Må man skyde en jæger?         

                                                                     Pia Juul

Pia Juul er en digter, der som en kirurg skærer ind til hvad sproget virkeligt betyder. Med bibetydninger. Det lille sprog, som vi alle taler, fortroligt, til vores barn eller os selv. Hvordan gruen kan springe op som en trold af en æske i en hverdagslig sætning. Pludselig kaster ordene lys over det, øjet ser, ord kan gøre fuglesangen forståelig, ord kan vise os, at vi lever i en menneskeverden, hvis love ikke har flyttet sig gennem tiden.

I hendes seneste samling af tekster, ”Helt i skoven”, der består af tre afsnit, nemlig ”Ord i skoven”, ”Fra min dagbog” og ”Mord i skoven” vender og drejer Pia Juul en grusom barndomsoplevelse. To små piger finder en død mand i skoven. Han er blevet skudt, blodet løber ned i bækken. Med afsæt i den uudslettelige oplevelse kommer vi omkring hele menneskelivet og vi er i sandhed i skoven. Pia Juuls sanseapparat står på vid gab og i korte hovedsætninger reflekteres alt fra rødmende bøgeblade til blødende bække og sårede sind. På mærkelig vis formår digteren at få denne natur til at gå ind i og være fortællingen, selv om det er den døde mand, der rumsterer.

 

                        Må man skyde en jæger,

                        spørger min datter

                        Klokken er fire

                        Himlen er rød

                        Luften er rosa

                        Nej, siger jeg,

          mennesker må man ikke skyde

                        Menneske,

                        jeg smager på ordet,

                        hvad er et menneske

                        Skyd det dog bare

 

Hele denne fortælling om mennesket, sat på den knappeste form, er som støbt i stål. En gysende nydelse.

                                                               Henning Prins                

 

Pia Juul: Helt i skoven. 60 s. 148,- kr. Tiderne Skifter

Tilbage til forside Tilbage til anmeldelser