside   Boganmeldelser   Arkiv