Per Lau Jensen med bog

 

 

Hund og mand imellem

Forfatteren Per Lau Jensen bor i det nordlige Skåne i et gammelt ”krageslot” sammen med Bølleschæferen, og det er simpelthen bare godt selskab at være i

Forfatteren Per Lau Jensen er nok ikke helt vild med at nogen kalder hans fortælling for ”sød og hyggelig”. For rigtige mænd er nu en gang ikke ”søde”.
   Men hvad pokker skal jeg gøre, for hans bog om samlivet med bølle-schæferhunden, som han konsekvent kalder sin meget selvstændigt tænkende kontubernal, er stærkt underholdende og faktisk både sød og hyggelig.
   Forfatteren er i besiddelse af en usædvanlig evne, idet han kan føre lange (og korte) samtaler med bølleschæferen, der har et egensindigt gemyt og ikke lader sig noget sige. For eksempel er den overbevist om, at den er sherif i den lille skånske by, så der bliver udstedt reprimander og ordrer til de andre hunde i et bydende og bramfrit sprog. Desværre for sheriffen er det ikke alle hunde, der forstår at lystre lovens klare bjæf, så det kan undertiden mobilisere bølleschæferens angrebslyst, der dog i reglen bliver holdt i ave og snor af ”pjoklederen”.
   Pjoklederen er schæferens udgave af floklederen, idet den egentlig mener, at der kun er én leder: bølleschæferen.
    Det vil bestemt være ødelæggende for fortællingen, hvis man begynder at spekulere på, om det monstro er forfatteren, der får mæle gennem det umælende dyr? Nej, bølleschæferen vifter den slags snak væk med et slag med halen og sammen spadserer forfatter og bølleschæfer ud på de fire daglige inspektionsrunder i den lille by. Man bliver bare i godt humør af at læse den bog!

                                                                   Henning Prins

Per Lau Jensen: Hundedage. 248 sider. Hovedland

Forside  Boganmeldelser  Arkiv