Interxxx

Forlaget Tiderne Skifter har grebet en litterær stafet, der handler om myter, og stæser nu deruda med ild i frakkeskøderne. Det er helt klart af idealistiske grunde, for oprigtigt talt var selve udgangspunktet, Karen Armstrongs ”Mytens historie” en ret fortærsket fidus, som jeg allerede sagde, da jeg anmeldte den sidste år. Først kommer Karen Armstrong med sine ret letbenede teorier og så rykker det svære artilleri frem med de store litterære navne. Margaret Atwood har meget lidt overraskende skrevet Penelopiaden om den KVINDELIGE hovedperson i Odesseusmyten, som jeg har til gode at få læst, (appetitten kommer, mens man spiser), og i mellemtiden har et gedigent syrehoved, russeren Viktor Pelevin skrevet om Minotaurus’ labyrint som en moderne internetfortælling, og den er altså ikke helt ueffen. Internettet, SMS-kommunikationen og e-mailen stimulerer til at tænke sig ind i kafkaske universer. Isolation som princip er jo netop det karakteristiske for personen, der surfer på nettet, og at det kan tage sig labyrintisk ud, er ingen løgn. Men man skal nok helst være til meget sfærisk musik med dertil hørende stimulanser for rigtigt at kunne nyde denne bog, der til syvende og sidst er en gimmick, der ikke har så mange strenge at spille på.

                                                   Henning Prins

 

Skrækhjelmen. Viktor Pelevin. Oversat af Christel Brinkløv. 240 s. 269, - kr. Tiderne Skifter

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser