Kammermusik med truthorn

 

                           

 

Det er en fin og gennemkomponeret digtsamling, Ursula Andkjær Olsen kommer med i dette smukke efterår. Det skal læses som musik, der anslår temaer, forlader dem for så atter at tage dem op i en lidt ændret version. Og under læsningen besluttede jeg at få noget at vide om digterens baggrund, fordi naturen er så meget tilstede i hendes tekst. Ikke mindst selvfølgelig i afsnittet Grøn. Men jeg kunne kun finde frem til at hun er født på Amager og at hun ikke kunne fordrage at skrive som barn, og hvad har det med naturen at gøre? For jeg aner konturerne af et givet geografisk område i hendes tekst, en have, tror jeg, men der er også en bro og meget mere. Det er der også i Monets have, og alle haver er jo lidt i familie med den.

 

          Alle de haver man bærer
          
med sig. Og svæver
          
rundt på og øjnene.

 

          Hvilket
         
slæb. Al den
         
grønne. Lyse. Alt det
         
grønne. Mørkebløde
         
grønne.

 

 En ordsøjle af grønt. Grønt gennemfarver disse digte. Kærestens hår er grønt og afrevet græs får hende til at nyse, og kæresten får hende også til at nyse. Om det så er hendes hænder, så er de hyldeblade og er der en mere duftende grønhed end hyld?

 

          Du må
          
tage hvad der er
          
dit ellers  

          kysser jeg  

          Så kom nu
          
med dig og
          
din

          
pæl i kødet.  

         Ja, tak.
 

Er grønhed erotikkens farve? Noget kunne tyde på det. Rød og gul er efterår og forgangenhed.

Og det er det, der stikker under det hele. Ursula Andkjær Olsen er dybt foruroliget over det, livet stiller et menneske i udsigt. Erkendelsen af livets endelighed og dets ubarmhjertighed får hende til at forsøge at finde en filosofi, der gør det muligt at leve med denne indsigt. For det ligger vist ikke til digteren at glemme noget som helst. Som indgangsbønnen lyder:

 

            Når man
           
en gang
           
har forladt sit udspring
           
løber man mod
           
havet.


Der er elegi i den unge digters poesi – og det er vel mest i de unge år, at de faktiske forhold på kloden kan være så chokerende. I hvert fald mærker man masser af desperation i den tilsyneladende cool og vittige tekst.

           

            En del af
            
visdommen er
            
fortroligheden med det
            
utrolige. Alt det man skal

            huske at
            
drømme om.


Følelser og overvejelser over livets forkrænkelighed, stor glæde ved livet og øje for verdens skønhed sat på ordmusik. Banalt på sin vis, men formidlet med musikalsk ynde og fint gennemspillede temaer. Jeg nød det.

                                                                 Henning Prins

Ursula Andkjær Olsen: Skønheden hænger på træerne. 192 s. 199,- kr. Gyldendal   

                                      Jeg vil gerne have nyhedsmails
                                       
kritiskportal@mail-online.dk 


Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser