Kunstneren som polyhistor

                                          Tryk på billedet!

 

Man skal tage læsebrillerne på og finde ordbøgerne frem, når man tager fat på Lars Morells store værk om maleren Per Kirkeby. Men det er en mægtig godt skrevet og herligt illustreret bog.

Lars Morell optræder, måske uden selv at vide det, som om at kunstvideren ikke blot er en slags æstetikkens videnskabsmand, men selv en kunstner. Det ses allerede af kapitelinddelingen, der starter med det ikke så ofte brugte ord: Epistemologisk. Jeg måtte ty til Gyldendals blå, hvor det betød erkendelsesteoretisk. Men årsagen er rent æstetisk, for alle kapitlerne begynder på den måde. F.eks. Teologisk, Geologisk, museologisk. Og så kan vi ikke have et ord, der klinger forkert. Helt enig.

Når jeg læser bogen, slår den tanke mig, at bøger om kunstnere, dvs forklaringer og udlægninger af deres liv og værk må­ske nok gør kunstneren til den betydende, men så sandelig kunstvideren til den betydningsgivende. Vi får Morells beskrivelse af Per Kirkeby gennem tiderne og dertil, hvad kunstneren selv siger, der har styret ham.

Som barn under og efter krigen har han, som hele sin generation, været grebet af en åndelig hunger, og han har kastet sig over historien og filosofien med glubende appetit. Maler ville han helt fra ungdommen være, men omstændigheder og måske en vis snusfornuft gjorde ham til geolog og dermed rejsende. At Kirkeby er en længselsfuld nostalgiker og romantiker, fremgår, og at han flygter fra det, alt hvad han kan, siger han selv.

Morell får vendt næsten hver en sten på Kirkebys vej og han viser hvordan Kirkebys blik er vendt mod fortidens store kunstnere og filo­soffer. Han viser os også Kirkebys frimodige citater fra velkendte bille­der, således at vi, hvis vi ellers vidste det, ville få et nyt syn på hans produktion. Det hjælper Morell os til, så vi ser, hvordan Kirkeby ind­går i den store, europæiske, ja, internationale tradition. Fra mayaernes tilgroede tempelhøje, over det gamle Byzanz (Konstantinopel) og vikingetid, Prins Valiant, sågar, gennem guldaldermalernes fremstillinger af Roms antikke ruiner og stor reflekteren over, hvad det er, det hele bygger på, geologisk og teoretisk, hvis det kan siges sådan. Altså, hvad er den faste grund under os? Og er den overhovedet fast? Og som geolog må Kirkeby jo falde i staver over Grundtvigskirkens krystallinske stavær.

Og pludselig ser man Kirkebys kritik af vores måde at behandle fortiden på, når han laver splinternye, særdeles velbyggede ruiner. De nyslåede græsplæner omkring Colosseum er mord på den historiske bevidsthed, vi får den indskrænkede turistchefs forestilling om en velplejet fortid, pudset op og poleret. Jeg har valgt at bringe et billede fra bogen, der efter min mening illustrerer noget af det, Morell vil fortælle os om Kirkeby. Billedet indeholder en lang række genkendelige elementer. Det kan man bare ikke umiddelbart se. Men prøv at vende billedet på hovedet! Frem træder ét, ja, flere landskaber. Vi ser en lille bro, der sikkert har stået i den impressionistiske maler Monets have, med vandspejl og det hele, en solnedgang såvel som en måne, der måske stiger op. Alt sammen forsøgt skjult af en bevidst overmaling af det skønne motiv. Kirkeby kæmper med sin sentimentalitet. Derfor er billedet vendt på hovedet, så han ikke straks røber sig.

Denne overmaling, som ofte består af mange, mange lag, har han selv forklaret, gør, at det oprindelige billede ligger nedenunder påsmøringerne og udsender radioaktive strålinger. Ganske som det forholder sig med de forfattere og filosoffer, hvis værker vi ofte ikke har læst, men som alligevel gennemstråler ikke bare vores, men hele samfundets bevidsthed, så vi alle sammen véd mere og mere.

Således også med Lars Morell. Læs den og nyd den, mens du bliver bestrålet.

                                                                          

Kunstneren som polyhistor. ”Den intellektuelle overbygning” i Per Kirkebys værker. 294 s. 348,- kr. Aarhus Universitetsforlag.

  

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser