Imperiernes slagmark: Internettet

Vi, de betalende slaver under de digitale herremænd

For tiden har jeg været offer for nogle mig dybt uvedkommende kæmpefirmaers strid om dominans på Internettet. Hvad, hvem og hvorfor findes ikke i disse giganters mangelfulde ordbog, men pludselig kunne jeg ikke komme ind på min netbank. Jeg har ellers været så gruelig meget andet ondt igennem på Nordeas amatøragtige netbank, hvor man evigt og altid skulle opdatere Java, verdens værste lorteprogram, der må have betalt uhyre summer under bordet for at indtage den dominerende plads på ”vores” internet. Men nu kunne jeg altså ikke hverken se mine konti, betale mine regninger eller noget som helst.
   Jeg ringede naturligvis straks til deres ”hotline”, der viste sig at være koldere end en brøndgravers røv, men omsider fik jeg kontakt til en robot, der stillede dumme spørgsmål til mig, men ikke besvarede dem, jeg måtte have. Sydende af raseri måtte jeg vente til klokken ti næste morgen, før jeg kunne raide Nordea.
   Jamen ih, dog, det var da naturligvis fordi jeg ikke havde den ”rigtige” browser! Kunne den naragtige nørd bag skranken glædesstrålende fortælle mig. Til gengæld blev han lidt paf, da jeg fortalte, at det Nem-ID-talkort, jeg havde, ikke virkede.
   Efter mange og hektiske tastninger fór han over i et skab og gav mig et nyt kort.
   ”Egentlig er det slet ikke os, der skal sørge for det, det skal Nem-ID” sagde han fortroligt, ”Men vi har heldigvis nogle ekstra liggende!”
   Hurtigt hjem og installere Mozilla Firefox, det var jo dejligt nemt. Troede jeg altså. Men der er jo omkostninger ved alt, også når man får et nyt og GRATIS program. For Mozilla, der snarere skulle hedde Godzilla, havde som det første hævnet sig på mit abonnement på Google Chrome ved at smadre min gmail-konto, så jeg ikke kunne modtage post på mit forlag. Og jeg ventede faktisk brev fra selveste kulturminister Marianne Jelved, som jeg nu har måttet bede om, hvis ellers der var et svar undervejs, at sende på min anden, microsoft-godkendte mailadresse.
   For at retablere min gmail-konto er jeg nu blevet tvunget til at oprette en helt ny mailkonto, der ikke refererer til hverken den ene eller den anden af de nævnte giganter – og tro mig, det er slet ikke nemt!
   For hvis man tror, der er noget, der hedder GRATIS emailkontoer, så glem det. At åbne ind til sådan et tilbud, er som at åbne Helvedes gab. Du skal løbe spidsrod mellem downloads, der alle lader som om de er den GRATIS mailkonto, men er alt muligt andet, så hold dig endelig fra dem. Men også mailkontoer, man skal betale for, er de rene netfælder. Nu har jeg måske – måske – fundet en løsning. Vi får se!
   Men det, der foregår på nettet for tiden, er fuldstændigt uacceptabelt, og det værste er, at vi jo næppe har én eneste politiker, hverken i Danmark eller i EU, der fatter et kvæk af alt det, der foregår mellem de løsslupne rovdyr på internettet. Åh, store digitale ånd! Kom dog os  arme brugere til hjælp, thi vi er ladt i stikken i onde ånders grusomme vold, mens de suger vores blod og vores forstand!

Forside  Ledere  Arkiv