I Grundtvigs ånd  

 

 

Vagn Lundbye har gjort en stor bedrift, da han satte fem af sine leveår af til at gendigte den nordiske mytologi i Beowulff-kvadets verseform. Desværre er de sidste tyve års forskning i folkevandringstidens sagn, myter og riter strøget uden om forfatterens bevidsthed, hvad der betyder, at han ukritisk bygger på den gamle grundtvigianske forestilling om at beretningerne fra hedenold udspiller sig i Skandinavien. Forskere som Niels Clausen Lukman og antropologen Lotte Heedeager m.fl. har vist os, at mange af begivenhederne, der i den gamle tolkning sagdes at foregå i Skandinavien, i virkeligheden er germansk fællesgods og inddrager hele området fra Skandinavien til Bosporus. Det undrer mig også lidt, at en vidende mand som Keld Zeruneith ikke har bremset den lidt for vildtvoksende ”kristeliggørelse” af asetroen, der jo var hele Grundtvigs idé med at oversætte de gamle sagn.

Vagn Lundbye sætter ingen spørgsmålstegn ved Grundtvigs (og Andreas Haarders?) fortolkning af krigernes herlige liv i Valhal hos Odin, når de var faldet i slag. Her serveredes stegt flæsk ad libitum fra grisen Særimner, som man kunne skære så meget af, man ville, der var altid en kotelet til. Men den oprindelige version taler om et gyseligt Valhal, hvor den uhyggelige krigs- og dødegud Odin tvinger de stakkels sjæle til igen og igen at udkæmpe de rædselsfulde slag med afhuggede lemmer og grusomme drab. For Særimner består af to ord: Sæ og Hrimner. Og det betyder simpelthen dis fra søen. Og det var kokken And Hrimner, altså Åndedis, der i den store gryde Eld Hrimner kogte kødet. Og det er selvfølgelig solen, der bager ned over de døde. Luftsteg og vindfrikadeller. Altså måtte de arme sjæle gennemlide alverdens pinsler i nattemørket, mens Odins ravne og ulve rev og sled i deres kadavere. Så i stedet for en lystig og halvt himmelsk beretning om tapre mænds belønning for at slå ihjel er det en fortælling om hvor galt det går dem, der har viet sig til døden. Og det er jo en anden snak! Det falder mig også for brystet at Lundbye hele tiden taler om ”religiøse og hedenske” riter. Hedenske? Er det ikke lidt outdated? Og ”Det nordiske testamente”, jamen altså…

Det er et stort arbejde, Lundbye har udført, men man må nok spørge sig selv, om ”Den højes tale”, der er et stykke ægte shamanlitteratur, er tjent med at blive lavet om fra personlig henvendelse til almindelig omtale. Et eksempel til sammenligning er H.G. Møllers oversættelse:  

Naar frem Du vil gaa,
skal först Du spejde
ved alle Döre,
ved hver en Udgang,
thi uvist er at vide,
hvor Uvenner sidde
hos ved Hus

Og hér følger Vagn Lundbyes:

Hver, der åbner en hoveddør,
bør spejde og stirre længe
både nært og fjernt efter fjender,
Som skjuler sig i skovens skygge.
ingen kan vide, hvad der venter
a
f død og farer bag ved en dør.

Ja, taget som et godt råd fra Odin er Lundbyes jo nok det nemmeste at forstå. Men poesi er det ikke.

Og hermed er vi lige dér, hvor jeg frygtede, jeg ville ende: Jeg synes at Vagn Lundbye og hans illustrator, maleren Esben Hanefelt Kristensen, gør sig lækre for læserne. Letflydende digte, underkastet den lavere fornuft, helt forståeligt for alle, og så nogle illustrationer, som er taget ud af Tolkiens og dronning Margrethes univers. Og i stedet for at anbringe folkevandringstidens litteratur på sin rette plads er vi vendt tilbage til 1800-tallets nationale selvforståelse.

                                                                                         Henning Prins  

Lundbye,Vagn, Det Nordiske Testamente 1-3.. Ill. Esben Hanefelt Kristensen. B.1: 357 s. B 2: 333 s. B. 3: 370 s.799,- kr. Forlag: Aschehoug

 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser