Hvor skal vi hen, du?


  

Mette Rosenkrantz Holst debuterer med en ret morsom lille roman om et sølvbryllupskvartér, der er gået i hårdknude, ”Fællesarealer”. Når vi læser den titel, véd vi nok, hvad klokken er slået. Det er med kærlig hilsen fra Hans Scherfig og Finn Søeborg og godt med dræberslag til den selvoptagede, egoistiske og navlebeskuende friværdigeneration, der ørkesløst vælter sig i ubrugelig velstand.

Forfatteren er debutant, vel så, men hun har nu øvet sig, mærkes det, for hun er teknisk set meget dygtig. Miljøer og personer tegnes  dristigt op med store, selvfølgelige strøg, og man må mange gange trække på smilebåndet over hendes groteske fortællinger fra selvdøde ægteskaber og lunkne småperversiteter, der udfoldes i nattens mulm og mørke. I det omfang at mørke findes i villakvarteret omkring Tårnkærsvej, for der er godt med lamper i villahaverne, der også prydes af andre ”nyadelige” symboler som gipsløver og andet heraldisk pynt.

Jo, på Tårnkærsvej har man alt, takket være den livsalige friværdi, der ser ud til at være et utømmeligt overflødighedshorn. Alt undtagen et rigtigt menneskeliv med ærlighed og kærlighed.

Helt uproblematisk er bogen ikke, for det er som om forfatteren taber pejlingen undervejs i fortællingen. Dramaer har det med at opløses i flade grin, og det kan være virkelighedsnært nok, men man skriver jo ikke en roman som denne, hvis man ikke har noget på hjerte. Og hér er det som om forfatteren smutter hen i de nemme løsninger. For lige så ubegribeligt det er at folk lever sådan nogle tomme liv, lige så ubegribelige forekommer de løsninger, som forfatteren serverer. For næsten alle har truffet de forkerte valg, gået imod sig selv til fordel for, ja, takt og tone, den offentlige moral, eller et dominerende menneske. Og så, lige pludseligt, ryger proppen af, og folk bliver skilt, mænd bliver sent i livet omsorgsfulde fædre, barndomskærester opsøges med held på ny osv.

Og for at slå hovedet på sømmet har en flagrende sjæl foræret sin villa til en rumænsk romafamilie, hvad der får friværdien til at gå i bund i kvarteret. Samtidig er romaerne nødtørftigt fremstillet som mere oprindelige, levende og musikalske mennesker med gnistrende temperament og farver mod den danske leverpostej.

Jeg synes, at Mette Rosenkrantz Holst har det i sig, men det skal gøres færdigt. Vi skal anderledes ind under huden på de skildrede personer og have mere at vide om dem. Med et modeord så mangler forfatteren i nogen grad empati, der ikke kun betyder medfølelse, men også indlevelse. Hun har værktøjet, helt klart, og forstanden også, tror jeg. Hæng i!

                                                                    Henning Prins

                                                                             

Mette Rosenkrantz Holst: Fællesarealer. 207 s. 259,- kr. Tiderne Skifter

  

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser