Imperium i krise  23.10.2008

Vi har alle læst om de asiatiske ”tigerøkonomier” og journalister med speciale i udenrigspolitik og ditto økonomi har talt om Kina som en kommende økonomisk stormagt. Vi har også siden anden verdenskrig læst utallige udlægninger af Vestens hjælp til især Afrika. Og alle disse beretninger og reportager fra elendighedens hjemlande har antydet, at Vesten har gjort en indsats for at bringe disse lande på fode, så de kunne blive fuldgyldige deltagere i verdensøkonomien som producenter af fødevarer og industrielle produkter.

Men sandheden er, at offentligheden i Vesten har fået stukket blår i øjnene. For bag ved denne naivitetens front, der frimodigt bringer ubrugelige analyser af verdens sande problemer i medierne, gemmer der sig ubetvivleligt kræfter, hvis evner for analyse ikke fejler noget som helst. Det er de kræfter, der for en hver pris vil forhindre en ægte udvikling af verdens tilbagestående lande, og som med enestående dygtighed har bildt skatteborgerne i det rige Vesten ind, at de faktisk gør noget for de underprivilegerede gennem den såkaldte ulandshjælp. Sværere har det været at skjule de forbryderiske hensigter, når det gælder institutioner som Verdensbanken. 

For hér kan enhver med en smule tankekraft i behold overbevise sig om, at det er dyrt, meget dyrt, at være fattig. De lande, der er på fallittens rand og derfor afhængige af støtte fra Vesten, bliver tvunget til at opgive ethvert projekt, der har til hensigt at gøre landet til en levedygtig, ja, måske ligefrem demokratisk stat, idet Verdensbanken dikterer den politik, der skal føres i det pågældende land. Og det er som regel at landet skal producere en bestemt afgrøde, der er behov for i den vestlige verden, men som samtidig binder landet op på en ernæringsmæssig monokultur, der tvinger samme stat til at købe fødevarer hos de vestlige landbrugsproducenter. Eller modtage fødevarebistand som almisse, der dog ikke kan siges at være gratis, fordi fødevareproducenterne så modtager penge for deres varer fra ulandsbistanden, således at skatteborgerne i et givet vestligt land betaler deres egne landbrugsproducenter med den ulandshjælp, der egentlig skulle bruges til at gøre de pågældende lande selvstændige.

Ligeledes var i mange år store dele af ulandshjælpen øremærket til salg af nøglefærdige industrier, der blev tilbudt, ikke ud fra en analyse af landets eventuelle behov for en sådan industri, men fordi donornationen ønskede at fremme eksporten af bestemte fabrikker og teknologier. Og det foregik gerne på den måde, at et land, (det kunne være Danmark), forærede en fabrik til for eksempel Sudan. Denne fabrik kunne eventuelt raffinere og forpakke landbrugsprodukter, sådan som tilsvarende fabrikker gør det i Danmark. Problemet var bare, at der ikke fandtes et underlag for en sådan fabrik. Derfor kan man, hvis man har lyst, besøge ruinerne af en gang topmoderne fabrikker, der er opført i et ørkenområde, og som aldrig har været i brug.

At det er Vesten magtpåliggende at holde ulandene og ”tigerøkonomierne” i kort snor, fremgår af staten Eritreas tragiske historie. Issaias Afeworki, der er landets præsident, havde for længst gennemskuet Vestens moderne imperialisme og nægtede derfor at tage imod hjælp fra Vesten, hverken som lån eller almisse. Hans idé var, at landets egne indbyggere selv måtte gå hvert eneste trin på vejen mod et moderne samfund, og derfor måtte man bruge håndkraft, hvis der manglede maskiner. På den måde fik han bygget landets jernbanenet op. I Eritrea var der på samme måde som i det øvrige Afrika en særdeles højt udviklet lokal smedekunst, hvor håndværkerne på vilkår, der kan minde om vikingetidens teknologi, var i stand til af lokale malmforekomster at smede og tildanne hvad som helst, hvad der gjorde det muligt at kopiere tekniske frembringelser fra Vesten med primitive midler. Efter samme idé handlede det om for enhver pris at undgå at ende i en landbrugsmæssig monokultur, der gjorde landet afhængig af købers vilje til at betale.

Dette kunne Vesten, og lad os bare sige USA, ikke finde sig i. Eritrea var på vej til at have en økonomi, der bundede i egen indsats og var totalt uafhængig af påtvungne donationer. Det kunne gå hen og blive et eksempel til efterfølgelse, så nu handlede det om at knuse Eritreas økonomi. Så USA bad diskret sin lydstat Etiopien om at angribe Eritrea under påskud af uafklarede grænsespørgsmål. Og det virkede. Eritrea må nu forsvare sig i en krig, der aldrig rigtigt har nået de vestlige avisers forsider, ja, faktisk er ikke-eksisterende i den vestlige offentlighed, og det er selvfølgelig ødelæggende for ethvert fremskridt. Bl.a. fordi industri bombes og afgrøder afbrændes.

Nu skulle man tro, at der var lang vej fra Eritreas stenalderøkonomi og så til den gamle kulturnation Kina, der både kan sætte satelitter på himlen og sprænge atombomber, og hvis industrikapacitet er skyhøj. Men sandheden er, at i og med Kinas kommunistiske parti gik over til den vestlige markedsøkonomi, hvad der bragte velstand til den politiske elite samt en række nye entreprenører og businessfolk, så betød det i virkeligheden et skridt tilbage fra at være uafhængig til at levere slavearbejde til de vestlige multinationale foretagenders produktion, der blev ”outsourcet” til især Kina.

Så derfor er der grund til at trække på smilebåndet, når mediernes ”eksperter” taler om Kina som en økonomisk stormagt. Tværtimod hænger den kinesiske økonomi i en tynd tråd, for hvis Vesten standser outsourcingen, går Kina fallit fra den ene dag til den anden. Og det samme gælder alle de andre asiatiske ”tigerøkonomier”. De har hver og én bevæget sig fra at være nationer, der kunne brødføde sig selv til at være afhængige af fødevareimport. Så hvis Vesten på grund af elendig styring af økonomien ryger ud i en krise, og det er jo for længst sket, vil sulten begynde at banke på den almindelige kinesers dør. For han/hun vil være arbejdsløse, plasticdukkerne og alle de andre overflødighedsvarer, som Kina excellerer i, vil fra den ene dag til den anden være en død sild.

Og den sande krise, den uforsonlige modsætning, der findes mellem det imperialistiske Vesten og resten af verden udbyttede og forarmede nationer, vil komme klart frem i dagens lys.

Så det ville være velgørende, hvis blot nogle af alle de ”gode” mennesker, der faktisk går og opretholder den fatale ulandshjælp, og som hidtil har sovet de uvidendes og måske også lidt selvretfærdiges trygge søvn, hvis de ville forsøge sig med en mere virkelighedsnær analyse af de mindre begunstigede nationers problemer. At håbe på, at pengemænd og industri skulle gøre sig andre overvejelser end at forsøge på at ride stormen af og lade de fattige nationer betale, er ren naivitet.

Og tro endelig ikke andet end at der er tænkt over det, når det sammenlignes med terrorvirksomhed at samle penge ind til organisationer, der vil hjælpe ulandene til ægte selvstændighed. Den tendens vil blive kraftigt forstærket i den kommende tid.  

                                                                    Henning Prins


Til forside Til ledere Arkiv