Kunstneren og værket  

 

 

Det var med en vis spænding at jeg tog Arne Hardis’ biografi om Hans Scherfig i hånden. For hvad var hensigten, når en journalist på en borgerlig frontavis som Weekendavisen skrev en biografi om en kendt kommunistisk kunstner? Var det endnu én af de posthume henrettelser af ideologiske fjender, vi har set så mange af siden murens fald?

Slet ikke, viste det sig. Men dog en biografi, der bryder med netop de forestillinger, folk som Scherfig (og med ham mange andre kunstnere), havde om at det var værket, der talte, og ikke personen. For Hardis’ biografi tager udgangspunkt i selve kunstnerens levede liv og de begivenheder og ikke mindst følelser, der fik ham til at træffe sine valg. Det hedder med et fint ord poststrukturalisme og betyder bare, at man ikke kan skille en person og hans værk.

Og det synes jeg Hardis gør vældig godt rede for. Når man får lov at læse om Hans Scherfigs livslange forelskelse i kunstneren Elizabeth Karlinsky gennem hans mange breve og private refleksioner, bliver det helt klart, at han ikke var den ”videnskabelige” marxist, som man yndede at fremstille sig som i kommunistpartiets hovedkvarter i Dronningens Tværgade. For det krævede en overordentlig indsats at få indfanget sit livs kærlighed, og selv om det ikke siges direkte i biografien, så er det ikke helt forkert at tro, at Scherfigs hug- og stikfaste kommunistiske tro var en del af hans kærligheds tribut til den kommunistiske Liesl, som Karlinsky blev kaldt.      

Vi får også et vældig godt billede af bohemernes København i tyverne og trediverne, og netop de mange fotografier af Scherfig som barn i det trygge borgerlige hjem med de beskyttende forældre fortæller en historie, der er nok så sigende som Scherfigs egne ord.

Med netop den indgangsvinkel får vi en spændende rejse gennem Scherfigs liv, der især rummede en spænding mellem kunstnerens trang til fred, hvad der medførte et nok så borgerligt liv i eget hus, og så den erklærede tro på den revolutionære sag.

 Jeg synes, at denne bog kommer vældigt tilpas i en tid, hvor der drives klapjagt på alle mulige og umulige personer for forræderi. Ole Wivel beskyldes for nazisme, Milan Kundera beskyldes for stikkeri og venstrefløjen er en samling forrædere, hvad enten de var for eller imod Sovjetunionen. Alt sammen på det løsest tænkelige grundlag. Hér kommer Hardis’ biografi ind som et menneskeligt korrektiv til den hetz, der drives helt uhæmmet af hensyn til en overordnet politik, der kaldes kulturkamp, men snarere burde hedde udryddelseskampagne.

I ”Ung må verden endnu være” skildrer Nordahl Grieg en svensk ingeniør, der arbejder idealistisk for den unge Sovjetunion, men falder i unåde hos Stalin. Da han står i Arlanda lufthavn og ser alle journalisterne stå med spidsede blyanter for at skrive hans bitterhed over Stalin ned, gribes han af lede og udtaler: ”Jeg betragter Stalin som min far!”

Mon ikke at Scherfig har haft noget af den stædighed i sig. At han ikke kunne indrømme, at Sovjetunionen var en fejltagelse overfor den selvgode borgerlighed, så hellere stå fast på trods. Dette antyder Hardis også, når han kalder biografien for ”Idealisten”. Det er ikke fornuften og videnskabeligheden, det er følelserne, der driver værket.

Det er en af de bedste biografier, jeg længe har læst om en så betydelig dansk forfatter, fordi den er så ligetil skrevet og griber uforfærdet om nælderne. Stærkt underholdende!

                                                                  Henning Prins                   

Arne Hardis: Idealisten. 330 s. 349,- kr. Gyldendal

                                            

         

Tilbage til forside Tilbage til bøger Arkiv