Hvor bliver pengene egentlig af  15.09.2008

Som daglig læser af adskillige aviser må jeg hver eneste dag gøre mig store anstrengelser for at trænge ind det mærkelige sprog, journalister med økonomi som speciale, bankfolk og økonomer betjener sig af. Min skoletids latintimer var den rene svir i forhold til dette indforståede volapyk, der ender med faktisk ikke at give en forklaring.

Hér på Kassandras helt egen portal har redaktøren for længst varslet en økonomisk Tsunami, der vil skylle alt, hvad der ikke er nagelfast, overbord.

Helt tilbage fra Lykketofts dage har jeg spurgt, om ikke det var lidt letsindigt at slippe huspriserne løs, så husejere, der havde betalt omkring 600-800.000,- kr. for et hus, nu pludselig kunne realisere en såkaldt ”friværdi” på adskillige millioner. Og jeg har undrende spurgt, om de mærkelige banker, der så uformodet pludseligt dukkede op og ville låne op til 300.000,- kr. ud på folks glatte ansigt kunne være i overensstemmelse med sund samfundsøkonomisk praksis. Jeg har forgæves skrevet til ansvarlige ministre, journalister og folketingsmænd fra alle partier, og er blevet mødt med rungende tavshed.

Nu går de så fallit, bankerne, kreditselskaberne osv. Brødebetyngede direktører og bestyrelsesformænd med røde ører slår beklagende ud med armene og siger, at de ikke har været omhyggelige nok i valget af kunder osv osv. De samme direktører og bestyrelsesformænd har dog været så forsynlige at sikre sig selv særdeles lukrative indkomster, inden det hele skred, sådan at de i hvert fald ikke skal sende villaen, speedbåden, alfa romeoen osv osv på tvangsauktion. Og der var de vel nok heldige, for de havde jo helt sikkert slet ikke forudset, at der ville komme en krise, når man slap uanede mængder af penge løs blandt folk, som de ikke en gang havde arbejdet for, men som bare drønede ind som en gevinst, fordi man boede i eget hus og ikke i lejelejlighed.

Men når en bank som Roskilde Bank går ned, fordi banken nok har været lidt for large og godtroende, sådan som undskyldningen lyder, hvem har så de penge nu, som Roskilde Bank har mistet? Jeg mener, bortset fra de trecifrede millionbeløb, bestyrelser og direktører har belønnet sig selv med, fordi forretningen ”gik så godt”. Penge er vel til syvende og sidst noget reelt eksisterende, som repræsenterer et givet stykke arbejde (som der er betalt skat af) og kan vel ikke forsvinde op i den blå luft, men højst hen i nogle andre lommer end de snydte aktionærers?

Det er noget af det, jeg savner, når jeg slider mig frem gennem økonomisektionernes kryptogrammer om økonomi. Fortæl om en typisk situation, hvor banken har været ”letsindig” og lånt ud til et firma, der ikke er helt fint i kanten. Hvad skete der? Gik det ufine firma lige pludselig fallit og havde ikke en krone tilbage? Og hvis det var tilfældet, hvorfor havde de så ikke det?

Og hvad med de højst interessante ”banker” der stadigvæk lover guld og grønne skove til folk, der tilsyneladende ikke behøver at kunne garantere for noget som helst for at låne 300.000,- kr. Disse banker har selv oplyst, at de ikke beholder låneaftalerne, men straks sælger dem videre på det frie marked. TIL HVEM!

Om et lille øjeblik er der kun de helt store banker tilbage på markedet. De små og mellemstore sidder med smerten og en økonomi, der er løbet løbsk. Men efter min mening sidder de også med et kriminelt ansvar.

For ganske vist er vi alle frie og lige, og, især, ansvarlige, mennesker her i landet. Men én af grundene til at man har et folketing og en regering er, at der alligevel godt kan være brug for lidt styr på tingene. Og derfor burde allerede regeringen Nyrup have grebet ind over for de vildtvoksende huspriser, som enhver, ja, det kan ikke nytte noget at skrive idiot hér, men så må vi nøjes med: som enhver nogenlunde fornuftig økonom ville kunne se ville føre lige ud i det totale økonomiske morads.

Der sidder nogle smarte fiduser, der har lavet bolig- og byggeselskaber og fået lavet fine arkitekttegninger, der kynisk har raget bankernes villige penge til sig, fordelt dem imellem sig og derefter erklæret sig konkurs. Den slags firmaer er der rigtig mange af i vore dage, fordi det meget bedre kan betale sig at gå konkurs end at betale hvad man skylder. Bedragerierne er så givtige, at man aldrig nogensinde behøver at vende tilbage fra sit ferieparadis, når man har lavet den manøvre bare én gang. Men der er skam mange, der har gjort det flere gange. Går det rigtigt galt, kan man ende i spjældet som Kurt Thorsen eller Riskjær Pedersen, men de fleste forsvinder ligesom bare ud i det blå. Det er ikke noget, man snakker om, og slet ikke de ”økonomiske” journalister. De river overfladen så let, at man skulle tro, de gravede efter guld med et dun.

Men pengene er der selvfølgelig, på den ene eller anden måde. Og det er finansministerens og politiets opgave at skaffe dem til veje igen. Man kan ikke bare gå i skifteretten og glad erklære sig konkurs, og så er den skid slået. De skal fastholdes på deres personlige ansvar, deres regnskaber skal gås igennem med lup, og holdningen skal være, at de er under mistanke for bedragerisk hensigt.

Hvornår mon vi får sådan nogle journalister, der ikke bare lader bankfolk og økonomer lire lektier af uden at gå i dybden. Tja, Kassandra spår, at det bliver aldrig. Redaktøren har et lillebitte forkølet håb. Måske er der én, der vil påtage sig at blive hele nationens helt m/k.

                                                                                  Henning Prins   

 

Tilbage til forside Tilbage til tidligere ledere Arkiv