Landsknægte 27.5.2007

 

Danmark har altid været en førende nation, når det gælder lejetropper. Helt tilbage til oldtiden, hvor den romerske hær hovedsagelig bestod af germanske lejetropper. Men også England har gennem tiderne draget nytte af disse tropper, som den danske konge lejede ud efter forgodtbefindende, og som gav lidt dækning til en altid læk statskasse. I hvert fald brugte Cromwell danske lejetropper, da han erobrede Irland, en handling, der endnu sætter sine spor i forholdet mellem England og Irland. Og så vidt jeg har kunnet snuse mig frem til det, har danske lejesoldater også deltaget på den engelske kong George III’s side i den amerikanske frihedskrig. Danske historiebøger kan godt huske, at der var hessiske lejetropper med, men ingen steder står der noget som helst om at Danmark ned gennem historien stedse har haft lejetropper involveret rundt om i Europa.

Hvordan mon det kan være? Findes der slet ikke nogen regnskaber i de kongelige arkiver over denne profitable forretning? Eller er det noget, man ikke bryder sig om at tale om, fordi det er flovt? Sandt er det, at lejetropper har begået de værste ugerninger gennem historien, som det beskrives i værket om trediveårskrigen ”Simplicius Simplicissimus” af Grimmelshausen, kun overgået af vor tids ideologiske krigere, nazister, stalinister og islamister.

Allerede Machiavelli påpegede det problematiske ved lejetropper, idet en landsknægts interesser ikke ret tit var sammenfaldende med hans arbejdsgivers. Arbejdsgiveren, en konge, en stat, hvad eller hvem det nu end måtte være, har brug for en given militær afgørelse, gerne med et endeligt resultat til følge. Altså en politisk holdbar løsning. Den interesse har lejesoldaten ikke. Med krigen som levebrød er fred et magert resultat, så efterhånden som brugen af lejetropper blev normen for Europas fyrster, blev resultaterne elendigere og elendigere, politisk set. Landsknægtene havde fagligt set interesser tilfælles med fjendens soldater i langt højere grad end med deres arbejdsgiveres målsætninger. Derfor var der hemmelige aftaler mellem de professionelle soldater om at prøve at undgå unødig blodsudgydelse, når det gjaldt fagfæller. Til gengæld var der frit slag, når det gjaldt tvangsindkaldte landeværn og civilbefolkning. Plyndring var en del af lønnen, og der var europæiske traktater, der fastslog, at der var tre dages fri plyndring, når en belejret by havde overgivet sig. Rædselsberetningerne fra disse plyndringer er legio.

Det er at gøre vold på sandheden, når statsministeren og forsvarsministeren taler om ”de danske soldater” i Irak og Afghanistan. Jovist er de da danskere, men de er ikke de naturlige forsvarere af fædrelandet, end ikke værnepligtige. De er lejesoldater, der for gode penge er med til at gennemføre en politik, som danskerne aldrig har fået mulighed for at tage stilling til. Det er ganske opsigtsvækkende, at en respekteret parlamentariker som Niels Helveg Petersen kan udtale: ”Krigen startede på en løgn og den ender på en løgn!” Og alt, hvad denne stærkt inkriminerende udtalelse giver af reaktion, er et skuldertræk.

Hvis vi ser lidt ned over udviklingen, så ser vi, at det danske forsvar langsomt, men efter en velgennemtænkt plan, har udviklet sig fra at være et nationalt forsvar af værnepligtige unge mænd til at være en lille, professionel hær. Det er rent blår i øjnene, når hæren opfattes som nationens beskyttere, og det er typisk, at kronprins Frederik har taget en uddannelse som lejesoldat i stedet for at være i det nationale forsvar. Og selvfølgelig siger propagandaen også, at det er kækt og macho med en kronprins, der kan slå ihjel med de bare næver og hvad de nu lærer af morderiske svinestreger i sådan et korps. Så idéen om et nationalt værn, der hviler på det danske folks forsvarsvilje, er en ren parodi og festtalesnak.

At lejetropper har de samme træk til alle tider ses allertydeligst i den amerikanske hær, der rekrutteres blandt samfundets usleste tabere. De brutale scener, der er blevet dokumenteret gang på gang, og hvor Abu Ghraib bare er isbjergets top, er typiske for uuddannede og ukultiverede mennesker, der mangler evnen til at forstå og kommunikere. Desuden plyndrer den amerikanske hær lige så meget som trediveårskrigens europæiske landsknægte. Afghanistans og Iraks muséer står tomme hen, mens lejetropperne fragter uerstattelige kulturværdier til USA, hvor de omsættes for store penge. Om danske lejetropper gør det samme, véd vi ikke noget om, man tror det helst ikke.

Men det er det, der hele humlen, og det, der giver tilhængerne af lejesoldater frit spil: Man tror det helst ikke!

Danskerne har vendt ryggen til danske lejetroppers engagement i fremmede lande, og det er vel ikke så underligt? For det er trods alt meget få danskere, der kan gøres ansvarlige for dette landsknægteeventyr. Nemlig kun de politikere, der dels gennem årene har accepteret, at der er blevet dannet en professionel hær i vores midte, der til enhver tid kan true demokratiet, dels har stemt for at sende dem i krig på et urigtigt grundlag.

Den danske hær er efter min mening grundlovsstridig og tjener ikke sit formål, nemlig at forsvare landet mod ydre fjender. Og den vil, efterhånden som den udvikler sig mere og mere uafhængigt af det nationale forsvar, udvikle sig til en evig trussel mod demokratiet. For hvis de professionelle soldater en dag så deres interesser bedre varetaget gennem et militærkup, hvad skulle så forhindre dem?

 

                                                                   Henning Prins 

Forside  Ledere  Arkiv