Mørkets hjerte ligger i Marstal

 

 

Jeg blev virkelig glad for og opmuntret af at læse Carsten Jensens nye roman ”Vi, de druknede”. Af mange grunde. En af dem er, at bogen er et strålende bevis for at fiktion er den eneste farbare vej, hvis man vil fortælle en troværdig historie om fortidens begivenheder. Forfatteren får mulighed for at føre vidner i marken, så vi faktisk ser og oplever de ting, teksten handler om. Og Carsten Jensen bruger et vældig godt greb, som jeg ikke synes, jeg har set før, nemlig ”vi” og ”os” om en ikke nærmere bekendt skare af vidner, blandt hvem forfatteren selvfølgelig er. Og så er bogen en ren gavebod, hvor Carsten Jensen deler ud af al sin lystlæsning helt fra de unge år. Vi møder Joseph Conrad og Herman Melville, naturligvis, vist også Corto Maltese, mens Jack London glimter til os, når vi et kort øjeblik ser navnet på den mørke og hemmelighedsfulde ø Malaita, som vi i øvrigt ikke hører mere til.

Overfladisk kan romanen læses som en saltvandsduftende mandfolkebog fra de syv verdenshave, men som jeg har læst den, er den snarere et monument over en ikke længere eksisterende maskulinitet. Den mandlige selvforståelse eroderer for øjnene af os i takt med en verden, der simpelthen ikke længere har brug for disse særlige kvaliteter. Så hvor fortidens seje sømand med ar på krop og sjæl sled sig op for en ussel hyre blot for at drukne på fjerne steder, så er nutidens parodi den muskelsvulmende, tatoverede mand, der stiller sig i positur for fotografen.  

Vi starter med en god historie om hvordan Laurids Madsen med de store søstøvler så Sankt Peters røv og blev snydt for Paradis, den dag den danske flåde hovedløst løb ind i et unødvendigt nederlag i Eckernförde fjord. Og Carsten Jensen har straks greb om fortællingen, vi tror på det, vi ser. Af virvar og manglende planlægning, og af menigmands både beundringsværdige og dumme mod. Der er ikke langt fra drengebanden til den bevæbnede mariner i denne fortælling, der præsenterer os for en række ”stamfædre” til bogens gennemgående hovedpersoner. Og hér introducerer Jensen et begreb, jeg længe har savnet på dansk og som jeg er vis på er blevet smidt ud af ordbogen, og det er begrebet trohjertighed. Ja, ikke at han skriver det noget steds, men ganske som Joseph Conrad i Billy Budd er nødt til at skabe det uskyldige menneske for at kunne fortælle sin historie, er Jensen nødt til at vise os det trohjertige menneske. Og det findes jo, og hvor er det godt.

Romanens for mig helt afgørende fortælling og den, der bestemmer forståelsen af resten af bogen, er den blændende og gysende beretning om Tampen. Om hvordan lærer Isager med sin afstumpede vrede og systematiske misbrug af vold mod børnene, drengene, selvfølgelig, på en måde er den, der lærer dem noget om den virkelighed, der venter dem som voksne. Det kan man kalde opdragelse til mænd. For én, der selv har oplevet, hvad udtrykket læsterlige tæsk betyder, var det sjælsrystende læsning.

Og med den i mindet kan vi sammen med Laurids søn Albert begive os ud på det store blå ocean med Captain Jack Lewis. Han er en figur, der har alt hvad hjertet måtte ønske af hemmeligheder. En mand, der er drevet til vanvid over måske ikke længere at kunne begære noget? En mand, der begår de værste svinestreger for at berige sig, men som i virkeligheden ser ud til at være ligeglad med alt. Og som læsser kynisk visdom af på den moralsk indignerede Albert, der, som så mange drenge og mænd, er besat af tanken om at finde og møde deres far. Det er rigeligt kulørt, men holder vand.

Alle skibe må jo vende hjem en gang og også Albert kommer tilbage til Marstal med et skrumpehoved, der en gang har siddet på den berømte imperiebygger James Cook. I det hele taget er der godt med håndfast symbolik i romanen og den modtagelige Albert viser sig også siden hen at være sanddrømmer, hvad der kan være en stor plage.

Hele denne store fortælling om disse mænds og deres kvinders skæbner synes jeg lykkes godt. Vi kommer omkring Marstal set i menneskeperspektiv og kommer tæt på byens særegne personlighed. Og personligheder. For det er godt nok et sært sted.

Om grunden til Marstals undergang nu skal søges i manglende moral eller i den moderne udvikling, kan diskuteres. For det er jo hele det ”Danmark under sejl”, som sydhavsøerne udgjorde en gang, der tilsammen gik under, da teknikken gjorde den tremastede bark eller skonnert overflødig. Og så husker jeg i hvert fald tydeligt fra min tid som dreng på et skib, at en ”marstaller” betød en ond, nærig og voldelig kaptajn. Han kunne nu også være fra Bogø.

Jeg kan nok mærke at Carsten Jensen har meget at fortælle os også om de to verdenskrige, som Danmark spillede så fordækt en rolle i. Men bogens koncept kan ikke rigtigt holde til at rulle konfliktstoffets underliggende mønster frem, så vi får kun den personlige vinkel på det fælles. Og det er også godt, men Carsten Jensen véd meget mere end han kan fortælle. Så jeg håber at Carsten Jensen vil skrive mere fiktion fremover. For han har meget på hjerte .                                                   

                                                                                  Henning Prins

 

Carsten Jensen: Vi, de druknede. Roman. 696 s. 299,- kr. Gyldendal

 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser