Klimakrigen  

Dødsklokkerne duver, drøner og kimer dag ud og dag ind, så det ikke ville være til at få ørenlyd, hvis ikke det først og fremmest var i avisernes overskrifter, hvor de kun giver en let knitren fra sig, når man krøller dem sammen, inden de giver fyr til pejsen. Men at kloden ligger på sit yderste og at det hele er forbi om lidt, fordi vi dels drukner, dels tørster ihjel i nydannede ørkner, det står fast. Så fast, at ethvert lille pip om andre mulige årsager til klodens klimatiske tilstand end lige menneskenes overforbrug af CO2 slet ikke kan nævnes. Jo, enkelte højst utroværdige galninge får lov at slippe lidt modforurening løs hist og pist, men jordens undergang er ikke til diskussion.

Det stiller nogle gevaldige krav til denne verdens mægtige mænd og kvinder, idet de skal nå til én eller anden slags enighed, der går på procenter af tilladt udslip af gasser, især som sagt CO2.

Det ville være synd at sige, at de kloge hoveder og samt journalisterne har høje forventninger til et godt resultat af det forestående, såkaldte ”Klimatopmøde” i København, der vil dræne statskassen for utalte millioner, ikke mindst til forebyggelse af uro og beskyttelse af de meget fine mennesker, der beærer vores hovedstad med deres besøg.

Men er der nogen, der har spekuleret over, hvor velkomment et ordentligt voldeligt slagsmål mellem politi og klimaaktivister vil være for disse toppolitikere, der allerede inden de rejser hjemmefra godt véd, at der ikke er noget at komme efter? Vi ser allerede billederne og kæmpeoverskrifterne for os om ”klimakrigen” i København, der helt vil drukne de spørgsmål, der burde blive stillet, nemlig hvorfor stormagterne så énsidigt lader deres interesser komme forud for hele klodens velbefindende. Og det fører til nogle spørgsmål som f.eks.: Hvem står bag 2000-årenes internationale aktivistbevægelser? Ja, jeg spørger bare, fordi jeg eksempelvis hér i lille Danmark mere eller mindre frivilligt er tilsluttet FaceBook, hvad der medfører en stadig strøm af henvendelser fra folk, der vil have mig til at tilslutte mig forskellige bevægelser eller grupper med særdeles idéelle mål. De fleste af dem, der henvender sig for at få min underskrift på dette eller hint, kender jeg, og i reglen ignorerer jeg opfordringerne.

Det gør jeg, fordi jeg plages af et indre billede: en flok får, der jages afsted henover stepperne, nu i den ene retning, så i en anden. Og samtidig spekulerer jeg på, hvad min underskrift egentlig er værd, når den står en tre-firehundrede steder? Ikke en disse, er jeg bange for.

Nu betyder disse flinke idealistiske amokløbere jo ikke så meget, man kan, som jeg, ignorere deres idelige opfordringer til støtte.

Men når det gælder store, internationale begivenheder som det såkaldte ”Klima-topmøde” i København, så er det nogle andre kræfter, der er i spil. Danske dagblade kunne, via regeringskilder, sjovt nok, vise en plakat, der angiveligt var fremstillet i Tyskland, der opfordrede til voldelige tilkendegivelser ved demonstrationerne under topmødet.

Altså er det værd at spørge sig selv, om ikke ”klimatopmødet” i København burde få lov til at udstille sig selv i al sin ynkelige nøgenhed frem for at en hel masse mennesker med hjertet på rette sted går fjendens ærinde. For der vil foruden rigtige klimaaktivister komme et hav af Agents Provocateurs til byen, vær helt sikker på det.

Jeg tror ikke, det er den åh så elskelige politiinspektør Per Larsen, der går og udtænker den slags strategier, nej, det foregår i anderledes avancerede kredse. Så derfor må jeg nøjes med at sige: Tænk en gang, hvis klimaaktivisterne blev hjemme. Så ville vi få revet masken af både efterretningsvæsenerne og de højreorienterede ballademagere, der står parat i kulissen. For når de pæne mennesker er væk, er banditterne meget nemme at genkende. Og så kan vi ved den lejlighed også få lov til at more os over, hvilke ”typer” det danske politi og efterretningsvæsen synes gerne må komme ind i landet, mens pæne folk bliver stoppet ved grænsen. Men det er utopisk tænkning, jeg véd det godt, der skal være ballade i Københavns gader, så vi ikke snakker om det væsentlige. Ak …

 

                                                             Henning Prins

 

  Forside Ledere Arkiv